The Seducer: It is Hard to Die in Dieppe

Min første bog af Henrik Stangerup var Vejen til Lagoa Santa, hvor han tegner et indfølt og fascinerende portræt af den danske naturforsker P.W. Lund, der i 1800-tallet var anerkendt bl.a. for sin opdagelse af fossiler fra kæmpedovendyret, men som også var plaget af psykiske problemer. Det er en fremragende bog, og mine forventninger til Stangerups livtag med litteraten P.L. Møller, en anden miskendt skikkelse fra 1800-tallet, var derfor store. Desværre blev de ikke helt indfriet.

Peter Ludvig Møller voksede op i borgerlig familie i Aalborg. Den var fin nok til at han kom på katedralskolen, men det var også plaget af økonomiske vanskeligheder efter Napoleonskrigene, og Møller levede livet igennem i forskellige grader af show more fattigdom. Han var bogligt brillant, men har var også et mobbeoffer i klassen, hvor han konstant var på kant med de mere udadvendte drenge. En dag møder han fire af dem på havnen, hvor de giver ham voldsomme tæsk. På vejen hjem får en prostitueret medlidenhed med ham og tager ham ind i sin lejlighed. I Møllers bevidsthed er det et fornemt boudoir præget af dyre stoffer og skønhed, og det er i den stemning, at han får sin seksuelle debut – kun for bagefter at se boligen i al dens tarvelige virkelighed.

Dermed er en række temaer for hans liv og romanens fortolkning af ham slået fast: Hans konfliktfyldte forhold til andre mennesker, hans umættelige appetit på kvinder, hans tvetydige forhold til borgerskabet, som han både aspirerer mod og foragter, hans fascination af det folkelige liv, ofte på de billigste værtshuse, og hans evne til at bilde sig ting ind. På forsiden af bogen er der et billede af Janus, den romerske gud med to forskellige ansigter, og i løbet af sit liv føler han sig forfulgt af en Janus-skikkelse, når han ligger i febervildelse af sygdom, druk eller stoffer.

Efter studentereksamen rejser han til København, hvor han begynder at læse teologi, bl.a. for at glæde familien, der gerne ser ham placeret i en sikker præstestilling med kone og fast indtægt. Studierne keder ham, og han er langt mere optaget af det pulserende intellektuelle liv i byen. Han diskuterer med de andre beboere på Regensen, som han selvfølgelig er på kant med, og han udgiver både litteratur og den kritik, som han brænder allermest for. Litterært forsvarer han de storladne romantikere som Oenschläger men også folkelige stilister som Blicher og H.C. Andersen. Fjenden er det stivnede miljø omkring Heiberg, der i Møllers øjne ikke gør andet end at forgude den beige middelmådighed. Han har også et tvetydigt forhold til den sex-forskrækkede Kierkegaard, hvis produktion han i første omgang forsvarer.

Vejen er sådan set lagt til en karriere som kritiker og litterat, men Møller kan ikke indordne sig i det provinsielle København. Han drages hele tiden mod bordellerne og værtshusene, og i den offentlige debat kan han ikke lade være med at skabe sig fjender. Han involverer sig i det satiriske miljø omkring Korsaren, og efter en tur til Sorø leverer han et nådesløst og karikeret angreb på Kierkegaard, der bliver hånet som en særling. Det var måske ikke den bedste idé, når man har få venner og selv bor i et glashus.

Under den første slesvigske krig må den skandaliserede Møller flygte fra Danmark, først til Tyskland, hvor han skal prøve at påvirke den tyske opinion til fordel for den danske sag, og senere til Paris, hvor han endelig føler sig hjemme og i mange år lever som fattig korrespondent. Samtidig gentager alle de fejl, som han tidligere har begået. Han kan ikke lade være. Han forelsker sig i den prostituerede Jeanne Belaresque, som han ikke kan give slip på, men som han heller ikke kan opfatte som ligeværdig og derfor må støde bort.

P.L. Møllers liv er interessant, og i romanen bliver han et prisme, som det intellektuelle miljø i Danmark kan betragtes igennem. Der er næppe tvivl om, at Stangerup kunne identificere sig med ham som en outsider, der ikke kunne holde den danske fisefornemhed ud, og han skriver skikkelsen fornemt frem. Alligevel var jeg ikke helt begejstret for bogen. Hans syner bliver for meget, hans selvdestruktive (og selvretfærdige) kamp mod alt og alle bliver for meget, og den evige dragning mod fortabelsen i samfundets nederste lag blev gentaget lidt for mange gange. show less

Danmark og Dieppe, 1850'erne
En beskrivelse i romanform af liv og levned for Peder Ludvig Møller (18 april 1814 - 6 december 1865).
Han vokser op i Aalborg, hvor faderen har Mariendal og en skrantende økonomi, så Peder bliver kaldt Fattig-Møller og bliver mobbet. Hans første eventyr med en kvinde er en prostitueret, der samler ham op, vasker ham og tager ham med hjem, da han er blevet efterladt i gennembanket stand. Han får studentereksamen med højeste karakter og skriver sang til kongen, men i tankerne er han forlængst videre.
Han starter på teologistudiet og det udløser lidt penge fra bedstefaderen, men han dropper ud af studiet og så forsvinder pengene også.
Han skifter studie og bliver cand.phil. og får ry for at have en show more skarp pen. København er domineret af professor Heiberg, der styrer det kongelige teater fra Søkvæsthuset. Søren Kierkegaard's stjerne stiger og fra at være en genert, hæmmet mand, der ikke som Peder går til ludere, bliver han en berømt filosof og forfatter. Peder eller "Pauvre Louis" som han kalder sig, tør dog godt skrive både Heiberg og Kierkegaard midt imod. Han skriver til Corsaren og laver ved siden af pragtværket Gæa, der er et årsskrift 1845, 1846, 1847 udgivet af ham selv og med bidrag fra ham selv og masser af andre kunstnere.
I 1842 stiftede han bekendtskab med Meïr Aron Goldschmidt, som udgav Corsaren og han blev hurtigt medskribent. Møller gav også Goldschmidt skubbet til romanen En Jøde. I 1845 skriver han i Gæa om et besøg i Sorø og lufter en heftig kritik af Kierkegaard, som Kierkegaard svarer hårdt tilbage på.

??? show less