Tårnet fylder både som bygningsværk og som symbol i europæisk historie. Derfor er det kun naturligt at Peeters og Shuiten kaster sig over tårnet i deres psykologiske og mytologiske serie om byernes hemmelige væsen.

Det mest berømte tårn er selvfølgelig Babelstårnet, hvor menneskeheden angiveligt prøvede at bygge et tårn så højt, at det kunne nå gud – og blev straffet for det med sprogforbistring. Det var i de hårde dage før Jesus, hvor kontant afregning stod højere på dagsordenen end tilgivelse.

Fortællingen foregår netop i et sådant Babelstårn, selvom det snarere er universets uendelighed end Guds modvilje, der har bremset de ærgerrige. I albummet er det allerede et projekt i forfald. Det er også et kæmpe bureaukrati, hvor hver mand passer sin post, og hvor kun de mytologiske ”ingeniører” har overblik over det hele.

Giovanni er en ganske almindelig vedligeholder, der trofast har passet sit arbejde, selvom forfaldet griber om sig uden for hans sektor. En dag bliver han træt af at vente på inspektøren og drager af sted for at få svar. På sin vej møder han den belæste Elias og den smukke Milena, der også er træt af rutinetilværelsen. Sammen sætter drager de mod toppen for at få ingeniørerne i tale – og for at få et svar på, hvad det hele går ud på.

Myten om Babelstårnet har fulgt den jødisk-kristne tradition i årtusinder, men den havde nok sin største udbredelse i middelalderen. Og tegnestilen peger ligesom da også mest i retning af italiensk renæssance, og det samme gør Giovannis navn. Selvom epoken virker bekendt, så er der elementer, der ikke rigtig passer - ligesom det var tilfældet i Murene i Samaris.

Det ses ofte, at de danske udgivelsesrækker ikke følger originalen. Det er også tilfældet her, for selvom Tårnet lanceres som Hemmelighedsfulde Byer 2, så er det faktisk bind 4 i den franske original. Umiddelbart virker det dog ikke som det store problem. Tårnet kan sagtens stå alene.

Der er noget dragende over historien med dens blanding af mærkelige og velkendte elementer, men der er også hele tiden en fornemmelse af at blive ført rundt mellem psykiske arketyper og mytologiske grundfigurer. Det er ikke for ingenting, at Benoit Peeters også har skrevet en biografi om psykologifilosoffen Jacques Lacan. Men det kan godt gøre det lidt svært at leve sig ind i personerne og historien – jeg blev i hvert fald aldrig rigtig suget ind. ( )

Alweer een voltreffer, al bleek het introduceren van enige schalkse humor en een vrouwelijke gezelle een waagstuk dat maar net niet misloopt en zijn er nog wel enkele andere elementen aan te duiden die deze strip meer gemeen heeft met andere - gewone - stripreeksen, en minder met de andere delen van De duistere steden. Heel even dreigde zo de betovering en de aantrekkingskracht van en de bewondering voor deze reeks te wankelen.

Maar de symboliek van de toren, het streven ernaar, het bouwen ervan, het instorten ervan, ... is sterk genoeg op zich, ... Zoals ook in De koorts van Urbicande is de boodschap niet eenduidig: met torens en dromen kan je alle kanten op ... en waar je ook heen kijkt, staar je in de leegte ...

http://occamsrazorlibrary.blogspot.com/2010/01/de-toren-en-de-weg-naar-armilia.h... ( )