Kirsten Hammann

Krasbørstig, vittig, rammende og spiddende satire over nutidens yngre kvinder: smækfyldt med narcissisme, usikkerhed og uvidenhed. Bidende og småtrist - om Mette på 35, der forsøger at fabrikere sig et liv i et nutidigt København

Jeg var meget glad for Kirsten Hammanns to seneste bøger: Fra Smørhullet og En dråbe i havet, så jeg havde store forventninger til Se på mig fra 2011. Det er da også let at se, at det er den samme forfatter, der står bag.

Det centrale tema er igen en midaldrende kvinde med ondt i livet. Julie er 35 og glæder sig til at blive gift og få børn med kæresten Casper. Parforholdet er ganske vist ikke, hvad det var i starten, men drømmen om det gode familieliv får hende til at holde show more fast. Stor er derfor skuffelsen, da han fortæller, at han skal ”tænke over det” og derfor rejser til Goa dagen efter.

Men der er også nye ting på spil. Julie er nemlig ikke den eneste hovedperson. Alene med den store og dyre lejlighed må hun bide i det sure æble og leje to værelser ud til Sune. Han er forfatter med talent og skriveblokering. Efter to roste novellesamlinger er han gået i stå, og han har mere end svært ved at håndtere den store succes, som vennen Lars har. Men nu skal det være: Han siger arbejdet op, sælger lejligheden og flytter ind hos Julie for at skrive på fuld tid.

Spørgsmålet er bare: om hvad?

Måske om en kvinde, der bor alene med en lejer og har et uafklaret forhold til sin forsvundne kæreste? Julie er jo lige ved hånden og for den nysgerrige (forfatter) er nettet fuldt at tilbud om overvågningsudstyr, som alle og enhver kan betjene. Sune har moralske kvababbelser, men han har også brug for stof, og han er selvfølgelig også drevet af ældgammel nysgerrighed: Hvad taler det andet køn egentlig om, når de er alene?

Hammann er tydeligvis optaget af tidens store fokus på skønhed, sex og på at tage sig godt ud. Der var pænt tydelige sexscener i En dråbe i havet, og det spor udbygges her. Så er det op til læseren at bedømme, om det er en kommentar til tidens pornoficering – eller et eksempel på den.

Da Julie blev sendt til Paris af sin arbejdsplads huede det hende ikke at skulle følges med ’bureauets grimmeste mand’: ”Men alle og enhver måtte jo tro, at grimme Rolf var hendes kæreste. Hvorfor er en mand og en kvinde, begge i slutningen af tyverne, ellers i Paris sammen? Folk måtte undre sig over, at hun havde sådan en grim kæreste.” (s. 44)

Julie har svært ved bare at være sig selv. Hun har brug for at blive set af og med en mand, og det i en grad, så det underminerer hendes forhold til dem, selvom hun omhyggeligt læser ugebladenes anbefalinger af, at kvinder ikke må hænge over manden hele tiden. ”Hun tager altid den gode rolle, den altopofrende kvinde. Hun kan ikke nøjes med at nyde, at noget er godt nu, det skal være for evigt. Hun kan ikke sige, jeg elsker dig, det er: Jeg vil altid elske dig, eller når de taler om deres liv, så handler det altid om, at de skal blive gamle sammen.” (s. 267)

Selvom Julie vil ses og har brug for en mand for at være hel, betyder det ikke, at hun vil ses på den måde som Sune lægger op til. Og det bliver for alvor indviklet, da de begynder at få et lidt bedre øje til hinanden, efter at Julie er blevet sygemeldt med et ødelagt knæ…

Se på mig er en glimrende roman. Den er letlæst og medrivende, og Hammann giver igen stof til eftertanke, når hun spidder tidens tendenser og driver dem ud til deres logiske konsekvens. Jeg kan sagtens anbefale den, men den når alligevel ikke helt de forrige bøgers højder. Julie er mere almindelig og genkendelig end de 2 x Mette, men det gør hende også lidt mindre fascinerende som litterær person. show less

’Fra smørhullet’ har jeg netop læst som led i mit Bog nummer 2 projekt. Jeg læste ’En dråbe i havet’ sidste år og glædede mig til denne roman, som jeg kunne huske fik meget flotte anmeldelser, da den udkom. Når jeg ikke fik den læst i første omgang, skyldtes det nok, at jeg ikke umiddelbart var betaget af et nærportræt af en midaldrende kvinde, der spiser slik fra morgen til aften. Heldigvis viste bogen sig da også at indeholde meget andet.

Først og fremmest har den en show more forklaring på – eller i hvert fald et bud på – hvorfor hovedpersonen Mette bogstavelig talt sidder med fingrene i kagedåsen i stedet for at leve livet: I romanens indledning beskrives bruddet med den berømte forfatter Søren Boisen – Søren og Mette! det er barnligt perfekt – som hun aldrig kommer over, og hvis anseelige hustrubidrag befrier hende for behovet for at komme i gang igen.

På den anden side er hendes tilbagetrækning fra livet startet tidligere. Da hun mødte Søren opgav hun en succesfuld karriere som maler for at hellige sig rollen som den berømte kunstners støttende hustru, og det mere end antydes, at kunsten for hende altid var en stor belastning.

Uanset årsagen, så sidder Mette nu i smørhullet. Hun spiser slik, læser dameblade og ser realityfjernsyn, men det er alt sammen nydelse med dårlig samvittighed. Hun BURDE jo spise sundt, læse bøger hun blev klogere af og ikke opfatte det som en belastning, når der langt om længe bliver vist kunstfilm og dokumentarudsendelser efter klokken elleve. Hun BURDE – og alligevel orker hun det ikke. Et sponsorbarn i Burkina Faso koster jo nogle pakker Anton Berg om året, og hvad kan et enkelt menneske overhovedet gøre over for verdens dårligdomme?

Kirsten Hammann skriver fantastisk om både Mettes glæde ved pinlige vaner og om hendes dårlige samvittighed. Jeg kluklo mange gange, f.eks. af denne kærlighedserklæring til Japan Mix: ”En pose holdt kun i to dage og kostede 20 kr., så det blev lidt dyrt, for hun spiste jo også andre typer snacks og slik, blot var det Japan-mixen, der var aftenens søjle. Den, der ikke kunne undværes, måske stå alene, men ikke mangle.” (48)

I tilgift til den dårlige samvittighed over at have det for godt, når andre har det så dårligt, og apatien, der forhindrer Mette i at gøre noget ved det, lider hun også af et stort mindreværdskompleks. Selvom hun hjælper Søren med Løgstrup, ser hun sig ikke som hans ligemand. Hun har altid været den lille, og det har hun det i virkeligheden også bedst med, selvom hun som barn gerne ville have en lillebror: ”Hun ville også gerne have en at slå på og sætte sig ovenpå, holde fast og kilde og spytte på og vinde over.” (177)

Det er selvfølgelig nemt nok at more sig over Mettes fortrædeligheder, men den store styrke ved ’Fra Smørhullet’ er, at man kan kende så meget fra sig selv. Hvem har ikke siddet en aften og set amerikansk action på TV3, når der var prisbelønnet, eksperimenterende drama på DR2? Eller følt trang til at gøre noget ved uretfærdighederne i fjernsynet – uden at komme længere end til forargelsen?

Jeg skal i hvert fald ikke sige mig fri for det, og derfor rammer Kirsten Hammanns roman det danske velfærdsliv lige på kornet. Måske bliver den en smule længere end nødvendig, men på den anden side er en af pointerne, at Mette liv i forhold til andre romaners dramatik forandrer sig meget lidt, og det afspejler sig i bogen. show less

Meget spændende og velskrevet roman om problemerne med på en gang at håndtere verdens store spørgsmål om ulighed, fattigdom og sult og samtidigt at holde sammen på en behagelig og normal familietilværelse i Danmark. Brugen af et "magisk" element - dvs. at Mette faktisk kan træde ind i forskellige ulandsvirkeligheder - giver historien et frisk pust og bidrager til en urovækkende undertone i hele fortællingen. Kan varmt anbefales.