Markus Wolf (1923–2006)

For decades, Markus Wolf was known to Western intelligence officers only as "the man without a face." Now the legendary spymaster has emerged from the shadows to reveal his remarkable life of secrets, lies, and betrayals as head of the world's most formidable and effective foreign service ever. Wolf was undoubtedly the greatest spymaster of our century. A shadowy Cold War legend who kept his own past locked up as tightly as the state secrets with which he was entrusted, Wolf finally broke show more his silence in 1997. Man Without a Face is the result. It details all of Wolf's major successes and failures and illuminates the reality of espionage operations as few nonfiction works before it. Wolf tells the real story of Gunter Guillaume, the East German spy who brought down Willy Brandt. He reveals the truth behind East Germany's involvment with terrorism. He takes us inside the bowels of the Stasi headquarters and inside the minds of Eastern Bloc leaders. With its high-speed chases, hidden cameras, phony brothels, secret codes, false identities, and triple agents, Man Without a Face reads like a classic spy thriller—except this time the action is real. show less

Den kolde krig var kendetegnet ved, at der netop ikke var krig mellem de to supermagter – i hvert fald ikke direkte og ikke i Europa, for i resten af verden var der ingen mangel på krige, revolutioner og borgerkrige per stedfortræder. I fraværet af ”rigtige” kamphandlinger flyttede fokus sig bl.a. til spionage, som kom til at fylde voldsomt meget i populærkulturen og i virkeligheden.

Intet sted var det mere fremtrædende end i forholdet mellem DDR og Vesttyskland, hvor Bonn blev show more ramt af den ene skandale efter den anden. Det kulminerede med afsløringen af, at Günther Guillaume fra Villy Brandts kanslerkontor var østtysk spion, men der var mange andre. Nogle blev afsløret efter 1989, andre er stadig ukendte. Det, der var DDR’s store problem som stat, nemlig at dens befolkning i vid udstrækning foretrak at emigrere til vest, hvis de fik muligheden for det, var også en kæmpe gevinst for spionagen, for det var nemt at placere agenter blandt udvandrerne eller at genoplive forsvundne tyske identiteter fra krigens tid og lade dem vende hjem fra et ophold i fjerne lande.

Det hele blev styret af Markus Wolf, der som ganske ung blev udnævnt som chef for den udenlandske spionage og fortsatte som sådan i 30 år. I 1985 gik han tidligt på pension for at arbejde med film og bøger, hvilket var usædvanligt i den kommunistiske elite, hvor det var mere almindeligt for lederne at blive hængende til de måtte bæres ud. Det gjaldt også for Wolfs overordnede gennem hele perioden, minister for statssikkerhed Erik Mielke.

Wolf var allerede under den kolde krig en legende. DDR’s efterretningsmæssige succeser blev bemærket, og det styrkede kun mytologien omkring Wolf, at de vestlige tjenester i mange år ikke kunne fremskaffe et fotografi af ham – deraf titlen. Derfor var det heller ikke overraskende, at der var stor interesse for hans erindringer, der blev udgivet i 1997.

Markus Wolfs familie var halvt jødisk, og hans far var allerede som ung engageret i revolution og kommunisme. Det var derfor ikke overraskende, at familien måtte flygte til Sovjetunionen under nazismen. Under opholdet i Moskva lærte Wolf russisk og blev senere en del af den kommunistiske kernegruppe, der skulle sendes tilbage til den russiske besættelseszone for at grundlægge et nyt regime. Opholdet er interessant, for Wolf kan ikke undgå at bemærke udrensningerne under Stalin, men han bliver alligevel en loyal soldat for den kommunistiske sag. For ham er bekæmpelsen af Hitler og fascismen det vigtigste, og propagandaen og personkulten var så stærk, at det først var efter Krustjovs berømte ”hemmelige” tale på partikongressen i 1956, at han kunne se klart.

En dårlig undskyldning for en nøgleperson i et diktatur, hvis opretholdelse og sejr Wolf viede hele sit professionelle liv til? Ja, givetvis, men mulighederne var også stærkt begrænsede for en tysk flygtning, der oplevede sine formative år i Sovjetunionen i 1930’erne. Spørgsmålet om skyld og ansvar for undertrykkelsen i DDR og resten af den kommunistiske blok er et af de gennemgående temaer i bogen. På den ene side ser Wolf i øjnene, at systemet var sygt, på den anden side vægrer han sig ved at tage medansvar for dets opretholdelse. Fokus er meget belejligt på operationerne i udlandet, mens hele ansvaret for den indenlandske undertrykkelse placeres hos Mielke. Samtidig er der en stor faglig stolthed over efterretningstjenestens resultater, som han meget gerne sammenligner med vestlige tjenesters metoder og resultater – som om spionage helt kan adskilles fra, hvem den bedrives for.

Det meste af bogen er viet til spionagens historie. Wolf fortæller om metoderne og de mest berømte sager. Han fortæller om brugen af Romeo-agenter, der lagde an på ensomme sekretærer, om samarbejdet med russerne, der var bureaukratiske stivstikkere, og om mødet med berømte personligheder. Størst beundring har han for Jurij Andropov, der som KGB-chef turde tale åbent om østblokkens udfordringer, men som ikke nåede at sætte reformer i sving som leder af Sovjetunionen. Wolf er overbevist om, at han ville have gjort det klogere end Gorbatjov, hvor det hele brød sammen fra den ene dag til den anden.

Markus Wolf har utvivlsomt haft et usædvanligt interessant liv med adgang til nogle af de mest spektakulære begivenheder under den kolde krig, og han skriver levende om sit liv og detaljeret om alle de sager, der allerede er afsløret. Så hvis man kan leve med, at han sjovt nok ikke rigtig kender noget til de mest ubehagelige dele af DDR’s virkelighed eller i hvert fald ikke har noget ansvar for dem, selvom han var en del af landets ledelse, så er bogen værd at læse. show less

Stellen Sie sich vor, Heinrich Himmler oder Lavrenti Beria hätten ihre Autobiographie geschrieben! Nun, ein Spionagechef von sogar größerem Können (und sogar noch größerer Verschwiegenheit) hat genau das getan. 34 Jahre lang -- während fast des gesamten Kalten Krieges -- war Markus Wolf der Chef des Geheimdienstes der Deutschen Demokratischen Republik. Als solcher sammelte er viele der geheimsten Informationen dieser Zeit und leitete sie weiter an seine sowjetischen Sponsoren. Ein show more gutes Beispiel der weitverzweigten Welt, in der Wolf arbeitete, ist seine Beschreibung der Beziehung zwischen seinem Geheimdienst und dem berühmten Terroristen Carlos, "dem Schakal". Wolf erzählt, daß es jedesmal, wenn Carlos nach Ostberlin kam, die größte Sorge des Spionagechefs war "ihn so rasch wie möglich wieder aus dem Land zu bekommen". Aber dies erwies sich als schwierig, weil Carlos nun mal ein Terrorist war, der sich nicht zu schade war, sich gegen seine Gastgeber zu wenden. Wolf enthüllt sogar, daß Carlos -- als er einmal Gast der DDR-Regierung war -- Drohungen gegen die ostdeutsche Botschaft in Paris aussprach, und daß die Reaktion darauf nicht die Ausweisung des Terroristen war, sondern die Aufstockung des Sicherheitspersonals der Botschaft. Ebenso erzählt er, wie im Zusammenhang mit dem Bombenanschlag auf die Diskothek La Belle 1986 in West-Berlin, bei dem zwei US-Soldaten ums Leben kamen und der zum Vergeltungsschlag der Amerikaner gegen Libyen führte, die DDR-Behörden wissentlich libysche Diplomaten mit Sprengstoff in ihrem Gepäck durch die Grenzkontrollen ließen. An diesem Punkt stellt Wolf die Ansicht in Frage, ob es Wert sei, solche Terroristen wegen ihrer Nützlichkeit in einem eventuellen totalen Krieg gegen den Westen zu verhätscheln. Man fragt sich, ob er in seinem alten Job ebenso dachte. (Amazon.de) show less