Maigret and the Dead Girl

Sad sack Joseph Lognon, a recurring character who is so unlucky and self-pitying that he’s earned the nickname “Inspector Hard-Done-By,” pits himself against Detective Chief Inspector Maigret in the investigation of a dead young girl found in evening clothes in Montmatre.

However, Georges Simenon really does sort of phone in the mystery, while dwelling on the theme of how unfair life can be. Usually, I enjoy the philosophical elements that Simenon sprinkles in most of his Maigret novels — and I still did in this case — but there wasn’t enough mystery here to carry it off.

Liked the dual investigations going on simultaneously.

Maigret Roman Nr.45

Aus der Amazon.de-Redaktion
"Die Lücken waren nun fast alle gefüllt. Mittlerweile konnten sie die Geschichte des Mädchens von dem Augenblick an rekonstruieren, wo es seine Mutter in Nizza verlassen hatte, bis zu jener Nacht, in der es Jeanine im 'Roméo' wiedersah. // "Kommst du, Janvier?" // Es gab nur eine Lücke von zwei Stunden in ihrer letzten Nacht." (S.164)
Mein Gott, hat der Mann Zeit! Liest man die Krimis der 90er Jahre, hat man das Gefühl, Tempo und Schockeffekte wären die einzigen Möglichkeiten, Spannung zu erzeugen. Maigret und die junge Tote beweist das Gegenteil -- der Roman kommt völlig ohne plötzliche Wendungen aus, ohne stilistische Brüche oder Wechsel des Blickwinkels. Alles wird aus der Sicht des auktorialen show more Erzählers geschildert, der Maigret begleitet. Wir folgen dem Kommissar bei seinen Ermittlungen, bewundern seine Gründlichkeit, passen uns seiner Gemächlichkeit an. Langweilig? Keine Spur.

Simenon schildert in klassischer police procedural-Manier das Ende eines Falls und den Beginn eines neuen. Die Leiche einer jungen Frau wird entdeckt, Maigret eher zufällig hinzugezogen, und peu à peu rekonstruiert er das Leben des Opfers. Bar jeder Außergewönlichkeit wird es vor unseren Augen zusammengesetzt, nicht immer in chronologischer Reihenfolge, sondern eben so, wie Maigret die Puzzleteile aufstöbert und zusammensetzt. Und trotz dieser geradezu tragischen Schlichtheit hält einen diese Geschichte gepackt & gefesselt, als ob unablässig die unglaublichsten Überraschungen geboten würden. Ein ganz offensichtlich unspektakuläres Buch also; wobei ich mir wünschen würde, noch öfter auf solch gleichmäßig faszinierende Romane zu stoßen.

Zwei Bemerkungen noch zum Schluss. Ein dickes Lob an Übersetzer und Lekorat: Auch wenn mein Französisch nicht ausreicht, um die Simenon-Texte en détail zu beurteilen, kann ich nur die flüssig lesbaren & sauber redigierten Texte der Neuausgabe loben. Und: Mit ihren knapp 200 Seiten, der uniformen Ausstattung und dem verschwenderisch schönen Satz habe ich das Gefühl, es hier mit der Edelversion des Heftromans zu tun zu haben: Es gibt steten Nachschub in gleichbleibender Form, Nachschub in feinen Taschenausgaben. --Hannes Riffel show less

Alors que le seul Maigret que j’ai jamais lu (les scrupules de Maigret) m’avait stupéfait par sa faiblesse, je m’étais dit que j’avais dû tirer une mauvaise pioche.

Effectivement !

Sans être un sommet du polar, cette enquête reste bien sympathique avec quelques rebondissement bienvenus et une galerie de personnages joliment croqués

Frankrig, Paris, ca 1950
Indeholder kapitlerne "1. Hvor betjent Lognon finder et lig og beklager sig over, at det bliver snuppet fra ham", "2. Hvor betjent Sur møder en gammel bekendt, og Lapointe får overdraget en ejendommelig opgave", "3. Den unge tjenestepige, der ikke kan telefonere, og den gamle dame i Rue de Clichy", "4. Hvor der er tale om en ung pige på en bænk og en brud på en natrestaurant", "5. Om en dame, der tjener til livets ophold ved spil, om en gammeljomfru, der absolut vil ud med alt, og om en ung pige der gemmer sig under en seng", "6. Hvor der tales om en mærkelig far og om Maigrets skrupler", "7. Om en politimand, der lader stå til, og om en ung pige, der går sin skæbne i møde", "8. Hvor alt foregår mellem show more folk, som ved, hvordan man taler, og hvor betjent Sur endnu en gang dukker op", "9. Hvor det ses, at en trappe kan spille en vigtig rolle og hvor en taske spiller en endnu vigtigere".

Maigret er tilfældigt på stationen, da der bliver meldt om at liget af en ung kvinde er fundet på en plads i byen. Lognon, der er i kronisk dårligt humør og derfor kaldes kriminabetjent Sur af kollegaerne, er småfornærmet, for det er i hans distrikt. Kvinden har ingen taske med og er let påklædt i en tynd kjole, så første gæt er at hun er 'dansepige' på en cafe, men det harmonerer dårligt med at obduktionen viser at hun stadig var jomfru, da hun døde. Dødsårsagen er kraniebrud og hun ser ud til at være blevet slået med en knytnæve i ansigtet først og derefter slået med noget tungt i baghovedet. Maigret får hendes billede i avisen og det viser sig at hun hed Louise Laboine og havde lejet et værelse hos en enkefrue Crêmieux. Hun havde ikke ret mange penge og var lige blevet sagt op fordi hun skyldte husleje. Fru Crêmieux lejede ud fordi hun havde brug for pengene, men også fordi hun gerne ville have selskab og Louise var en skuffelse i den retning, fordi hun slet ikke ville snakke om sig selv. Crêmieux snagede til gengæld i hendes ting, men også det var uden det store udbytte, så Lognon bliver sendt på benarbejde i kvarteret omkring Place Vintimille, hvor hun blev fundet død. Efterhånden tegner der sig et billede. Louises mor er spillefugl, ikke helt godt med og ikke god til at opdrage sin datter, som hun fik som fyrreårig. Faderen var en professionel fupmager og smuttede kort efter fødslen og har ikke vist sig siden, men han har dog sendt penge fra tid til anden. Louise tog altså til Paris for at prøve lykken, men uden ret mange penge på lommen. I toget mødte hun en anden pige, Jeanine Armenieu i samme ærinde, men hvor denne havde succes og blev gift med en rig mand Santoni, gik det Louise skidt. Sporene fører først Lognon og så Maigret til en bar, Pickwick's Bar, hvor bartenderen var en af de sidste, der så Louise i live og hvor der lå et brev til hende fra en lille tynd mand, der lignede en der havde siddet i fængsel i længere tid. Efter besøget i baren forsvandt Lognon i længere tid og da han ikke havde meldt tilbage til Maigret undervejs, har Maigret været bekymret og irriteret.
Janvier og Maigret udspørger ejeren af baren, Albert, der er vant til politi og kun svarer det mest nødvendige. De finder ud af at Lognon har været der og er taget til Bruxelles med tog for at forfølge et spor, De ringer til det hotel, de regner med at han vil opsøge og Maigret giver uden videre ordre til at han skal vende hjem til Paris. Maigret tænker over sagerne og tager Albert med tilbage til Quai des Orfèvres, dvs kriminalpolitiets hovedkvarter.
Her fortæller Maigret at han slet ikke tror på Alberts historie og at han vil have sandheden om det så tager fire eller tredive timer. Albert har været i forhør ved Maigret før, så han fortæller nu at Louise havde fået en kuvert via Jimmy, som har siddet i fængsel sammen med hendes far. I kuverten er der anvisninger på hvordan Louise kan få udbetalt 100.000 dollars, som faderen har gemt fra det kup, der sendte ham bag tremmer. Han ved at han er dødssyg, så derfor vil han give hende pengene. Desværre har Albert og hans venner fået færten af pengene, så de vil tage Louises id-papirer, så de kan sende en anden til USA for at hente pengene. Louise havde lånt både kjole og taske hos en kostumeudlejer og tasken havde desværre en solid kæde. Så 'Den tatoverede' fik problemer med hvad der skulle have været et ukompliceret tasketyveri og endte med at slå hende ned med en knippel. Og det døde hun desværre af. Albert ryger i fængsel og FBI får pengene, som kan ryge retur til det bedragne firma eller deres forsikringsselskab.

Glimrende kriminalroman. Lognon og Louise bliver sidestillet lidt, fordi ingen af dem helt har forstået reglerne i det samfund, de skal fungere i. show less

Era una muchacha como tantas otras que llegan todos los días a París desde sus tierras del Midi en busca del triunfo y la riqueza, una muchacha hermosa, ingenua y torpe para desenvolverse en el ambiente torvo de la gran ciudad. Un día aparece asesinada en una esquina. Lleva un vestido de noche ajado, un bolso sin dinero, y en él una carta que será su desgracia.