Marie Grubbe er en af dansk litteraturs mest populære skikkelser, og det er da heller ikke så sært, at historien om adelskvinden, der først bliver gift med kongens søn og dermed steg op til samfundets absolut øverste lag for at ende som kromutter og fattiglem på Falster, har inspireret forfattere Holberg til Blicher og J.P. Jacobsen. Nu er det så Lone Hørslevs tur, og hun zoomer ind på årene 1666-67, hvor Marie var flyttet til Akershus, fordi hendes mand Ulrik Christian Gyldenløve var blev udnævnt til statholder i Norge.

I Hørslevs optik var dette den afgørende periode i Maries liv. Hun forelsker sig i den franske ritmester Blanquefort, og da han trækker sig tilbage af frygt for konsekvenserne af en så forbudt forbindelse, finder hun trøst i armene på svogeren Styge Høgh, der er på besøg sammen med søsteren Annemarie. Marie overtræder kort sagt tabuer i et omfang og et tempo, som moderne reality-deltagere kun kan drømme om.

Sideløbende med fortællingen om Marie skildres livet hos de lavere klasser. Det er en broget skare, der lever en tilværelse fuld af voldelige sammenstød, lidenskabelig kærlighed og overtro. Det sidste støder direkte ind i kirkens heksejagt, og indtil flere må lide døden i fangehullet eller på bålet af den grund. Herskabets og tjenerskabets historier forbindes flere steder i bogen, og det fungerer sådan set udmærket. Hørslev falder på ingen måde for fristelsen til at romantisere gamle dage. Tværtimod er det uomtvisteligt, at tilværelsen gradvist er blevet mere civiliseret og mindre voldelig – risikoen for at dø for en andens hånd var ganske enkelt meget større i 1600-tallet.

Det centrale spørgsmål er selvfølgelig, hvad der får Marie til at handle, som hun gør. Ægteskabet med Gyldenløve er arrangeret – han havde en elskerinde og flere børn inden ægteskabet, men den forbindelse var ikke acceptabel ved hoffet - og aldeles uden kærlighed fra hendes side. Deres kærlighedsliv minder mest af alt om en stribe voldtægter, og han er ovenikøbet væk på missioner det meste af tiden.

Hos Blanquefort får hun noget helt andet. Han gør kur til hende med blikke og breve, viser hende opmærksomhed, og hun elsker ham lidenskabeligt tilbage. I hans optik er hun en spændende erobring, men måske ikke så meget mere, så da det bliver klart, at hun er villig til at ofre alt for ham, lægger han afstand til hende.

Hendes kærlighed er på ingen måde platonisk, tværtimod opdager hun med ham, at sex kan være et stof, man kan blive afhængig af. Ofte med et anstrøg af masochisme, og selvom hun lader sig forføre, så er det ikke hende, der er den aktive part – heller ikke da den endnu større stymper Styge Høgh melder sig på banen. Det særlige ved Marie Grubbe synes således ikke at være, at hun selv former sin tilværelse og vælger sin skæbne, men snarere at hun ikke kan sige nej til de mænd, der begærer hende.

Der skal såmænd nok være nogle historiske unøjagtigheder hist og pist, men grundlæggende fungerer historien, og Hørslev formår at skrive situationerne frem, så man føler sig til stede. Det er en glimrende roman. ( )