Jeg var småskeptisk, da jeg gik i gang med ’Cigarettes’ for den lignede indbegrebet af en 80’er-roman – småfilosofisk, svær at forstå og lidt fortænkt. Romanen er et formeksperiment, men det er også en medrivende fortælling, som jeg havde svært ved at lægge fra mig, fordi der var nogle overraskende og vedkommende personer.

Romanen følger en velhavende vennekreds i New York fra slutningen af 1930’erne til starten af 1960’erne, og det særlige greb er, at hvert kapitel er bygget op om et par. Det kan være to unge elskende, en far og hans datter eller en kvinde og hendes mands elskerinde. Mulighederne er mange, historierne er indbyrdes forbundne og hver fortælling giver nye perspektiver på de personer, vi har mødt tidligere. En fortællekreds foregår i 1938, hvor den frigjorte Elizabeth forløser flere unge mænd seksuelt, inden de slår sig til ro med deres ægtefæller.

En anden fortællekreds foregår i 1963, hvor maleren Walter, der malede Elizabeths portræt i 1938, for alvor slår igennem som en af byens væsentligste kunstnere. De par, der mødte hinanden i den første kreds, har nu fået børn, og deres ægteskab er ved at være lidt slidte. Og så er der et par kapitler, der dækker hele perioden, bl.a. Louisas forhold til hendes søn Lewis, som fungerer mindre godt, fordi de bliver for fortællende.

Elizabeth er interessant, fordi hun som både ung og midaldrende lever sit liv fuldstændigt, som det passer hende. Hun forfører mænd og dropper dem igen, når hun har fundet noget bedre. Efter en affære med forsikringsmanden Allan har hun oven i købet den frækhed at flytte ind hos hans kone Maud, mens han må blive i pendlerlejligheden i byen. Hun opfører sig kort sagt som en mand, og det endda længe før seksuel frihed blev allemandseje.

Owens forhold til datteren Phoebe er også gribende. Hun dropper ud af college for at blive Walters elev og slå igennem som kunstmaler, og det har han svært ved at acceptere. Og endnu værre er det, at hun får sin egen hippe omgangskreds og i det hele taget lever et interessant liv uden hans deltagelse. Et øjeblik ser det ud som om han kan blive en del af det – men i sidste ende fungerer det ikke, og da hun bliver alvorligt syg er han hemmeligt glad for, at hun ikke er lykkedes.

Phoebes bror, Lewis er homoseksuel og masochist, og hans fortvivlede kærlighed til kunstkritikeren Morris udgør et tredje spor. Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det er befriende, at Mathews åbent skildrer homoseksuel kærlighed, eller om det er irriterende, at forholdet fremstilles så karikeret. Nok mest det sidste, selvom Morris og Lewis også er dem, der kommer tættest på at have et forhold, der ikke bygger på (økonomisk) egeninteresse.

Trods et par mindre gode kapitler, så var Mathews et interessant bekendtskab og ’Cigarettes’ et spændende eksperiment. ( )