’Slagteren fra Ryesgade’ er dæleme en god titel til en krimi – så det er lidt af en skuffelse at den skal tages så bogstaveligt. Der menes faktisk en god, gammeldags, faglært slagtermester, som tilfældigvis har sit udsalg i Ryesgade! Massemordere i traditionen fra Jack the Ripper må man til gengæld se langt efter.

Året er 1942. Besættelsen er blevet hverdag, og selvom tyskerne strammer grebet skridt for skridt, så er det stadig dansk politi, der efterforsker og dømmer danske borgere.

Poul Bjørner og hans kolleger efterforsker et røveri mod et kontorbud, og det fører dem snart ind i en verden af organiseret kriminalitet. Indbrud, hæleri og sortbørshandel florerer i en tid med mangel på det meste, og selvom alle kan få øje på ulovlighederne og gadehandlerne, er det ikke nemt at få ram på de bagmænd, der for alvor tjener på det. Der er kort sagt ikke meget forandret i forholdet mellem politiet, bagmændene og vore dages småpushere.

På stationen er meget forandret. Den eksemplariske Kuno er blevet forflyttet, og i stedet har opdagerne fået den smålige Evald Simonsen som chef. Han er desværre en kliché, der svigter både som chef, menneske og politimand – hvor tit har man ikke set det før i en krimi? man skal ikke være idiot for at blive forfremmet i krimilitteraturens verden, men det hjælper… - og det går ikke mindst ud over den unge betjent Tage Jessen, der ellers gør det fint i rollen som Bjørners hjælper.

Frøslev skriver ikke komplicerede krimiplots, og skildringen af besættelsestiden og politiets hverdag under vanskelige forhold er altid lige så vigtigt som forbrydelsen. I dette bind går det dog over gevind. Der kommer aldrig rigtig luft under opklaringen, og der går i det hele taget lidt for meget madpakkespisning og brændselsrationering i fortællingen. Det er kort sagt et fint tidsbillede, men en noget træg historie. ( )

Glimrende tidsbillede - meget jævn krimi. ( )