Jeg er næsten jævnaldrende med Lone Hørslev – jeg er født i 1973, hun i 1974 – og måske er det derfor, jeg synes der er sådan nogle fantastiske tidsbilleder i hendes nyeste udspil ’Sorg og Camping’. Romanen udspiller sig i 80’erne, hvor Eddie Skoller kunne være et sexsymbol, alle sagde ”fru Christoff” med Tommy Kenter, og det stadig var glamourøst at være stewardesse. Kvinder i skjortebluser og spadseredragt – man kunne blive ved. Bortset fra landgangsbrød var det som at være tilbage i barndommen.

Eller rettere: barndommens vrangside, for ingen er lykkelige i den lille vestjyske by Løkke. Marianne er midt i 30’erne, gift med købmanden Jørgen og dybt utilfreds med livet. Ægteskabet er dødt, og det er i virkeligheden kun vanen og børnene, der holder den lille familie sammen. Så hjælper det ikke ligefrem, at svigerinden Gunnhildur får hende til at læse Søren Ulrich Thomsen: ”Døden er / ikke at elske og alt er som det plejer.” (Det har jeg også læst engang!)

Den manglende tiltrækning skildres meget smukt. ”Marianne smilede til Jørgen. Og hans berøring var så velkendt som Mariannes eget hår ned ad nakken, hun mærkede ham ikke, hun tænkte når han rører mig, mærker jeg det ikke.” (s. 14)

Handlingen udspiller sig en dag i slutningen af november. Jørgens fødselsdag skal forberedes, men det er svært at koncentrere sig, for Gunnhildur, Jørgens forfatter-bror Thomas’ kone, er forsvundet. Det sætter gang i tankerne, for Marianne ser op til den spontane svigerinde.

Marianne er klart den mest interessante person, og derfor er det lidt ærgerligt, at Lone Hørslev ikke koncentrerer sig fuldt ud om hende. Vi ser nemlig også verden gennem Jørgens, Gunnhildurs og butiksassistenten Jannies øjne. Det er slet ikke dårligt, men det er heller ikke videre originalt. For selvfølgelig er butikken presset af supermarkederne, selvfølgelig har den forsagte Jannie haft en håbløs affære.

Citatet fra Thomsen er ingen tilfældighed. Hørslev beskriver hverdagen som en form for stillestående død – og camping er selvfølgelig den mest hverdagsagtige af alle ferieformer. Parcelhuset flytter med i miniformat, og da Gunnhildur og Marianne endelig gør noget spontant, opfattes det som suspekt og afvigende. Meget sigende står fastliggere uden pladsbestilling på grådens rand, da pladsen er fuld og de er tvunget til at prøve noget nyt.

Spørgsmålet er bare, hvad der skal træde i stedet? Gunnhildurs åbenlyse kærlighed til kunstneren Thomas virker som et ideal for Marianne, men de har deres egne rutiner og problemer. Og Jannie drømmer selvfølgelig om at veksle sit frie kærlighedsliv til småborgerlig hverdag. Måske er livet bare ondt og besværligt?

Lone Hørslev har skrevet en fin roman med humor og skarpe personskildringer. (

)

Henrik_Madsen | Jun 25, 2011 |

Jeg læste et sted at det eneste problem ved ”Sorg og Camping” er at den er for kort, og jeg kan ikke være mere enig! Lone Hørslev skriver rigtig godt, har fantastiske personkarakteristikker der rammer lige i øjet, og så er der en humor i bogen som jeg er helt vild med. Vi er i 80’erne, hvor vi i løbet af en enkelt dag kommer ind i hovedet på en række personer bosat i den lille jyske provinsby Lykke ved Ringkøbing. De tre kvindelige hovedpersoner Gunhildur, Marianne og Jannie er alle på hver sin måde ulykkelige i kærlighedslivet. Marianne keder sig i ægteskabet med købmanden Jørgen, Jannie der arbejder i købmandsbutikken har en håbløs affære og Gunhildur er stukket af fra Jørgens bror Thomas efter de har haft et skænderi.
At vi er i 80’erne er man ikke i tvivl om, eksempelvis har Marianne en ”våd” drøm med fire mænd i en seng, hvoraf den ene er Eddie Skoller! Hvilken kvinde vil i dag have våde drømme om Eddie Skoller!? (undskyld Eddie!) … men det er bare en af de små episoder i bogen som jeg har moret mig meget over :) (

)