My Father's Glory

Engaging, light and charming: absolutely dripping with gentle irony and turn-of the-century Provençal atmosphere. The book is too obviously structured to be really plausible as a memoir, but it works very well as a story.

You can see Pagnol's theatrical roots showing all over the place. In the scene where the men test their guns by firing at the toilet door, for example, you know from the start that every convention of stage and screen demands that a terrified person emerge from the toilet after the firing has ceased: Pagnol is not one to rebel against that sort of demand...

Being French, the local wildlife appears only to be tortured by small boys, shot for pleasure by adults, or discussed in terms of recipes. I suppose you have to show more accept this as a convention, but it is a little off-putting. Apart from that, the book is pleasantly harmless. Something I particularly enjoyed was the way he brings in pastiche Fenimore Cooper in the big hunting scene. Definitely one to read on a sleepy summer afternoon if you happen to have a fig tree to sit under; if you don't, then you will have to try to imagine the cicadas... show less

Nghe lời Jamy làm gì rồi đọc gần hết mới thấy có gì đó thú vị. Phần lớn truyện khá nhẹ nhàng kiểu slice-of-life, thỉnh thoảng hài hước nhưng nói chung là hơi nhạt

"(...): tous les manuels d'histoire du monde n'ont jamais été que des livrets de propagande au service des gouvernements." (p.16)
"Telle est la faiblesse de notre raison: elle ne sert le plus souvent qu'à justifier nos croyances." (p.16)
"(...) Cependant, comme les enfants viennent trop tard pour faire l'éducation des parents, il faut respecter leurs incurables manies, et ne jamais les chagriner. (...)" (p.59)
"C'était une odeur inconnue, une odeur sombre et soutenue, qui s'épanouit dans ma tête et pénétra jusqu'à mon coeur." (p.91)
"J'avais surpris mon cher surhomme en flagrant délit d'humanité: je sentis que je l'en aimais davantage." (p.217)

Další vydání nejznámějšího Pagnolova díla. Pagnolovo vzpomínkové vyprávění dovolí čtenáři vstoupit do rodného autorova kraje Provence, bujné a překrásné přírody, kde pod jižním sluncem kvete levandule a tymián dorůstá do výšky člověka. Pagnol napsal tyto nezapomenutelné vzpomínky, když už překročil šedesátku, a přesto se dokázal podívat na svět mladýma očima chlapce, který i věci docela obyčejné dokázal vnímat jako vzácné a neopakovatelné okamžiky. (iVysehrad.cz: http://www.ivysehrad.cz/beletrie/svetova-proza/483-2/jak-voni-tymian)

Frankrig, Provence, 1895-1915
Marcel Pagnol fortæller om sin barndom. Han er født den 28 februar 1895 i Aubagne, som ligger i Provence i Frankrig, nogle kilometer stik øst for Marseille. Faderen Joseph var 25 år ældre end ham. Moderen Augustine var seks år yngre end faderen og syerske. Joseph havde en klippestabil indtægt som lærer og dertil fribolig. Da Marcel var undervejs, blev Augustine sendt hen til Josephs storesøster Marie i La Ciotat, hvor hun var skoledirektør og pebermø. Da veerne den 28 februar begynder, tager de afsted i hestevogn og når lige tilbage til Aubagne og Joseph, som Marcel bliver født.
De blev kun tre år i Aubagne, så Marcels husker ikke så meget om stedet. Morfaderen Guillaume Lansot døde som fire show more og tyve årig i Rio de Janeiro af gul feber, men havde allerede tre børn med Augustine som den yngste og en ældre søster Rose. Fra Aubagne flytter Marcel og forældrene til Saint-Loup. Fra deres lejlighed kan Marcel se ned på et slagteri, hvor køer, svin og får bliver slået ihjel i massevis. Marcel kommer med i skolestuen, hvor faderen underviser, så en dag overrasker Marcel med at kunne læse. Moderen er bange for at Marcels hjerne skal bliver overanstrengt, så han må pænt vente til han bliver seks år, før han igen får lov at komme i skole. Marcel får også en tre år yngre lillebror Paul. Senere får Joseph et meget bedre job tættere på Marseille. Og tante Rose finder en Jules, som snart efter bliver til onkel Jules (omend han faktisk hedder Thomas). Jules er 37 og Rose er 26.
Marcel og Paul får også en lillesøster og det giver anledning til at tænke over hvordan de små børn kommer ud. En teori går ud på at navlen er en knap, dvs at man kan knappe op der, når barnet skal ud, men hvorfor har mænd så en navle? Rose og Jules får også et barn, men de er jo gamle 38 og 30 år, så hvordan skal det dog gå? Men det ligner faktisk en hel normal lille fætter.
Joseph og onkel Jules lejer en villa i bjergene, hvor de kan bo i de længere ferier. Joseph køber en stak møbler af den lokale marskandiser, der ikke vil prutte om prisen, men gerne hælder noget mere (værdiløst bras) oveni en handel for at gøre kunden glad. Paul og Marcel hjælper til med at save, slibe, høvle og lime møbeldele sammen. Et lille bord får flere lag maghonifernis af Marcel, hvilket har den gode bieffekt at bordet virker som et udmærket fluepapir det næste års tid. Turen op til villaen er også begivenhedsrig for de splitter op i flere grupper for at gøre det så billigt som muligt. Marcel forstår meget af hvad de voksne siger og digter selv lidt til undervejs.
Jules og Rose og deres barn og deres møbler går med en lille flyttevogn. En bondemand kører alligevel turen og tager Josephs families møbler. Joseph, Augustine, Marcel, Paul og deres lillesøster tager sporvognen så langt som muligt og møder bondemanden, der giver Augustine en plads på kærren. De må gå en lang omvej, fordi nogle store jordejere ikke vil have vejen gennem deres ejendom. 9 km i stedet for 4 km. Paul plager firben på vejen indtil Augustine siger stop. Hvorefter han fanger græshopper og kvaser dem i stedet. De går og går, men kommer endelig til det sted, hvor bonden og hans vogn skal møde dem. De spiser noget mad og så kommer bonden med sin vogn, der er trukket af et muldyr. Han sørger for at fruen kommer op at køre og så går det videre til landsbyen, La Treille. Møblerne bliver læsset af ved deres nye hus, som udmærker sig ved at have en cisterne forbundet med en kobberhane inde i huset, så de har rindende vand, hvilket er en uhørt luksus på de egne. Marcel og Paul er i paradis og bruger hver en vågen time på at udforske omegnen. Dels ved at plage livet af diverse forhåndenværende insekter og dels ved at lege indianere. Det sidste er inspireret af Fennimore Cooper: Den Sidste Mohikaner og Stifinder. Ved spisetid sniger de sig ind på Jules og Joseph, der læser avis, men dog hilser dem med et Ugh og beder dem respektere blegansigternes skikke og vaske hænder inden maden bliver serveret. Jules og Joseph gør klar til at gå på jagt. Joseph er bymenneske, men har købt en bøsse. Den er i tre dele, meget lang i samlet stand og bruger kaliber 12 patroner med stift. Det er en gammel standard (af et pund bly kan man lave 12 kugler), men de lader selv patronerne, så det er ikke en hindring. Marcel kan ikke lide at det er Jules, der er den alvidende om jagt og belærer Joseph. Jules prøveskyder Josephs bøsse og den består testen med glans. De prøveskyder mod retiraden og det går også fint, pånær at de skræmmer pigen, der var gået afsides uden at nogen havde lagt mærke til det. De øver sig i nogle dage, før det bliver alvor og de går på rigtig jagt. De lyver for Marcel og Paul, men Paul har nu luret dem og sladrer til Marcel.
Så da det går løs, går Marcel efter dem. Det er tidlig morgen og de får ram på en drossel og en sneppe. Og et par agerhøns, men det er Jules, der rammer det hele. Jægerne skynder sig og de har ikke set Marcel, så snart er han håbløst bagud og har tabt dem helt af syne. Han farer vild, men er så nødt til at tænke sig om i stedet for at gå i panik. Han finder verdenshjørnerne ud fra klokken og solens position, men det hjælper ikke for han ved ikke i hvilken kompasretning han skal gå for at komme hjem. Men han begynder at gå nedad, for ellers er han hele dagen mest gået opad. Efter kort tid kan han høre et skud og går videre i den retning. Han kan høre at det er Jules og Joseph og kommer i rette tid til at høre faderen brænde to skud af og han kan høre to bartaveller falde ned i det buskads han sidder i. Han kan høre Jules bebrejde Joseph at han skød og ramte forbi, fordi fuglene var på vej mod Jules. Men nu kommer Marcel stormende med de to fugle og eftersom ingen, der kommer med gode nyheder, bliver ilde modtaget, bliver han tilgivet for at have sneget sig efter dem. Alle er glade og Joseph i særdeleshed.
Efterfølgende er Joseph "manden med bartavellerne" og han sætter et par fjer fra dem i hatten. Og Marcel kan se hvordan faderen praler på sin egen beskedne måde.
Det er og bliver faderens store dag.

Stilen er humoristisk, men med en hel del bid. Fx fortælles hvordan lærerne på seminariet bliver indprentet at den franske revolution nærmest var præget af gode folk og intentioner, mens religion og alkohol er noget, fanden har skabt. De bliver efter endt eksamen spredt ud over landet efter deres karakterer og i løbet af karrieren glider de så ned fra de små landsbyer i bjergene til de lidt større byer, imens de gifter sig med fx en postekspeditrice og undervejs får en mindre flok børn. Til sidst går de på pension og lægger sig til at dø. Pagnol får det til at lyde som en naturlov.
Jules og Joseph krydser klinger i diskussioner om præstestyre versus pøbelvælde, men Rosa og Augustine afsporer dygtigt debatten inden den ender i alvorlige stridigheder.
Fortællingen er fra hans yngste år, men de er nedskrevet og udgivet, da han er godt op i årene i 1957, dvs i starten af 60'erne. Han døde i 1974, 79 år gammel. show less

Premier d'une magnifique série; léger, tendre et souriant

Kenmerken van dit eerste boek van drie zijn: een goed humeur, tederheid, zuiverheid, verwondering en bewondering voor zijn vader.