Per Ulrich (1915–1994)

Indeholder "Malayas krokodiller græder", "Bangkok", "Fast adresse", "Ene hane i gården", "Sandal-frokost", "Akademiprofessor", "Templer", "Kystbarn", "Guld- og smaragd-buddha", "Umulig som babysitter", "Østens kunst", "Huset med pigerne", "Maysen bliver indfødt", "Rishøsten - Loy Kathong", "Vildhunden Basta", "Nordpå til uvejsomme monsun-skove", "Ih gohr - en tibetansk bjergstamme", "Landsbyen Sen Djai", "Hedensk jul", "Besat af ond ånd", "Chiengmai", "Naturstudier", "Bronzestøbning", "Kremation", "Karenere", "Songkran", "Sattahip", "Animisme og mani", "Koraløer", "Monsunregn", "Bai thio - i Bangkok", "Udstilling", "Cambodia", "Om ma-ni pad-me hum", "Angkor Thom - den genfundne metropolis", "Bantai Srei", "Krigens kølvand".

Meget underholdende og lærerig beretning om forfatterens tur til Thailand, hvor han har fået et stipendium fra det thailandske undervisningsministerium. Da han kommer til Bangkok med kone og barn (Astrid Bennedsen, kaldet Strit, og deres datter kaldet Maysen), går det op for ham at stipendiet er håbløst lille. I brevet står "De kan regne med alle mulige faciliteter", men departementschefen udlægger det for ham "Det betyder ikke alle optænkelige, men i den udstrækning, der er muligt". Per får ca 1200 baht hver måned og et hotelværelse koster 300 baht om dagen. Et møgværelse koster 100 baht om dagen, men en ejendomsmægler forbarmer sig og låner dem et værelse til 50 baht om dagen, så nu har de det meste af månedens husleje dækket, men uden penge til fx mad.
Ambassaden er ingen hjælp. De har advaret om stipendiet til ministeriet for 1200 baht om måneden dækker ikke engang til at betale ambassadørens private elregning. Per tager job som malersvend, hvilket giver 30 baht om dagen og udmatter ham fuldstændigt. Vejnavne hedder et på thai og noget andet på det engelske kort, han har. Kvinderne hakker på ham, Strit tager job som sygeplejerske og han kan så passe Maysen på 3-4 år. De bliver inviteret med til selskab ved de danske i Bangkok, men falder noget igennem. En italiensk kunstprofessor bliver påduttet Per som studerende, men det er han vant til og tager ingen notits af det. ha-du-kåller = how do you call it. Osv. Per tager ud til templet Wat Suvanaram og studerer de gamle malerier der og især deres hastige forfald. I Wat Sutat er helvede og skærsild skildret så Dante og Hieronimus Bosch bliver overgået. I Wat Trimitr er der en guldbuddha (Phra Phuttha Maha Suwana Patimakon), men ikke specielt kunstfærdigt udført. Den blev fundet ved at man tabte en gipsbuddha og indeni lå denne lille fem tons tunge statue. Da deres penge er ved at slippe helt op, finder de på noget smart: de sætter en annonce i avisen og tilbyder at være babysittere for amerikanernes huse og børn, mens de selv er væk. Det bliver en stor succes, så de flytter fra muddergrøften til slottet. Amerikanerne er et studie værd i sig selv, eftersom de kun er søgt til Thailand for at få et stort udstationeringstillæg. Per studerer også de forskellige buddhastatuer og deres forskellige udtryk. Og tilværelsen i slotte giver lyst til at søge tilbage til muddergrøften. En fra ambassaden er prinsesse og hun giver sin fætter prins Bunag besked på at indkvartere danskerparret fornuftigt og til en fornuftig pris, så de får huse ovenover nogle værelser, der bliver udlejet til unge piger, der går på gaden om natten for at tjene til dagen og vejen.
Det er et meget fornuftigt lejemål og længere henne ad gaden bor en minister, så strømafbrydelser er ikke så hyppige og bliver hurtigt udbedret. Bunag gør hvad der passer ham og uden at skulle stå til regnskab for nogen. Fx tager han en dag på storvildtjagt og kommer tilbage et par uger senere uden bil, udstyr eller jagtudbytte.
Værelset ved siden af danskerne er beboet af en ung lille prostitueret og de kan egentlig uden hæmning følge med i hvad der foregår og vise versa, men har man uhindret adgang til denne adspredelse bliver det hurtigt en ret triviel historie. Maysen nyder selskabet og går ud og ind hos dansepigerne, der forguder hende for hendes lyse lokker. Hun begynder at smide sko og strømper og spise det samme som de indfødte og drikke vandet og endda sutte på vandis - som forældrene tænker på som amøbe-is pgra faren for amøbedysenteri.
Senere tager de længere nordpå og Per studerer sommerfugle og broncestøbning. De lokale broncestøbere bruger noget specielt ler og Per laver lidt eksperimenter med det og finder at det har mindre end 10% af den variation i tykkelse under støbningen som almindeligt ler. Måske er det hemmeligheden ved de meget fine broncearbejder, som bliver lavet der. Til gengæld fortvivles han over alle de gamle bronzesager, der ryger i støbegryden. Per og Strit bevæger sig længere væk. Per går i byen og havner på et bordel, hvor han har problemer med at få sagt nej tak på en høflig måde. Deres nabo bliver bidt af en slange, men da han stadig er i live efter 90 minutter var den nok ikke giftig. Til sidst får de hjælp fra et uventet legat fra en dansker, så de kan komme hjem. Maysen og Strit tager flyveren og Per tager et skib hjem.

Undertitlen: Farang Khi Nog kan oversættes til Fuglelorts-udlænding og bliver brugt efter at Per og Strit har beskyldt deres tjenestepige for tyveri.

Forfatteren har siddet i Sachsenhausen for en karikatur af Hitler og der oplevede han grusomheder, som ikke kunne glemmes. Hans beretning her er mest underholdende, når han inddrager Strit og Maysen, for ellers er den lidt distancerende og beskriver hvad han ser uden direkte værdidomme. Selv unge vietnamveteraner, der har begået grusomheder, bliver kun beskrevet i deres opførsel ved baren og overfor pigerne om bord.
Bogen slutter ombord på båden hjem.… (more)