The Devil Book

This book was short and somewhat playful. It's been awhile since I've finished it but it had humorous turns and political barbs.

Het duivelsboek. Door: Asta Olivia Nordenhof.

Het duivelsboek is het tweede boek in een zevendelige reeks romans. Maar je kan het ook los lezen, ik deed dat.

We maken kennis met Olivia die haar quarantaineperiode iets wilder aanpakt dan ik indertijd. Zij gaat namelijk 14 dagen bij een man wonen die ze niet kent. Ik bleef toen thuis met mijn man die ik al meer dan 20 jaar kende. Ze beslist om tijdens die twee weken eindelijk het verhaal van haar en T. neer te schrijven.

Wij kijken mee hoe ze in het heden probeert te schrijven over haar verleden. En hoewel Het duivelsboek maar 167 pagina’s telt slaagt Nordenhof er toch in om veel onderhuids te laten doorschemeren. Je gaat je afvragen wie er eigenlijk de duivel is, hoe mensen worden wie show more ze zijn (of net niet zijn), of vrije keuze wel echt vrij is en of een mes echt het dodelijkste wapen is…

Nordenhof creëert door de afwisseling van heden met verleden en poëzie met proza een origineel verhaal dat doet nadenken over geld, kapitalisme, macht en vrouwelijke kracht. Boeiend. show less

Nordenhof har fortalt, at hendes syvbindsværk om Scandinavian Star skal ses som en undersøgelse af kærlighedens vilkår under kapitalismen. Første bind – Penge på lommen – handlede om ægteparret Maggie og Kurt, der i fællesskab redder sig ud af udsatte positioner og etablerer et lille busselskab i Nyborg. De er nogle af de mange småsparere, der sætter deres penge i skibsanparter og andre risikable investeringer i 1980’erne, men bortset fra den forbindelse optræder Scandinavian Star kun perifært i bogen.

Her i andet bind er fokus flyttet, men det er stadig som om skibet og dets bagmænd forsvinder mellem fingrene på forfatteren. Bogen er inddelt i et for forord på vers, to prosadele og to dele på vers. I forordet show more konstaterer forfatteren, at romanen skulle have handlet om forretningsmanden T. der oprettede rederiet bag Scandinavian Star og altså – ifølge Nordenhof – var klar til at begå mord for at opnå profit, men at hun ikke kunne finde noget meningsfuldt at sige om en sådan person. Hans livshistorien vil bare banalisere hans ugerninger, og forsøgene på at skrive en bog, der forstår og forklarer ham, fører ikke til noget.

I stedet handler den første prosadel om en forfatter ved navn Olivia, der i en del af sit liv har arbejdet som prostitueret. På bordeller optræder hun under navne Daphne og hendes eneste men også gode veninde er Anastasia, som selvfølgelig heller ikke hedder Anastasia. Det er egentlig et udmærket arbejde, og lidt som Bella i Poor Things får hun også selv noget ud af samværet med kunderne.

Det ændrer sig, da den mystiske T. dukker op. Han tilbyder hende en formue for at rejse med sig, og han har gennemskuet, at hun ikke kan sige nej. Da hun bliver hentet dagen efter får hun bind for øjnene og under påskud af at være på vej til en polterabend, flyver de til en ukendt destination. Her indlogerer de sig på et hotel, hvor hun stadig ikke må have kontakt med omverdenen. Det er ikke sex, han er ude efter, men noget meget værre: På en eller anden måde vil han eje HENDE, og snart er de fanget i en destruktiv dynamik. Den historie skriver fortælleren, mens hun befinder sig i en anden mands lejlighed i London. Hun har mødt ham under corona, og nu er hun nødt til at tilbringe 14 dage i karantæne, inden hun må bevæge sig ud i samfundet.

Den anden, lyriske del Åbne Huse handler om muligheden for at overvinde den kapitalistiske samfundsstruktur, og hvordan en utopisk fremtid uden ulighed, men også uden atomvåben, fiskenet og andre skadelige opfindelser, kan folde sig ud.

Hver linje er ultra-kort, og det giver hakkende læseoplevelse, selvom ordene er tilgængelige nok. Det forekommer lidt naivt, og selvom tonen skal være kritisk, er der i virkeligheden meget mindre på spil, fordi det er så indlysende. Den tredje del er prosatekster, hvor et jeg fortæller om sine oplevelser af det psykiatriske system, om kravet om at leve op til gængse normer og om den måde jeg’et bliver set på – eller opfatter at blive set på – som en djævel, fordi det ikke passer ind. Sidste del, Vinterhus, er den bedste lyriske del. Fortælleren sidder og skriver, mens hendes lille datter sover ved siden af. Det er digte om kærlighed til datteren og måske også til livet, selvom verden ikke er, som den burde være.

Jeg var klart mest optaget af den første fortælling. Det var den del, der hang bedst sammen, og hvor man virkelig fornemmede, at der var noget på spil for personerne. De sidste dele står mere uklart, selvom jeg næsten lige har læst bogen, husker jeg ikke meget af dem. Det er en smagssag, om man synes det styrker en romans litterære kvaliteter, at indsat kapitel om økonomiens sprog, som i Penge på lommen, men den roman hang i det mindste sammen. Det gør Djævlebogen meget mindre, men den bliver alligevel holdt oppe af Nordenhofs stærke sprog og den første fortælling. show less

Så er jeg færdig. Og så kan jeg lære det. Som mand - og dermed færdig, siger hun. Som skatteyder - og dermed færdig, sagde hun. Heldigvis ikke slagter med en slagtekniv pegende i min retning, og heller ikke et svin med lort i min mund. Men tæt på. Og tæt på at bo i Gentofte, ikke geografisk, mentalt. Hun er fantastisk, trods truslerne mod mig og min slags. Mænd. Skatteydere. Slagtere. Fra Gentofte. Næsten. Jeg er efter sigende, af Asta O, tæt på at være færdig. Hun kommer efter mig, det ved jeg. Det står der. Det har jeg læst og gyst over nu i flere bøger. Helt færdig. Det er ikke en sygdom, det er en trussel. Skrev AO.
Og jeg kan frygtelig godt lide (lide) at læse hendes bøger. Digtene, den første bog i show more Scandinavian Star-septetten og nu anden bog, denne Djævelbog. Alt er godt. Sådan ser det ud. Sådan synes jeg om det, jeg læser. Godt. Vildt godt. Vid dette! Djævlebogen er god, selv for mig, mand, skatteyder ...

Jeg hørte for anden gang Asta O Nordenhof, forfatteren til det hele, truersken, djævlen, hævneren, the manslaughter, læse op fra bogen denne, ved et litteraturvenue i sidste uge. Vid dette! Hun er god til at læse op. Også det. Og hun ser ikke særlig farlig ud. Nærmest sart og sød og smuk. Men djævlen ligger i detaljen. Sart og sød og smuk, hvis man overhovedet kan tillade sig at skrive sådan, these days. Men hey. Jeg er alligevel som mand, svin, rig, etc. dødsdømt i den kommende revolution med hende O på barrikaderne med sin slagtekniv svingende mod mig. Jeg er på dødslisten.
Det sidste mandepip inden skafottet: Kan kvindebødlen mon vente bare til jeg fået læst noget mere Asta O? Fx de næste, sidste fem bøger i septologien. Og gerne mere. Tak show less

Asta Olivia Nordenhof asks the unusual question whether love is possible in a capitalist world. She does this in unconventional language and inspires the reader to come to some unexpected conclusions. This is a very interesting book and an enjoyable read.