Da jeg ønskede mig bogen i julegave (og fik den;), var det pga. den mere eller mindre instinktive sympati, jeg og mange andre med, har for Arnesen. Manden med det sublime offensive spil og det udadvendte, positive væsen husker vi alle fra 80'er-holdet. Det interessante var derfor ikke så meget at få gentaget alle jokes'ene og slet ikke at høre om selve 80'er-holdets formåen, det kan man jo næsten få kvalme af at høre om efterhånden. Det spændende var derimod at prøve at forstå, hvordan "kun en glad dreng" dog kunne være endt i en så central rolle i en engelsk storklub, som de færreste har sympati for. Det virker paradoksalt.

Bogen giver ikke noget endegyldigt svar på det, men den kommer fint omkring mange af de præstationer og tankerne her omkring, som Arnesen har leveret gennem årene. Den så at sige medfødte træningsnarkomani og lysten til at være med i alt på banen, presset som forudsætning for at præstere, som sidenhen blev til workaholic'eren udenfor banen, hvor adrenalinen ved at have bange bolde i luften og alligevel lykkedes med det meste, drev tingene fremad. Den sproglige og ikke mindst sociale intelligens har været der hele vejen, fra de kække bemærkninger, omsorgen for alles ve og vel på holdet, den store holdspiller, som Arnesen var, til scouting af talenter ved at udvise respekt og ærlighed, opbygningen af verdens største netværk af scouts og evnen til at indgå på alle niveauer i forboldverdenen, fra lilleputholdet til show more stjernene (med tilhørende nykker) og rigmanden Abramovitz. Foruden viljen, som blev styrket ved at "overleve" det benhårde hollandske opdraglesessystem og senere overvindelsen af den lange knæskade, og de sociale færdigheder har det skyhøje ambitionsniveau og trangen til at skabe også været med hele vejen, fra de spektakulære dribleture på banen (gaverne til folket) med øje for effektiteten, så det kunne kaste titler af sig, til opbygningen af fodboldskolen i Chelsea, som måske kan ses som livsværket, hvor ringen sluttes med arbejdet med de unge drenge, som han kan spejle sig i og give både gode råd og omsorg videre.

Dette synes at være nogle af Arnesens karaktertræk og færdigheder, som har drevet værket - foruden den fundamentale nærmest uendenligt store kærlighed til fodboldspillet. Til sidst i bogen nævner Arnesen, at han altid har turde at tage chancer, og det er måske det vigtigste budskab, for som en en klog mand har sagt: "Den, der vover, mister fodfæste for en tid. Den, der intet vover, mister sig selv." (Kierkegaard) show less