The Splendor of Portugal

Portugals ære minde mig om, hvor relativt kort tid der er gået, siden landet opgav sit hæderkronede imperium. Brasilien var for længst blevet uafhængigt, men mange kolonier blev først uafhængige i 1970’erne – og Macao givet tilbage til Kina endnu senere – så det er ikke så mærkeligt, at det fylder i portugisisk litteratur.

Antunes deltog selv i krigen i Angola, og det trækker han på i Portugals ære. Isilda tilhører den koloniale elite i landet, og den aura forsvinder ikke helt, selvom hun vel nærmest af stædighed gifter sig med den ulykkelige og fordrukne Amadeu. Da uafhængigheden er en realitet, og da landet synker ned i kaos i en stedfortræderkrig mellem USA og Sovjetunionen, bliver hun tilbage på farmen. show more Børnene Carlos, Rui og Clarisse sendes til Lissabon, hvor hun håber, at de vil støtte hinanden.

Historien fortælles i tre dele. I hver del skifter fortællerperspektivet mellem et af børnene og moderen. Det handler både om nutiden og om familiens liv i Angola før den gik til grunde. Intet er gået, som de havde håbet. Børnene lever hver deres liv i Portugal, og moderen vandrer rundt i den gamle koloni med sine sidste tjenestefolk og oplever kaos og had i den netop selvstændige republik.

Romanen afslører et korrupt styre i frit moralsk forfald. Den hvide elite, der skulle gøre sig fortjent til at herske ved at leve som moralske forbilleder, er alt andet. Utroskab er udbredt, de fattige hvide omgives med foragt, og selvom afstanden mellem sorte og hvide egentligt er uoverstigelig, kan de hvide godsejere ikke holde fingrene fra de unge sorte kvinder. Og det er bare elitens synder. Hele systemet bygger på voldelig undertrykkelse – henrettelser er nærmest den eneste straf – og systematisk udnyttelse, hvor tvangsudskrevne arbejdere fastholdes i gældsslaveri. At de hvide i Angola hjemme regnes for ynkelige bondeknolde fra en fjern provins, ’Portugals sorte’ som Isildas far udtrykker det, er en ringe trøst.

I Lissabon lever Carlos ulykkeligt sammen med Lena, der ikke vil gå i seng med ham, mens Rui er anbragt på et hjem for handicappede. Han er epileptiker og psykopat, der i Afrika slog dyr ihjel og skød de sorte på farmen med sit luftgevær – uden at blive irettesat. I Portugal må han nøjes med dyrene.

Clarisse har valgt at leve som holdt kvinde for en magtfuld politiker, men lykkelig er hun ikke. Hendes frie liv førte til almindelig forargelse i kolonien, og i Portugal bliver der også se skævt til hende. Værre er det, at manden stadig ikke vil kendes ved hende, og efter bruddet med Carlos er hun først og fremmest ensom.

Teksten er lidt svær at gå til. Hvert kapitel fortælles på flere planer. Der er en hovedhistorie, som oftest en erindring om tiden inden børnenes hjemrejse, og indsat i den er en anden historie, ofte i nutidsplanet og typisk består den af ganske få sætninger, der gentage og bearbejdes flere gange. Undertiden er der også en tredje stemme, og der er kapitler, hvor teksten er fuld af associationer så handlingen fortoner sig.

Det kræver lidt tilvænning, men når man bare læser hen over det, danner der sig smukke og grusomme billeder af livet under og efter kolonistyret.
Antunes har skrevet et forstemmende og medrivende portræt af en familie og et samfund i opløsning. Det er et fascinerende indblik i en verden, som faktisk ikke er så langt væk. show less

Un livre manifestement très construit, manifestement très travaillé, abordant de manière lyrique la chute d'une famille portugaise installée en Angola comme une métaphore de la décrépitude de tout un pays. Antunes maîtrise son art. C'est âpre et sans espoir, ça se veut haletant, tendu, mais William Faulkner est passé par là et a écrit beaucoup mieux, et bien avant. Lisez Absalon ! Absalon ! car l'original vaut mieux que la copie, fut-elle soignée.

La ironía del título frase tomada de una estrofa del himno nacional ya anuncia lo que será el desarrollo y el propósito de esta nueva novela de Lobo Antunes: mostrar el otro lado de ese "esplendo", desvelar sin paliativos la verdad a uno y otro lado del espectro político, a través de dos espacios narrativos alternantes, Luanda y Lisboa, de 1977 a 1995, a lo largo de 18 años de historia.

Bellissimo e inquietante. Chiunques abbia, sia direttamente che indirettamente, vissuto il dramma della decolonizzazione dovrebbe leggerlo