Niels Brunse

Uuniversitetslæreren Robert Zahme sidder hjemme og arbejder med et tysk 1700-tals-manuskript om en hemmelig by, som hans yndlingsstudent har givet ham med en særlig hensigt. Hendes ønske er at hjælpe Robert af med sin agorafobi. Samtidig med historien om Robert - følger vi også historien i manuskriptet, og vi følger Roberts arbejde med at verificere manuskriptet. Genial historie med en genial slutning.

Det er svært at finde en oversætter, der har slået større brød op end Niels Brunse, der har leveret nye danske udgaver af alle William Shakespeares skuespil. Efter at have været begravet så mange år i det projekt, hvor muligheden for at dele ud af en enorm viden om digter og værk var begrænset til få og små noter, er det ikke mærkeligt, at han har lyst til at fortælle sin version af, hvorfor Shakespeare stadig er aktuel. Det er blevet til denne introduktion til liv og skuespil, show more der har som sin fineste ambition at inspirere læseren til selv dykke ned i stykkerne – og allerhelst at se dem i teateret.

Bogen lægger ud med de biografiske oplysninger. Det er hurtigt overstået, for selvom Shakespeare i dag er kendt af alle, og selvom han har efterladt et omfangsrigt værk, så ved man noget men ikke meget om hans liv. Han var skuespiller og leder af en teatertrup, han var digter og ægtemand, han skabte sin karriere i London men boede til sin død i Stratford. Efterfølgende er han blevet genstand for utallige spekulationer, fordi mange har svært ved at tro, at en så relativt ukendt skikkelse kunne stå bag så mange klassikere.

Hovedparten af bogen er en præsentation af skuespillene. I den nye danske oversættelse er de placeret i kronologisk rækkefølge for at understrege, at Shakespeare arbejdede i alle genrer på samme tid, men i bogen behandles de tematisk som i den første folioudgave. Det starter med en komedierne, så kommer historiedramaerne og til sidst tragedierne. De to første dele indledes med en kort introduktion til genren og hans tilgang til den, men lysten til at generalisere er begrænset. Brunse vil hellere tage udgangspunkt i de enkelte skuespil og formidle deres poetiske og dramatiske kerne.

Selvom udgangspunktet er de enkelte stykker, får man alligevel en fornemmelse af, hvad Shakespeare kan inden for de forskellige genrer. I komedierne lurer alvoren lige neden under de gakkede misforståelser. Ofte placeres handlingen i halvt mytologiske men alligevel genkendelige lande i Sydeuropa – det mindsker også risikoen for at blive anklaget for politisk kritik. Historiedramaerne er i sagens natur sværere at placere langt væk. De handler om en ikke så fjern fortid, hvor England var plaget af strid og borgerkrig. Her trænges begivenheder sammen til intense handlingsforløb, mens drøftelserne om den gode kongemagt udspiller sig på scenen. Dog altid med en pro-tudor holdning. Det var mest opportunt.

De længste introduktioner er ikke overraskende til tragedierne. De har de største psykologiske dybder, og særligt de tre store – Hamlet, Kong Lear og Othello – diskuteres grundigt, men der bruges også tid på andre. Hvert stykke har sit eget tema, ofte med en skriftlig kilde som inspiration, men hvor Shakespeare forholder sig meget frit til både forlæg og rammerne for sine fortællinger. Nogle er aldeles dennesidige, andre som Macbeth har overnaturlige elementer som spådomme og hekse.

Bogen efterlader ingen tvivl om Shakespeares kvaliteter. Jeg er så småt halvvejs igennem stykkerne, og bogen fungerede både som perspektiv på allerede læste værker og som inspiration til at dykke ned i de næste. Analyserne er begavede med solide uddrag, men bogen er kort – tanken er jo, at læseren skal komme videre til mesteren selv. I det lys giver det også god mening, at en række af de mindst kendte stykker kun nævnes i en opsamling til sidst. show less

En lille letlæst bog om forfatterens forhold til kristendommen