Stigninger og fald

25-årige Klougart debuterede tidligere i år med den fine lille roman ’Stigninger og fald’. Den handler om en ung pige, der ligesom forfatteren selv vokser op med sine to søstre og sine forældre på Mols i 1980’erne og 1990’erne. Klougart benytter sig altså af den udbredte litterære tendens til at skrive selvbiografiske romaner.

Det har jeg det fint med, men jeg kan godt blive lidt nervøs ved, hvordan der kan følges op på det. Der er jo ligesom ikke nogen anden historie, der er lige så nem at gå til, når bog nummer to med alle dens opskruede forventninger melder sig.

Nå, det er til en anden gang. ’Stigninger og fald’ har ingen fremadskridende handling, men er en serie erindringsglimt på ½ - 3 sider, hvor show more forholdet til forældrene, landskabet, sproget og dyrene på hobbylandbruget berøres. Man fornemmer, at ikke alt er godt med forældrene. Faderen arbejder lovlig meget, så de klare erindringer om hans madlavning vidner også om, at han ikke gør det så tit, og der er hele tiden en undertone af bekymring i beskrivelsen af den handlekraftige men også skrøbelige mor.

På den anden side er det på ingen måde en ulykkelig barndom eller en tragisk fortælling. Det er bare et helt almindeligt liv, hvor livet ligesom Mols’ bjerge går op og ned, veksler for blikket med sine stigninger og fald, for nu at henvise til romanens titel, ligesom Klougart eksplicit gør flere gange

Mest af alt har romanen en helt speciel tone, som jeg aldrig kunne have skrevet, da jeg var 25. (Selv hvis jeg altså havde skrevet kompetent litteratur, da jeg var 25.) Der er et strøg af afklaret vemodighed i erindringen om barndommens land, der får forfatteren til at virke ikke så lidt ældre. Ikke fordi det er en kvalitet i sig selv, men jeg bed mærke i det.

Når jeg alligevel er lidt forbeholden over for romanen, så hænger det sammen med sproget og fremstillingsformen. Jeg kunne godt tænke mig, at Klougart var en smule mere klar i mælet om, hvad det er for nogle problemstillinger, der egentlig behandles. F.eks. fandt jeg aldrig ud af, hvad kapitlerne om Schweiz havde med noget at gøre. (Ja, jeg ved godt at det kan siges at afspejle barnet fragmentariske oplevelse af voksne problemstillinger, men der er også grænser for, hvor forvirret jeg gider at være som læser.)

Sproget er meget lyrisk og smukt – og selvfølgelig afgørende for den afdæmpede tone – men jeg sad en gang imellem tilbage med en fornemmelse af, at Klougart havde lidt for travlt med at vise, hvad hun kan, så det hele blev lidt for litterært, med metaforer stablet oven på metaforer. Men under alle omstændigheder en meget lovende debut. show less

I et lyrisk sprog beskriver en pige sin barndoms landskaber på Mols - og det både naturens og sindets landskaber.