The Daughter

Now a grown woman, an accomplished actress in her own words, Rarau recounts her life as a child in a small village in rural Greece, when she was still Roubini and there was German occupation. In a fresh, almost impertinent tone, perfectly replicating the way an illiterate woman speaks, the author describes the horrors of the German occupation, the suffering inflicted on the population, in the drama of the women who, in order not to starve their children, are forced into prostitution. This is what happens to Roubini's mother, who is later humiliated as a collaborator at the time of liberation. A terrible shock for mother and daughter, which will destroy their minds forever. A truly beautiful book.

4.5
Special thanks to GR friend Violeta for the recommendation.

Pavlos Matesis's novel, The Daughter, is a mesmerizing work of contemporary Greek literature written from the viewpoint of Rubini Meskari, stage name Raraou, a theater extra who escaped to Athens after the Civil War. The novel moves back and forth in time as Raraou recounts her tragic childhood on an unnamed Greek island.

During the Nazi occupation, when famine was the price the Greeks paid for resistance, Raraou's mother took on an Italian lover to keep her family from starving. At the war's end, with the Civil War brewing, local village factions enacted an act of horrific revenge on those they saw as collaborators causing Raraou and her mother to flee to Athens.

Raraou show more recounts her childhood, coming of age, and time as a beggar in Athens with a brutal matter-of-fact realism interspersed with colorful and, at times, humorous tales of everyday life. The harshness of her life causes Raraou to begin to unravel. Matesis's use of narrative voice is masterful and subtle. He skillfully draws the reader into Raraou's world and opens a window into a difficult period of modern Greek history. Highly recommend. show less

Μετά το ξάφνιασμα από τον Παλαιό των Ημερών ξεκίνησα την Μητέρα του Σκύλου ψυλλιασμένος... Αλλά και πάλι ο Μάτεσις κατάφερε να με εκπλήξει ευχάριστα. Τρομερή γραφή και ανεπανάληπτος τρόπος αφήγησης που ενώ είναι ακατάληπτη δεν κουράζει. Το απόλαυσα και ανυπομονώ να εξερευνήσω και άλλα αριστουργήματα του συγγραφέα.

The Daughter is the story of a young Greek mother during WWII, the civil war, and the turmoil after the wars. She takes an Italian lover during the war in exchange for food for her children, though the story is mostly about the aftermath of this decision.

I think this book had great potential that it did not do enough with. I'm not sure if things were lost in translation, but I felt the topics covered in the book would have had much more weight had it not been written stream-of-consciousness with sudden shifts between characters and third person, making the actual story hard to follow. Without spoiling it, the end left me very confused - I'm just not sure what Matesis intended for me to get out of the book. I might read this again later show more knowing the end to try and gather more meaning, but as of now the book left me confused about pretty much everything related to the story - what's real? What's not? And that sense of confusion diminishes the rest of the story - which is powerful only because it's very real and sometimes shocking. show less

I enjoyed this - a very clever novel about a Greek family during the Occupation during WWII. Told in a fairly light-hearted style despite being about some pretty brutal events, I was drawn into sympathising for a number of the characters and wanting to know more. I can't say much more without giving away the plot but I recommend it.

På tværs af de forskellige lande gennemløber den europæiske litteratur om anden verdenskrig flere faser. Efter en umiddelbar hyldest til frihedskæmpere og modstandsbevægelse opstår der et langt mere komplekst billede, hvor der først kommer fokus på de eksistentielle dilemmaer heltene konfronteres med (De nøgne træer kunne være et dansk eksempel) og hvor interessen siden breder sig til dem, der havnede på den forkerte side eller bare handlede i strid med eftertidens moral.

Pavlos Matesis’ roman fra 1990 er et græsk eksempel på denne udvikling. Historien fortælles af den ældre kvinde Raraú, der ser tilbage på en mislykket liv og især på den barske tid under besættelsen, hvor hun gik fra at være en stor pige til at show more være en ung voksen. Historien er placeret i landsbyen Epálxis, der betyder noget i retning af ”voldskøbing”, og hvor hele det græske samfund er repræsenteret.

Der er de rige, som kollaborerer med besættelsesmagten – først italienerne, så tyskerne – og der er den brede befolkning, der må prøve at få tilværelsen til at hænge sammen, som de nu kan. Rundt om byen er landet, hvor bønderne klarer sig bedst i en tid med sult og nød, og bjergene, hvor de overvejende kommunistiske partisaner holder til. Byen er i et tæt samspil med omgivelserne. Det er der, folk må drage ud for at finde mad i naturen eller ved at stjæle den fra gårdene, og samtidig foregår der en udveksling af våben og mennesker med modstandsbevægelsen.

Raraú hedder egentlig Rubíni, og hun bor sammen med moderen Asimína og to brødre. Faderen var tidlig sendt til Albanien som soldat, hvor han blev dræbt og efterlod familien uden den beskedne men livsnødvendige indtægt fra arbejdet som tarmrenser. I ren desperation indleder Asimína et forhold til først en og så en anden italiensk officer, der, i modsætning til de morderiske tyskere, egentlig er omgængelige nok. Med undtagelse af fru Kanello, der både smugler våben til partisanerne, opdrager en ordentlig børneflok og har sit moralske kompas i orden, kigger naboerne skævt til familien. Og efter den ”såkaldte befrielse” – sådan omtaler Raraú den konsekvent – bliver moderen hentet på en lastbil og kørt rundt i landsbyen sammen med andre kollaboratører. Ydmygelserne strækker sig over en hel dag, mens hoben får afløb for deres vrede og frustrationer.

Moderen bliver aldrig den samme, og det gør datteren i virkeligheden heller ikke. De flytter til Athen, hvor de lever to år under kummerlige forhold, inden det lykkes at sælge huset i Epálxis og investere i en lejlighed. Samtidig lykkes det at få en enkepension efter faderen, så de kan leve et ydmygt liv. Raraú mener ganske vist, at hun får en lang karriere som skuespiller og rejser landet tyndt på turneer, men i virkeligheden er hun nok bare statist. Generelt er troværdigheden størst i barndomserindringerne, mens det bliver sværere at skelne mellem fantasi og virkelighed i den sidste del af historien.

Stærkest står besættelsen og befrielsen. Det hele fortælles i en naivt-barnlig stil, men bogen er fuld af skarptskårne situationer, som er svære at glemme bagefter. På et tidspunkt får familien f.eks. en kylling, men nøden er så stor, at den ender med at dø af sult og blive begravet under Raraús seng. Der er dristig smugling af granater i flettede kurve med indsamlede urter ovenpå. Og der er hjerteskærende episoder, som da en mor må køre sin henrettede søn hjem i en trillebør for at gøre ham i stand.

Hundens mor er en medrivende roman om krigens invaliderende væsen. Det er krigen, der tvinger nogle mennesker til at træffe desperate valg, og det er krigens voldsomhed, der efterfølgende får andre til at fordømme dem. Matesis formidler fint de politiske modsætninger i Grækenland og lader dem leve i sine personer. Niveauet faldet lidt i den sidste tredjedel, men det er stadig en glimrende roman.

Tak til Birthe Wied for at give sig i kast med oversættelsen og til Det Poetiske Bureaus Forlag for at stå for udgivelsen. Selvom romanen er en nygræsk klassiker, er den indsats desværre gået ret ubemærket hen i avisernes bogsektioner. show less

Langgerekte monoloog van een 60-jarige Griekse toneelactrice (tweederangs weliswaar). Ze blikt vooral terug op de Duits-italiaanse bezetting van haar dorp in de Tweede Wereldoorlog en de Griekse burgeroorlog die daar op volgde. Haar moeder begon een relatie met Italiaanse soldaten om haar 3 kinderen te laten overleven, en werd daarvoor na de oorlog erg ruw aangepakt.
Het verhalende en soms wat chaotische karakter van de monoloog geeft het boek zeker zijn charme; terloopse opmerkingen leren ook veel over de vertelster zelf en over de na-oorlogse Griekse samenleving. Maar geleidelijk aan sluipen er storende elementen in het verhaal, waardoor de geloofwaardigheid van de vertelster erg twijfelachtig wordt.
Intrigerend boek dus, boeiend om show more te volgen, al gaat de monoloogstijl na meer dan 100 bladzijden wel wat zwaar wegen. Bovendien erg interessant om de eigen Griekse insteek. Maar op het einde blijft de lezer wel verweesd achter. show less