Ronen Steinke

Allerede i 1945 blev en række tyske topnazister anklaget for krigsforbrydelser og for forbrydelser mod menneskeheden. Det skete ved Nürnberg-processen, der var de allieredes middel til en gang for alle at få fastslået, at Tyskland havde indledt en ulovlig angrebskrig og ført den med forbryderiske midler. Sagen var på mange måder en succes, for dens fremstilling af årsagerne til anden verdenskrig er i vidt omfang stadig gældende – også selv der måtte klippes en hæl og hugges en show more tå for ikke at træde Sovjetunionen over tæerne med henvisninger til bl.a. Hitler-Stalin pagten.

For den tyske eksilopposition var det en skuffelse, at det ikke var tyskerne selv, der gjorde op med de nazistiske forbrydere. Dels betød det (efter deres mening) for lidt fokus på regimets forbrydelser mod landets egne borgere, dels efterlod det muligheden for, at retsopgøret ikke blev opfattet som legitimt og dermed havde den opdragende og demokratiserende effekt på nationen, der måske var det vigtigste formål. Med tiden kom der også processer i tyske retssale. Det skyldes en vedholdende politisk indsats fra ikke mindst SPD og nøglepersoner i det genetablerede tyske retsvæsen. En af disse personer fra Fritz Bauer, der som statsanklager i Braunschweig og endnu vigtigere i Frankfurt igangsatte den store Auschwitz proces fra 1963-65.

Steinkes bog er en biografi om Bauer, fra hans fødsel i en tysk-jødisk familie i Stuttgart, hvor han snart viste sig dygtig i skolen, til hans død i 1968, hvor han var en væsentlig offentlig stemme, men på mange måder også traumatiseret og nedbrudt af stress. Familien var næsten demonstrativt national, men de jødiske højtider blev respekteret, og bekendelsen til fædrelandet, forhindrede ikke mobning eller en følelse af at stå uden for. Det blev så meget mere tydeligt i studietiden efter første verdenskrig, hvor antisemitismen var i fuldt flot på universiteterne i Frankfurt og Tübingen, hvor han studerede jura. Den intense chikane allerede i starten af 1920’erne vidner om, at nazisterne langt fra var de eneste antisemitter. Bauer organiserede sig i et forbund af jødiske studerende og meldte sig ind i SPD for at gøre politiske modstand. Forgæves, men modigt.

Efter studietiden arbejdede han som dommer, og selvom han livet igennem var en ivrig forkæmper for en moderniseret straffelov, der mere sigtede på at forebygge nye forbrydelser end at straffe gamle, så holdt han sig strengt til den eksisterende retspraksis, når han præsiderede i retten. Alt andet ville underminere hans stilling blandt kollegerne, der i forvejen ikke var meget for den unge jøde.

Efter magtovertagelsen i 1933 blev han omgående arresteret og afskediget fra sin post. Da han efter noget tid i fængsel blev frigivet, rejste han i eksil. Turen gik først til Danmark og siden til Sverige – begge steder havde han svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, for svogerens klædehandel interesserede ham ikke. Til gengæld involverede han sig i det tyske eksilmiljø, der forberedte et retsopgør, som han brændte efter at deltage i. Der gik dog flere år, før han fik lov til at vende tilbage til Tyskland.

Under opholdet i Danmark var han under opsyn af politiet, og i to tilfælde blev han observeret på et hotel med mænd, men da der ikke var tegn på prostitution, blev der ikke gjort mere ud af det. Steinke gør heller ikke meget ud af episoden, og det vigtigste træk ved Bauers personlige forhold synes da også at være, at seksuelle forhold ikke fyldte ret meget. Han boede alene til det sidste, og selvom han dyrkede venskaber med unge mænd – og indgik et bekvemmelighedsægteskab med en dansk kvinde i København – så var det ikke det centrale i livet.

Det centrale var politikken og arbejdet. Gennem sin karriere fyldte tre ting: Han arbejdede for en mere moderne og human straffelovgivning – hvor homoseksualitet f.eks. ikke skulle være forbudt – han var dybt engageret i det tyske socialdemokrati, ikke mindst gennem venskabet med Kurt Schumacher, og så ønskede han et retsopgør med nazisterne. Det var vanskeligt, for Tyskland efter krigen var konservativt, og da fokus flyttede fra afnazificering til kold krig og antikommunisme, var der ikke den store lyst til at dvæle ved fortiden.

Alligevel lykkedes det at sætte flere vigtige processer i gang, og ligesom tilfældet var med Nürnberg, så var de anklagede både individer og repræsentanter for hele nationen. Den første proces i Braunschweig handlede om de militærfolk, der havde prøvet at myrde Hitler 20. juli 1944. Var det i orden at kalde dem for ”forrædere”, som lederen af et nyt højreparti gjorde, eller var de i virkeligheden repræsentanter for en dybere retfærdighed? Bauer førte selv sagen, der argumenterede for det sidste, og selvom retten lå ude i den tyske provins, og selvom dommen på ingen måde blev hård, så lykkedes det at sætte den tyske modstand på dagsordenen som legitim.

Den næste proces fandt sted i Jerusalem. Israelske agenter havde kidnappet Adolf Eichmann, så han kunne stilles for retten. Bauer havde gerne gjort det i Tyskland, men det var umuligt at få ham anholdt. Der var ganske enkelt alt for mange i systemet, der gav de gamle nazister tips, så de kunne undgå tilfangetagelse. I stedet lod Bauer diskret oplysningerne gå videre til Mossad. Hvilket egentlig er ret vildt, men Steinke problematiserer ikke, at Bauer på den måde bruger en anden stat som sit redskab i retsopgøret.

Endelig er der Auschwitz-processen, som Bauer tilrettelagde, men hvor han overlod rollen som anklager til en gruppe yngre jurister. Bauers jødiske identitet gjorde det vanskeligt for ham at blive taget alvorligt, når det kom til at forfølge nazistiske forbrydere, for det blev udlagt som udtryk for personlig hævn. Også det er ret vildt og siger meget om stemningen i forbundsrepublikken i 1960’erne.

Bauers grundtema – og det, der blev forfulgt i sagen – var, at ALLE i Auschwitz-systemet var skyldige i mord, uanset om de havde stået for selekteringen ved ankomsten, tændt for gassen eller udleveret tøj til fangerne. Begrundelsen var, at hele systemet var indrettet til at slå mennesker ihjel; det formål var tydeligt for enhver; og det var muligt at blive overført til anden tjeneste – ergo måtte alle deltagere ses som villige medhjælpere og dermed skyldige.

Desværre er Auschwitz-processen – trods biografiens undertitel - den svageste del af bogen. Det er som om, der aldrig for alvor bliver taget livtag med processen eller den offentlige debat om den. Måske tager Steinke Bauers tilbagetrukne rolle for bogstaveligt, eller måske vil han ikke gå i dybden med et tema, der også er behandlet selvstændigt andre steder. Uanset forklaringen, så svækker det en ellers glimrende biografi, når man nu ikke selv har læst en bog eller to om emnet i forvejen.

Steinkes biografi er et velskrevet og gennemarbejdet portræt af en arbejdshest og en medskaber af den nye tyske stat, der langsomt rejste sig på ruinerne af det nazistiske rige. Bauers indre liv, lykkes det aldrig helt at få hånd om, men hans offentlige virke var også rigeligt interessant. Og så er bogen et vigtigt indblik i antisemitismen før nazismen blev stor og ikke mindst i den manglende begejstring for at gøre op med fortiden i de første årtier af forbundsrepublikkens eksistens. show less