The Secret Of Father Brown (original 1927; edition 2008)

Småfortællinger holdt sammen af en rammefortælling, "Fader Browns hemmelighed", hvor fader Brown besøger eksforbryderen Flambeau og taler med en amerikaner hr. Grandison Chace fra Boston om hvad hans metode går ud på. Så følger de 7 små historier og der sluttes af med "Flambeaus hemmelighed", hvor Chace, Brown og Duroc - alias Flambeau - diskuterer med baggrund i at Flambeau afslører for Chace at han er forbryderen Flambeau. Chace kan ikke forestille sig at han eller nogen anden vil kunne stikke sin gode ven (Duroc) til politiet bare fordi han har delt lidt ud af dele af sin selvbiografi, men Fader Brown siger at det kunne han da godt forsøge at forestille sig.

Indeholder "Fader Browns hemmelighed", "Manden med de to skæg", "Flyvefiskens sang", "'Bagtalelsens skole'", "En godsejer forsvinder", "Den værste forbrydelse i verden", "Merus røde måne", "Marquis'en af Marne", "Flambeaus hemmelighed".
"Manden med de to skæg" handler om en ekstyv ved navn Mikkel Måneskin - Michael Moonshine i originalen - som bliver skudt og sat til at spille tyv efter sin død. Imens er det meningen at John Bankes , som er søn af huset, skal kunne stikke af med smykker og andet godt. Brown afslører tricket.fordi han som den eneste ved at Mikkel var blevet omvendt og nu var en ren helgen. Skurken er selvfølgelig en åndløs ateist, så Chesterton kan hyppe sin yndlingskæphest.
"Flyvefiskens sang" handler om Peregrine Smart og hans mekaniske guldfisk af ægte guld. De bliver stjålet af en hr Jameson med helt almindelige taskenspillertricks.
"'Bagtalelsens skole'" handler om en primadonnatype gift med en skuespiller og teaterindehaver, Mandeville. Hun kan godt lide rollen som primadonna knyttet til ung smart skuespiller, så da manden ikke vil skilles slår hun ham ihjel selv om han elsker hende og vil give hende alt på jord.
"En godsejer forsvinder" handler om en godsejer, Vaudrey, der får skåret halsen over af en fjende, Dalmon, som øjner en chance og griber den lynsnart.
"Den værste forbrydelse i verden" handler om kaptajn Musgrave, der har dræbt sin egen far og proppet ham i voldgraven, hvilket Fader Brown deducerer udfra en manglende rustning.
"Merus røde måne" handler om et forsøg på at hugge en ædelsten kaldet "Merus øje". Tommy Hunter har farvet sin hånd brun og forsøger at skyde skylden på en religiøs person "Bjergenes herre". Om han bliver kaldt Bjergenes herre eller Mester er lidt tilfældigt
"Marquis'en af Marne" handler om Maurice Mair, der har dræbt sin ældre bror James Muir på lumskelig vis og har betalt prisen idet han er nødt til at holde sig skjult for alle sine bekendte, selv om han er vendt tilbage og lever som Marquis af Marne. Fader Brown får lejlighed til at pudse glorien fordi han som præst kan yde himmelsk tilgivelse til dem, der har opbrugt alle muligheder for menneskelig tilgivelse. Yada, yada!
Oversættelsen er ret jammerlig, men historierne er faktisk heller ikke så gode. Chesterton elsker at stille dumme ateister op mod en klog katolsk præst og den slags nedskyden af stråmænd er trættende i længden. I den engelske version er der i øvrigt en historie mere "The Mirror of the Magistrate" som der refereres til i "Flambeaus hemmelighed", henover et par sider om en revolutionær digter, der er tæt på at blive dømt for mordet på en dommer. Det er ret kikset ikke at have redigeret det helt ud af bogen, når nu man har valgt at udelade en af historierne.
"Marquis'en af Marne" er ikke så tosset en historie, hvis altså ikke konklusionen blev tværet ud på så klæg en måde. ( )

El presente volumen, cuarto título de los cinco que integran la serie completa del padre Brown, reúne los siguientes casos: El espejo del magistrado, El hombre de las dos barbas, La canción del pez volador, El actor y su coartada, La desaparición de Vaudrey, El peor crímen del mundo, La luna roja de Meru, El aflicción del marqués de Marne y El secreto de Flambeau.

G. K. Chestertons Fader Brown är en kortväxt, rund liten präst, som tycks ha lika stor förmåga att trilla ner mitt i brottsutredningar som att föra dem till ett gott slut. Förutom sin skarpsinnighet äger han en lika bergfast tro, som det är tydligt att författaren hyser djupt sympati för. Skurkarna är inte sällan ateister eller hedningar, och när de senare grupperna inte får dra på sig skurkens cape är det istället narrens kåpa som gäller, då de får se sina fina teorier skjutna i sank av den försiktige prästen.

Själva historierna är också en smula knepiga; själva mysteriet får ofta anstå en bit in i novellerna, och upplösningarna är inte alltid helt renhåriga då de ibland bygger på saker som bara Brown sett, eller också dyker mördaren upp först sent i berättelsen. Sånt gör att i alla fall jag lätt förlorar intresset, för anledningen till att jag läser detektivhistorier är inte för att få reda på hur dyrt det har blivit med tjänstefolk (Christie) eller varför katolicismen är trevlig (Chesterton), utan för att jag vill ha något att fundera på, något att tävla med detektiven om. Här lyckades jag bara en gång, och det för att författaren lade en av de viktiga ingredienserna i brottet i dagen på ett ganska klumpigt sätt. Nä, även om den inte var helt oangenäm är bekantskapen med fader Brown nog en jag inte tänker fördjupa den närmaste framtiden. ( )