Dependency

With this I’ve finished The Copenhagen Trilogy, and it was with some difficulty, I have to admit, that I held my tears back as I read the last pages. A lot happened in this final book. Tove becomes a successful writer and has to deal with the jealousy and insecurity the fame brings the men she’s with; she marries, divorces, marries again, divorces, marries again, divorces, and finds her last companion; she has children, and in between her second and third marriages develops an opioid addiction hence the title of the book. Given all this, more than the previous instalments even, it seemed that this book could dissolve into too sentimental a tale, and there is every reason for that as the writer had a difficult life, but it still show more maintains an extraordinary level of candour and control.

Also impressive is the seamlessness in narrative, none of the jerks and jolts as one point of life meets another—as it happens often with the memoir genre, but a wonderfully flowing story. There are harrowing parts, especially where Tove narrates of her addiction and the husband who played the big role in introducing her to demerol, chloral and methadone, using these drugs as a way to maintain control over her, and the descent into total dependency, and the struggle to break free of addiction. Definitely one of the best autobiographical works I’ve ever read and one that I won’t be forgetting any time soon. show less

Afhankelijkheid is het laatste deel van de memoire-reeks de Kopenhagen-trilogie. Hierin beschrijft ze genadeloos eerlijk over haar verslaving. 'Zou ik hem de waarheid vertellen? Hem vertellen dat ik verliefd was geworden op een doorzichtige vloeistof in een spuit en niet op de man die de spuit vasthield?'

More eventful and scandalous than the other two books in the collection. Stories about her marriages and divorces and addiction. The end was a bit abrupt. I was confused when she got relapses and there were only like 3 pages left. Reading about how Victor and the doctor helped her recover was hopeful, still I'd hope for a more proper ending. I gave the book 4 stars, although there's nothing much that I can complain about; just that my reading experience wasn't exactly good, I got too distracted at times
so my impression of this book was very choppy.

she's very honest but being with her with her drug problem is very depressing.

Those three books were absolutely stunning.

Gift er tredje bind af Ditlevsens erindringer – jeg har ikke læst de to første endnu – og her handler det om hendes forhold til mænd og særligt hendes ægteskaber. Hun var gift fire gange, og hvis man skal følge Tolstojs logik, så var de alle ulykkelige på hver deres måde. Den tvetydige titel er tydeligst i forholdet til den unge læge, der gør hende til narkoman, men alle forholdene kommer med en bismag af død.

Ved romanens begyndelse er Ditlevsen allerede blevet gift med den langt ældre litterat Viggo Møller. Det sker i 1940, hvor hun lige har udgivet sin første digtsamling, og ægteskabet er et spring op af den sociale rangstige og ind det finere litterære selskab. Kærlighed og er der ikke meget af, og når hun ikke show more agerer husmor for ægtemanden, skriver hun i hemmelighed på sin første roman. Samtidig stifter hun unge kunstneres klub, hvor hun møder Piet Hein og forlader Møller – kun for at blive droppet af Hein, da han stryger videre til nye bekendtskaber.

I stedet lærer hun den unge student Ebbe Munk at kende. Han bor sammen med en flok kammerater, der alle studerer, mens flere af dem flirter med modstandskampen. Ebbe er mere glad for fester og alkohol end for at studierne, og deres forhold bliver kun mere belastet efter datteren Helles fødsel. I 1945 møder Ditlevsen så lægen Carl Ryberg til en fest i bekendtskabskredsen, og han er straks fascineret af hende. Hun kan godt lide ham, men hvis hun ikke var blevet gravid og ude af stand til at afgøre, om det var Ryberg eller Munk, der var faderen til barnet, var der måske aldrig kommet et forhold ud af det.

Nu tager hun sit livs mest skæbnesvangre beslutning: Hun beder Ryberg om at foretage en abort, og det er han villig til. Problemet er, at han giver hende pethidin som smertelindring, og det skaber – i hvert fald hvis man kan stole på romanen – en øjeblikkelig afhængighed.

”Mens jeg kører hjem i sporvognen, klinger virkningen af sprøjten langsomt af, og jeg synes, der lægger sig et gråt, slimet slør over alt, hvad mine øjne falder på. Pethidin, tænker jeg, og navnet er som et fuglefløjt. Jeg beslutter aldrig at give slip på den mand, der kan skaffe mig en så ubeskrivelig, salig nydelse.
… Jeg er besat af den eneste tanke at opleve det igen, og jeg er komplet ligeglad med Ebbe og med alle andre mennesker end Carl.” (s. 85)

Dermed slutter første del af bogen. Indtil nu har det været et interessant portræt af en ung forfatter, tidens brydningsfylde miljø, hendes litterære ambitioner, og hendes problemer med at finde sig til rette i de nye sociale sammenhænge, som hun er ved at løfte sig op i. Det er meget velskrevet og en virkelig god erindringsbog.

Anden del er bare så ubeskriveligt meget vildere. Den fortæller, hvordan Ryberg bruger stofferne til at fastholde Ditlevsen i forholdet, selvom han godt ved, at den er helt gal, men den fortæller endnu mere hudløst ærligt, hvordan hun er villig til at gøre hvad som helst for det næste fix, og hvordan det også indebærer en chokerende ligegyldighed over for børnene. Ud over Helle får de sammen sønnen Michael, ligesom Ditlevsen adopterer Rybergs datter Trine fra et tidligere forhold. Ryberg er selvfølgelig en skurk, der ikke lever op til sit ansvar som læge, men han er også håbløst forelsket i Ditlevsen, som han bare ikke kan sige nej til. De får, for nu at bruge en fortærsket frase, alt det værste op i hinanden.

Snart er familien isoleret i deres villa i Hellerup, hvor husholdersken stort set er det eneste faste holdepunkt for børnene, mens deres mor lever sin narkomantilværelse ud på overetagen. Til sidst vejer hun kun 30 kg, og hun er nødt til at tage stofferne gennem vener i fødderne, fordi alle andre er ødelagte af hyppige stik. Hun bliver indlagt på Oringe og kommer langsomt tilbage til livet igen.

Dog ikke mere, end hun er falder i et nyt hul, da hun har mødt sin fjerde og sidste ægtemand Victor Andreasen. Han er tydeligvis også vild med hende, og selvom det senere er kommet frem, at deres familieliv blev alt andet end harmonisk senere, så fremstår han her som hendes redningsmand. Han formår at sætte hende stolen for døren, og parret flytter til Birkerød, hvor der ikke er flere apoteker og praktiserende læger, end at han kan opsøge dem personligt og forhindre dem i at udskrive mere medicin.

Gift er en frygtindgydende bog, der beskriver afhængigheden så intenst, at man kan mærke det på sin egen krop. Nogle vil hæfte sig ved, at Ditlevsen udleverer sine ægtemænd og resten af sine omgivelser til offentlig beskuelse, og i hvert fald når det gælder hendes børn, er det en relevant pointe, men det må også siges, at hun skåner ingen, mindst af alle sig selv. Og så er bogen skrevet i et klart sprog, hvor begivenheder får lov til at stå nøgternt frem, selvom de utvivlsomt kunne være folde ud over mange flere sider. show less

Bağımlılık (Kopenhag Üçlemesi'nin son kitabı), yazarın yazınsal başarısının zirvesindeyken içine düştüğü uyuşturucu ve toksik ilişki sarmalını, hiçbir romantizme yer bırakmayan bir çıplaklıkla anlatır. Kitap, bir sanatçının zihninin yaratıcılıkla uyuşma arasındaki ince çizgide nasıl parçalandığını, evliliklerinin ve anneliğinin bu karanlık gölgede nasıl silikleştiğini soğuk bir dürüstlükle sergilerken; bağımlılığı sadece fiziksel bir ihtiyaç değil, hayata karşı duyulan yabancılaşmanın tek kaçış yolu olarak konumlandırır. Ditlevsen, kendi yıkımını bir cerrah titizliğiyle deşifre ederken, okuru hem derin bir acıma hem de hayranlık uyandıran bir edebi show more tanıklığa davet eder. show less