The Imposter

Der har vel været romaner om tilværelsens meningsløshed lige så længe det moderne massesamfund har eksisteret. Men jeg har lidt på fornemmelsen, at de aldrig var mere udbredte end i tiårene efter anden verdenskrig. Var det afslutningen på det store historiske drama, der gjorde det svært at se meningen med en ganske almindelig tilværelse som lønslave og kernefamilie?

Det var i hvert fald en tanke jeg fik, da jeg læste Peter Seebergs lille roman fra 1957. Hovedpersonen er den fallerede forfatter Tom – det navn er i den grad ladet med betydning – der bor i et ufærdigt hus i en forstad til en udefineret vestlig storby.

Tom er en charlatan, der ikke kan tage sig sammen til at få skrevet sin roman færdig. Han skylder penge show more hos gud og hver mand, men alligevel vil han ikke lægge sine luksusvaner fra sig, og forholdet til konen Etna – det ulmer i hende – er heller ikke for godt. Pludselig bliver han ringet op af Hiffs, en fjern bekendt, der vil betale ham 10.000 kr. hvis han kan skrive noget ”virkeligt”.

Umiddelbart skulle det jo være nemt nok, men Toms selverkendelse og personlighed er lig nul. Når han ikke kan være ærlig over for sig selv, hvordan kan han så skrive noget sandt til andre?

Tom er nemlig – tom. Han har ingen kerne, og derfor er han kun lykkelig, når andre tager kontrollen. ”…det ophidsende, bestod i, at han var sat i gang af en anden, der bad ham om at komme, og at han med ét slag så sig befriet for sin egen eksistens, så han tyngdeløs kunne lade sig dale igennem andres forløsende sfærer af beslutninger.” (s. 13)

Eller som Hiffs udtrykker det, da de mødes: ”Du er usårlig, Tom, for du er hovmodig; det kan ikke gøre noget, at jeg siger dig det, for du har altid et nyt hjørne at trække dig tilbage i. Din sjæl er ikke et sted, en kraftens kilde; den er de tomme konkylier, hvor du kan høre dit fjerne, uovervindelige hovmod bruse.” (s. 54) Det burde jo få enhver til at stikke Hiffs et par på skrinet, men Toms selvværd er som sagt ikke-eksisterende, så han bliver siddende og tager imod tilbuddet.

Faktisk tager han kritikken på sig. ”Man sagde, at sandheden havde brod, men ham gjorde den ingenting, heller ikke nu, da hans liv var rullet op, uden at han havde noget at bemærke.”

Det ville være nemt at konkludere, at livet dybest set er meningsløst, men måske er hovmodet og ligegyldigheden i virkeligheden også en facade? Det synes Seeberg i hvert fald at antyde, for selvom den sidste konfrontation med Hiffs ikke forløber som planlagt, så tvinger den alligevel Tom til at se sig selv i øjnene.

Giver det forløsning? Kommer han videre? Der er i hvert fald en smule håb i slutningen. Og for alle os andre bliver det gang på gang tydeligt, at Tom kunne vælge anderledes, hvis han ville.

Seeberg skaber smukke billeder, og de mange ubehagelige situationer træder klart frem for læserens indre blik. Som det skulle være fremgået, så har bogen også givet mig noget at tænke over. Mit eneste forbehold er, at Tom og Hiffs er lidt uvirkelige. Toms manglende personlighed er lidt for tyk og Hiffs er mere en filosofisk position end en person, man kunne forestille sig at møde på gaden. show less