Da Rasmus Nikolajsen udgav bogen sidste år, fokuserede omtalen meget på hans farmors historie. Navnene fremgår ikke i bogen, men i interviews har forfatteren bekræftet, at farmoren er Inga Lippmann, gift med modstandslederen Ole Lippmann. Det er måske ikke så underligt, at en litterær fremstilling af den dag, hvor farmoren må flygte fra Gestapo og efterlade sin spæde søn i lejligheden, fordi det var umuligt at medbringe begge børn, måtte afføde debat, men så alligevel: Bogen handler egentlig ikke om modstandskampen men mere om den historie, som også de næste generationer må kæmpe med.

Bogen har genrebetegnelsen ”Familieversfortælling”, som jeg ikke er stødt på tidligere, men som er meget passende. Hver af de 87 sider består af 12 verslinjer med 7-8 stavelser i hver. Der er ingen rim, og sætningerne fortsætter fra linje til linje med almindelig ordstilling og tegnsætning, så læsningen føles mest af alt som koncentreret prosatekst.

Fortællerstemmen er entydigt placeret hos barnebarnet. Det ham, der skriver om, hvordan ”min farmor” sidder og døser i lænestolen, da hun opdager den truende katastrofe og hurtigt må træffe et umuligt valg mellem at blive og at flygte. Det interesserer han sig for, men han er også optaget af barnet, hans far, der bliver forladt og måske aldrig kom sig over det. Det er meget tydeligt, at forløbet har sat sig spor i familien.

Fortælleren er selv blevet far, og det skriver han også om. Angsten for at efterlade datteren bare nogle timer i vuggestuen, har sat tankerne i gang, og det samme har tabet af farmoren. Hendes død og forældreskabet afspejler sig også i titlen. Han kan ikke tro på, at mennesket kan reduceres til sin biologi eller at barnet ”bare” er et resultat af forældrenes gener.

Bogen er hurtigt læst, og farmorens dilemma er så eksistentielt interessant, at det er svært ikke at blive grebet af historien. Den stramme form bidrog ikke så meget, men den har sikkert været vigtig for forfatterens arbejde. ( )