Siste fortellinger (edition 1957)

Det er ikke just en original betragtning om Karen Blixens fortællinger, at de udspiller sig i og genopliver en verden, der forsvandt længe før hun selv blev forfatter. Alligevel er det altså påfaldende, hvordan hun indefra er i stand til at skildre sit univers bestående af 1700-tallets og 1800-tallets aristokratiske miljø, hvor landadel, kunstnere, kardinaler og fyrster udgjorde samfundets åndrige og kampberedte elite.

Det er også tilfældet i Sidste Fortællinger, der umiddelbart betragtet er en blandet landhandel: Uddrag af en uafsluttet roman, nye Fantastiske fortællinger og nye Vintereventyr. Alligevel hænger bogens fortællinger sammen. De kredser om skæbne og kunst, Blixens kernebegreber og væsentligste interesser.

Forholdet til kunsten kommer til udtryk i flere af historierne. Kunstneren sidestilles både med kardinaler og med konger, men den mest interessante historie er Ekko, hvor sangerinden Pelligrina genfinder sin stemme efter at have mistet den. Men nu i en ung drengs krop, og da hun prøver på at lære ham op i sit eget billede, gør han oprør.

Det er en historie, der eksplicit blev henvist til i vinterens glimrende teaterforestilling Om Baronessen, og når man først har set opførelsen af Blixens forhold til den unge Thorkild Bjørnvig, er det let at genkende historien. Selvom Blixen betragter kunstnere som ophøjet, så er hans lod hård. Ingen ved, hvornår inspirationen forsvinder, og kunstneren kan aldrig vide sig sikker på, om han tjener den rette sag.

”’Kan de være sikker på,’ spurgte hun, ’at den Herre som De tjener, nidkært og ubestikkeligt, at det er Gud?’
Kardinalen så op, mødte hendes Blik og smilede.
’Dette,’ svarede han, ’dette, Madame, er en Risiko som Kunstnere og Præster i denne Verden altid må løbe.’” (s. 29)

Det andet tema er skæbnen, som menneskene ubønhørligt er fanget i. Vi træffer alle valg, og før eller siden er der en regning at betale. Det er uundgåeligt, så uundgåeligt at den enkelte måske ikke engang behøver at bekymre sig om selv at arbejde for retfærdighed:

”’Retfærdighed,’ gentog hun forundret og blev tavs. ’Eitel,’ sagde hun lidt efter. ’Retfærdigheden behøver vi to ikke at tage os af. Skæbnen er retfærdig. Gud er retfærdig. De dømmer vist, og gengælder, uden at vi gør noget dertil. Vi kan godt lade blive at dømme hinanden.’” (177)

Blixen vækker en svunden tid til live, og når historierne bliver vedkommende, så er der noget mystisk dragende over skæbnens nedslag i menneskelivet. ’Ekko’, ’En herregårdshistorie’ og ’Samtale i København’ er fremragende læsning. Til gengæld fangede bogens første del ikke så meget, og det påvirker selvfølgelig den samlede bedømmelse. ( )