Stine Pilgaard

‘’We are still new to this field, and we walk through them with our baby carriage in a state of confusion, like two restless vagabonds. We look up at the windmills, the way they appear against the sky like visitors from a distant time, futuristic souvenirs from other planets. They shoot up around our house like cheerful weeds, and, on the rare occasions they stand still, it's as if the globe is holding its breath for a short second, bewildered by the wind's absence.’’

A young family show more moves to Jutland. A new community, a new professional position, a new life. In a land where short sentences are required, our narrator tries to achieve the golden balance between being a mother and a wife and a successful journalist. From obstacles such as finally getting a driving license to worries concerning baby prams and day schools, she discovers that more often than not togetherness may help you move forward and scheduling is not the be-all-end-all in life…

‘’We are all born into a story that we haven't asked to be a part of, and our lives begin with a brutal decision that was made without our consent.’’

Pilgaard weaves a story with a beautiful sense of place but her themes are universal and highly relatable. Told through a charming mixture of playful, tender irony and poignant confessions, our protagonist demonstrates the familiar confusion that comes with moving to a place that seems and feels ‘’different’’, the pressure and demands of motherhood, the desired ‘’normality’’, the boundaries of language, the possible loss of individuality when you sacrifice the ‘’I’’ for the sake of a familial ‘We’. While providing advice, she actually conveys her own thoughts, memories and fears and we get to know a delightful heroine. Because every modern woman is a heroine. You don’t need legends and myths. Our mundane reality is a constant battle.

Written in a characteristic no-nonsense style, direct and raw at parts, a trait of Danish Literature, Pilgaard’s novel is made for spring morning and summer afternoons when the days are long, the nights are bright, and the clamour from children, colleagues, partners and whatnot finally subsides.

‘’Our generation knows that planes can come crashing into buildings, that people can throw themselves into the sky. We understand that cells can divide in the body, that people can wear bombs under their clothes, that cars heading in the wrong direction suddenly appear on the freeways. All things must pass, but see this is a relief. Sweet Sleepless One, life is not an orderly event, but a fleeting and pointless movement around a dark room. And yet beauty can appear to us like something from another realm. A lovely poem, an unusual painting, a view that leaves us breathless. Your task is to use your time in the best possible way while you await death.’’

Many thanks to World Editions and NetGalley for the ARC in exchange for an honest review.

My reviews can also be found on https://theopinionatedreaderblog.wordpress.com/ show less

For more reviews and bookish posts visit: https://www.ManOfLaBook.com

The Land of Short Sentences (Meter i sekundet) by Stine Pilgaard (translated by Hunter Simpson) follows a young mother and her boyfriend into a rural Danish community. Ms. Pilgaard is an award-winning Danish author.

A young woman, her boyfriend, and new born baby have relocated to West Jutland, Denmark. The young couple has to deal with new people, a new culture, as well as juggling jobs.

The young woman writes advice column, show more while her boyfriend is a teacher at a Folk High School (højskole). The woman attempts to find her place in the community, as well as with her new family.

This novel is a wry, thoughtful, and sometimes funny slice of life in Denmark. The story of The Land of Short Sentences by Stine Pilgaard takes place over a year, and told through the eyes of the narrator. The young lady is an advice columnist, an “oracle” as she calls herself, and this mechanism allows her to pontificate on her life, friends, and culture.
The advice she gives is pretty bad, which it seems like she knows as she reveals more of herself than actually helps her readers.

More than the story itself, I enjoyed reading about the daily life of a different culture. Hunter Simpson, the translator, did a fantastic job at getting the spirit and atmosphere across – no easy task.

I also learned a few things as well. Højskole, a Danish Folk High School seems like a great concept as the allow students non-formal education, and are unique to Scandinavia’s culture. The driving classes are hilarious, I’m surprised this intelligent young lady didn’t complain about the money-grabbing aspect of it, but it allows her to meet new people – so there’s that.

There’s a lot to like in this book, great characters, beautiful scenes, as well as funny dialogue. However, the story is centered around a new mother, in a foreign place, learning to drive – I’m positive that this middle age schmo is not the target audience.

The translator also introduced me to the tradition of group singing, lejlighedssang (occasional song). Lyrics are set to traditional melodies so everyone can sing. The songs in this book are on the World Editions YouTube channel, which I found once but couldn’t find again. On a side note, World Editions have some great books which I intend to check out. show less

Mit Mann und Baby zieht die Ich-Erzählerin in das beschauliche Velling in Westjütland, wo er einen Job an einer Schule annimmt. Was so idyllisch klingt, wird zu Herausforderung, denn die Menschen dort ticken anders und jede noch so kurze Unterhaltung wird zum Vabanquespiel. Außerdem muss sie endlich den Führerschein machen, sie hat schon fast alle Fahrlehrer verschlissen und gilt als größtes Projekt. Aber wie soll das gehen, wenn man dank Neugeborenem nicht mehr zu Schlaf kommt und show more schon beinahe beginnt zu halluzinieren? Ihre Emotionen kann sie nur an einer Stelle ungehemmt rauslassen, als Kummerkasten Tante der Lokalzeitung antwortet sie scharfzüngig und bissig auf die großen und kleinen Anliegen der Bewohner.

In ihrer dänischen Heimat ist Stine Pilgaard bereits seit ihrem Debüt 2012 ein Star und ihr Roman „Meter pro Sekunde“ wurde dort begeistert aufgenommen. Die Banalität und Absurdität des Alltags, die humorvoll auf den Punkt gebracht wird, hat offenbar viele ihrer Landsleute sich selbst erkennen lassen. Die Autorin greift eine ganze Bandbreite von Alltagsthemen einer jungen Mutter auf, die in eine Gegend mit eher schweigsamen Menschen zieht und dort ihr Leben neu sortieren muss. Das ist oft zum Schmunzeln, konnte mich jedoch nicht immer erreichen.

Es liegt vermutlich daran, dass ich kaum eine Beziehung zur Erzählerin aufbauen konnte, dass mich der Roman doch eher unberührt ließ. Sie hadert mit ihrem Schicksal, dass jedoch selbstgemacht ist und durchaus absehbar gewesen wäre. Die Einschübe des Gesangbuchs haben mich eher ratlos gemacht, zusammen mit den Kummerkasten Fragen und Antworten war mit das etwas zu viel Textdiversität. Vielleicht gibt es hier einen tierliegenden Sinn, in solche Tiefen bin ich jedoch nicht abgetaucht. Es ist eine Zeit lang ganz amüsant, ihre bissigen Kommentare zu verfolgen, diese werden jedoch irgendwann auch recht vorhersehbar und verlieren an Reiz.

Der Roman wird sein Publikum und seine Leser finden, für mich bleibt er Dank der Kürze eine schnelle Lektüre, die vermutlich nur wenig nachwirken wird, dabei hatte ich vor allem auch wegen des Übersetzers Hinrich Schmidt-Henkel recht viel erwartet. show less

Jeg har nydt Stine Pilgaards to første romaner (Min mor siger om en datters komplicerede forhold til sin mor og Lejlighedssange om et ungt pars udfordringer i en andelsforening) og selvom jeg var ret begejstret for dem begge to, så er kvaliteten alligevel steget betragteligt i hendes nye bog. Pilgaard blander stadig genrer og fortælleformer, men det er bedre doseret i Meter i sekundet, og når hun stadig skriver de sjoveste og skarpeste dialoger, så er det svært at finde noget at show more kritisere. Dette er uden tvivl den sjoveste bog, jeg har læst i år. Det er også en af de bedste.

Fortælleren er ung, kvinde og forfatter, og så er hun lige flyttet til Velling i Vestjylland med sin kæreste. Han har fået arbejde på den lokale højskole, hvor han skal undervise håbefulde unge i litteratur og skriveteknik, og hvor det er helt forventeligt, at kvindelige studerende vil falde for ham. Det sker da også med Emma, men det er nu ikke dét, der bekymrer fortælleren mest. Det er sværere at være påhæng, for selvom forstanderinden er helt bevidst om, at det er vigtigt at integrere ægtefællerne for at holde på lærerne, så er det svært ikke at have sin egen rolle.

Faktisk får hun ret hurtigt en slags arbejde, nemlig som brevkasseredaktør på den lokale avis. En god del af romanen består af brevkassespørgsmål og svar, der ofte indledes med, at ”nu skal det jo ikke handle om mig.” Det gør tit alligevel, men det er også altid en overraskende og som regel livsklog refleksion, der giver spørgeren og de andre læsere noget at arbejde videre med.

Alligevel er det svært at blive en del af lokalsamfundet. Fortælleren lider af ”samtalesorg”, dvs. hun har svært ved at føre en dialog med naboer og bekendte. Det er som om, tempoet er for langsomt, så hun hele tiden kommer til at sige alt for personlige ting bare for at bryde tavsheden. Hun ved godt, at den er gal – også selvom dagplejeren bare kigger undrende på hende – og hun beundrer Anders Agger for hans evne til at tale med alle mennesker. Da hun opdager, at han bor i området begynder hun at stalke ham, men det bliver aldrig ubehageligt, bare mærkeligt. Han indvilliger i at give hende gode råd, og de laver også praktiske øvelser som f.eks. evnen til at sidde ved siden af hinanden og tie stille.

Sådan er det: Der er en alvorlig bund i historien, men den er som sagt også sjov, og det morsomme skal i høj grad findes i sproget, i de præcise sætninger med de overraskende sammenstillinger og billedsprog. Det gælder også til køretimerne, for fortælleren har selvfølgelig ikke det kørekort, der er en nødvendighed ude på landet. Ganske som i Spejl, Skulder, Blink af Dorte Nors er hun ved at drive sine kørelærere til vanvid. Det kan godt være, at repetitionstimerne er en sikker indtægt, men når det bliver for meget sender de hende videre til den næste. (Noget de gør helt åbent. Det er nedværdigende, men det er også omsorgsfuldt, for kørelærerkollektivet overvejer aldrig at opgive hende helt, og den underspillede kritik gør, at det aldrig bliver ubærligt.)

”Lektionen er slut, og der er pinlig tavshed i bilen. Siden jeg bestod teoriprøven, har jeg taget såkaldte repetitionstimer. Jeg går til kørekort, som andre går til golf. Min bank ringede og kommenterede overførslerne i sidste uge og kaldte dem mistænkelige. Otteoghalvtreds udbetalinger, sagde min bankrådgiver, og jeg havde en klar fornemmelse af, at hun overvejede, om jeg kunne være offer for pengeafpresning.” (s. 42)

Jeg sad og klukkede for mig selv i sofaen, da jeg læste Meter i sekundet. Den er som sagt meget morsom, men den er også meget alvorlig. Det er ikke nemt at være ung voksen, tage ansvar for sit barn og finde en plads et fremmed sted. Der er angst og fortvivlelse, og hos mange andre forfattere ville tematikken have fået en langt mere tragisk behandling. Nogle ville sige mere alvorlig eller mere realistisk, men det ville være en fejl. Fra tid til anden er livet er frygteligt alvorligt, men kigger man nærmere efter, er hverdagen også forunderligt vanvittig. Det skildrer Stine Pilgaard så man ler med hendes personer og mærker deres smerte. show less