Unquiet: A Novel

I came to this book through a New Yorker excerpt, and was wary because I liked the excerpt so much (and had listened to the author reading it with her beautiful accent). The book was as beautiful as the story. It is a fictionalized memoir of her relationship with her father, Ingmar Bergman, and mother, Liv Ullmann. Though the relationships are difficult and full of ego and sadness, the book is fond and funny, captured by the through line of her working with her mercurial father, trying to help him write his autobiography.

Being a memoir of life with famed film and stage presences Ingmar Bergman and Liv Ullmann by their daughter, a noted literary critic in her own right. Her reminiscences, puzzlingly, arrive billed as a novel, a status for which there is little if any evidence. If you have less cataloger's OCD than I and don't mind this anomaly, you'll find a book which is interesting, informative, and extremely well-written. The book is essentially an Ullmann sandwich; it begins with a short recollection of the small parts of her youth she spent with Bergman, proceeds to her growing up with Ullmann, and ends with an account of Bergman's last years and death, centered around a series of interviews which she recorded with him in his last weeks. Bergman's show more senescent musings occasionally achieve a certain delusional poetry, but mostly they're interesting only insofar as they mark the collapse of a powerful mind with old age, and thus are more than a little depressing. As for the total picture of the couple with which one leaves, I wouldn't call this quite a hatchet job, but neither do they come across particularly well. show less

I was surprised by how much Ullmann's portrayal of her father's last months affected me. In the patterns of his reasoning and speech I was reminded of my grandfather and my wife's grandfather at the same period in their lives. In fact, my grandfather was born the same year as Ullmann's father and died almost exactly two years after him. But because my grandfather rarely spoke to me and Ullmann's father was a public figure, unfortunately I know more about the latter than the former.

Decided I'd read The Cold Song before I read this, only to discover I'd already read and reviewed it here in 2015! I guess that's how unmemorable it was. This was much much better - she may be a better memoir than novel writer. Or possibly it's the subject matter - how abandoned she was and felt by her mother; how eccentric her father was. All in all a great story in beautiful settings.

Dejlige, søgende og flotte observationer i teksten, som til tider er ganske sjov. Og eksperimenterende på en god måde. Men jeg blev ikke fanget og kedede mig længe. Måske fordi jeg ikke kendte til forfatterens berømte forældre.

Man skal ikke altid lade sig forføre af forfatterens egen udlægning af, hvordan en roman er blevet til. Linn Ullmann, der er datter af Ingmar Bergman og Liv Ullmann, planlagde i faderens sidste leveår et bogprojekt med ham, men det blev aldrig rigtig til noget. Syv interviews nåede de at lave, men på det tidspunkt var han allerede svækket af sygdom og alderdom, så det er ikke her, Ullmann har fundet brændstoffet til sin bog. Det kommer snarere fra bearbejdningen af den sorg, som tabet af faderen fører til.

Liv Ullmann var kæreste med Bergman mellem kone nummer 4 og 5. Linn blev født i 1966, og boede de første år af sit liv på Hammars, hvor Bergman netop havde bygget det hus, der skulle blive hans faste sommerresidens og show more også der, hvor han til sidst trækker sig tilbage for at leve de sidste år af sit liv. Da forældrene går fra hinanden følger Linn med moderen, men efter et par år genoptager hun livet på Hammars, hvor hun tilbringer en måned hver sommer. Her angler hun efter faderens opmærksomhed, og hun får den også i små doser – der skal jo arbejdes, den protestantiske arbejdsetik var et stærkt træk hos Bergman – og hun skildrer dem indfølt.

”Ingenting forandrede sig på Hammars. Eller, forandringerne skete så gradvist at man ikke mærkede dem, og meget længe – lige til faren kom sytten minutter for sent uden overhovedet selv at lægge mærke til det, og på den måde annoncerede at nu var det slut – levede pigen med følelsen af at sådan som det er lige nu, sådan har det altid været. Orden og punktlighed. Stolene stod der hvor de altid havde stået. Billederne hang der hvor de altid havde hængt.” (S. 28)

Bogen bliver en selvbiografisk fortælling om opvæksten og livet mellem de to berømte forældre. På den ene side er der den tilsyneladende ro og uforanderlighed med faderen på Hammars, på den anden side er der de konstante flytninger med moderen, frem og tilbage mellem Norge og USA, og de mange mænd i hendes liv. Der er en skrøbelighed og en uro i moderen, som måske ikke opleves så meget hos Bergman, men som stadig er en central del af hans liv. Det bemærkes et sted, at de er børn, som nægter at blive voksne.

Alligevel er det ikke en fortælling om en dårlig barndom. Det er heller ikke en selvbiografi, men mere en poetisk fremstilling af et almindeligt liv med berømte forældre. Den pointe understreges af de relativt lange udskrifter fra interviewene med faderen, der ikke bliver et vidnesbyrd om den geniale kunstner, men snarere en understregning af, hvordan alderdommen før eller siden rammer os alle. Jeg har set anmeldelser, som ikke kan se formålet med citaterne, men jeg synes faktisk, at de giver god mening, fordi de afrunder forholdet til faderen, som hun jo netop elskede, fordi han var hendes far.

De stærke selvbiografiske elementer har selvfølgelig betydet endnu en runde om autofiktionen som genre. Det er en diskussion, som hurtigt kan fratage en troen på, at litteraturkritik og litteraturteori overhovedet er værd at beskæftige sig med, men Linn Ullmann skriver noget klogt om hendes metode, som er værd at citere:

”For at skrive om virkelige personer, som forældre, børn, kærester, venner, fjender, onkler, brødre eller tilfældige forbipasserende, er det nødvendigt at gøre dem fiktive. Jeg tror at det er den eneste måde at blæse liv i dem på. At huske er at se sig omkring, igen og igen, lige forbavset hver gang.” (s. 285)

De urolige er skrevet i et poetisk sprog med en klar fornemmelse for de detaljer og episoder, der giver fortællingen om en familie liv. Selvfølgelig er det lidt sjovere, fordi man kender forældrene, men først og fremmest er det en roman om at være barn og vokse op, om at blive set og elsket af sine forældre, og om selv at blive voksen med forældre, der bliver gamle, og en barndom, der skal mindes. show less

De rustelozen van Linn Ullmann

De rustelozen is een genre overschrijdende autobiografische roman geschreven door Linn Ullmann. Het idee voor het boek bestaat al veel langer, samen met haar vader (de Zweedse regisseur Ingmar Bergman) wou ze een boek schrijven over ouder worden. Ze hebben het er jaren lang over maar als ze uiteindelijk beginnen blijkt haar vader al snel te veel afgetakeld om verder te werken. Hijzelf zegt dat er ‘dingen verdwijnen’, dingen als woorden.

6 Bandopnames is al wat Linn heeft, 6 cassettes die na het overlijden van haar vader maanden in haar handtas rondslingeren om later in een doos op zolder te belanden. Jaren later vindt Linn’s man deze doos terug en zo begint het idee voor dit uiteindelijke boek te show more rijpen.

De rustelozen vertelt het verhaal van Linn maar ook dat van haar vader Ingmar en haar moeder, de Noorse actrice Liv Ullmann.
Linn is het 9de kind van haar vader. En haar moeder is één van zijn 6 vrouwen. Ingmar en Liv zijn nooit gehuwd, haar moeder komt tussen de 4de en de 5de echtgenote in het rijtje.
Linn is een echte liefdesbaby, niet gepland maar wel gewenst. Omdat haar ouders het niet eens kunnen worden over haar naam gaat ze maanden zonder voornaam door het leven. Het uiteindelijke resultaat van hun gepalaver is Karin Beate (één naam gekozen door elk van de ouders), een naam die echter nooit gebruikt zal worden.
Dat typeert het leven en dus ook het boek van Linn. Ze zal altijd ‘het kind’ blijven, de toeschouwer die nooit echt ergens thuis is.
De zomers brengt ze door op het Hammars, bij haar vader. De rest van het jaar bij haar moeder (vaak vertegenwoordigd door een rits kindermeisjes). Ze schippert tussen 2 werelden, tussen ouders die gemeen hebben dat ze nooit echt de rol van ouder (kunnen) vervullen. Ouders die wel van haar houden maar zo opgaan in hun vak dat ze geen tijd of vaardigheden hebben om haar een echte thuis te geven. Ouders die zelf altijd kind zijn gebleven en zo Linn beletten ooit echt kind te zijn.

Linns’ leven is geen standaard leven. En hoewel ze veel tekort heeft gekomen heeft ze ook enorm veel wél gekregen. En dat hoor, zie en voel je in dit boek. Ondanks de vaak afwezige familiebanden spreekt er uit dit boek enorm veel liefde. Niet altijd op de conventionele manier geuit maar daarom niet minder mooi.
De rustelozen is een boek vol anekdoktes, gesprekken, verhalen, die misschien niet allemaal helemaal waar zijn maar zo gaat dat met herinneringen.
Een mooi intiem portret. show less