Den sønderjyske farm

Mit første møde med Erling Jepsen var Kunsten at græde i kor – først filmen og så romanen – om drengen Allan og hans familie i Sønderjylland. Særligt faderen var omdrejningspunktet: Kendt for sin evne til at holde begravelsestaler men også neurotisk og manipulerende. Truslen om selvmord blev brugt til at holde familien i skak, og når han for alvor havde brug for trøst var det storesøsteren Sanne, der måtte sove med ham.

Den sønderjyske farm er Jepsens tredje roman om Allan og hans familie – jeg har aldrig fået læst den mellemliggende Med venlig deltagelse. Allan er blevet tolv år, Sanne bor hos en plejefamilie og naboerne ser stadig skævt til faderen. Det går også ud over drengen, der ikke har mange venner, men show more han har til gengæld gå-på-mod og beslutter sig for at slå sig på kaninavl. I 1960’erne var det en almindelig hobby. Der kunne opdrættes et par kuld i løbet af sommeren, og så blev de slagtet til efteråret.

Den største udfordring var at skaffe foder, så Allan beslutter sig for også at få medarbejdere. Den lidt yngre Frode vil gerne give en hånd med, hvis han får slik fra ismejeriet og lov til at skyde fugle med Allans luftbøsse, og da han bliver træt af det hårde arbejde, hyrer han den endnu yngre Mette som underentreprenør. Der kan tjenes penge på kaninavl, men det er også et middel til at få venner og faderens anerkendelse.

Romanen er fyldt med den type spøjse hændelser, der senere giver næring til barndommens mytologi. Særligt Frode er en lettere vanvittig kilde til sjov, som når han jagter ”bessefar”, en gammel gedde i slotssøen med rørbomber, eller når han brillerer med sine evner som skytte. Men det er også en alvorlig fortælling om en dysfunktionel familie, der kæmper for at holde sammen og genvinde respekt i nabolaget. I randen af historien er samfundet under forvandling: Grunden er ved at skride under landbruget på Gram Slot, og Mkali, en sort kvinde fra Tyskland, er kommet til byen på grund af ulykkelig kærlighed.

Den sønderjyske farm er en velskrevet roman fuld af lun humor, men den var alligevel ikke helt så vedkommende som Kunsten at græde i kor. Alvoren lurer under overfladen, men kender man forhistorien sker der ikke den store udvikling: Faderen er stadig en stakkel, moderen prøver at holde sammen på det hele og Sanne er reduceret til en biperson. show less