The Blue Angel

If you've seen the film, you'll know Professor Unrat as a story about an authoritarian middle-aged schoolmaster who makes a fool of himself by falling in love (or rather - four-link in luff-again...) with a music hall singer. It turns out that there's a lot more to it than that. After twenty-six years in a small, provincial town indoctrinating middle-class boys with the authoritarian values of Wilhelm II's Prussia, the lonely, widowed Dr Raat has lost all sense of proportion. For him, the struggle to maintain his authority and fight against the hated nickname "Unrat" (=rubbish) has become a life-and-death matter. Everyone in town is either a current or former pupil or one of their family members, and he imagines that all of them are show more fuming over the unconcluded schoolroom battles of twenty years ago as much as he is. It never occurs to him that they might now think of the punishments and humiliations he inflicted with affectionate nostalgia...

What happens when Unrat visits the Blaue Engel and meets the singer Rosa Fröhlich is thus not just about sex: more importantly for Unrat, it's the first time in decades that he's talked to someone who is completely outside the closed world of the small town and the school. It gives him the liberating opportunity to realise sides of himself that have been locked up by the overriding concern for authority and appearances, and it lets him see that behind all that repressive force there is a huge anger at the community he's been living in for so long, and a corresponding desire for revenge. Rosa turns out to be the instrument he can use to strike back at them, to reveal the hypocrisy and double standards in the respectable pillars of the local establishment and to use it to push them over. Unfortunately, he is also in love with her, and he finds himself torn between his desire for absolute possession and his strategic need to use her as a disturbing influence. The book moves slightly oddly from vicious classroom satire via backstage realism into Balzac-style black revenge, but then at the last minute seems to escape back to a slightly unconvinced moralism. Very strange, but interesting.

You can't help feeling a little sorry for Lübeck's 500-year-old grammar school, the Katharineum, which managed to appear (unnamed, but quite recognisable) in the worst possible light in two of the best-known German novels of the 20th century before we were even halfway through that century's first decade. Apart from being the school where Unrat taught, it's of course also the one where Hanno Buddenbrook spends what might well have been the worst schoolday in literary history. But I suppose that's the risk any school runs with famous pupils.

The book was used as the basis for the film Der blaue Engel by Josef von Sternberg in 1930. The film is supposed to be a classic of German cinema, but it doesn't have all that much to do with the book, and is only really interesting (unless you're a big fan of early talkies) because of Marlene Dietrich's brilliant performance and a couple of memorable songs. Emil Jannings is wooden and unconvincing as Unrat, and the three schoolboys have obviously been kept back for 15 to 20 years, rather than the one or two called for in the book. show less

The main person was not very likable and you were rooting for his downfall. And his lady just wanted to use him for the money and status.
Everybody is just obsessed.

Professor Unrat (der blev filmatiseret som Den blå engel, og som også er udgivet under det navn) udkom i 1905 og skabte hurtig skandale. Det kan man i første omgang undre sig over – hvor samfundsundergravende er det egentlig af en autoritær tysklærer forelsker sig i en varietésangerinde? – men efterhånden som professoren synker ned i dyndet bliver det stadigt tydeligere, at han også er et symptom på det borgerlige samfunds hykleri.

Men først til handlingen. Professor Raat har i tredive år undervist på det lokale gymnasium. Hvis han engang har rummet et gran af pædagogisk idealisme, er den for længst forsvundet. Nu tvinger han bare eleverne til at oversætte græsk og latin og til at skrive en uendelig række af tyske show more stile, typisk på baggrund af Jeanne D’Arc eller en anden Schiller-klassiker. Raat er almindeligt foragtet, ikke bare af sine nuværende elever, men også af de mange elever, der nu har forladt skolen og fylder godt op i byens borgerskab.

Selvfølgelig elsker eleverne at gøre grin med ham. Og selvfølgelig bliver Raat hurtigt til Unrat (skarn). Faktisk er Raats eneste fornøjelse at afsløre sine elever i det, og når det lykkes, bruger han uden videre sin magt til at få dem smidt ud af skolen, og hvis han kunne stille dem andre hindringer i vejen, ville han gøre det.

Raat er kort sagt en tyran, der fastholder meningsløse traditioner, bare fordi de er traditioner, og insisterer på sin autoritet, bare fordi han kan. Flid og talent kan være udmærket, men i sidste ende ønsker han kun lydighed. Alligevel kunne ingen drømme om at anfægte hans undervisning, eller hans smålige hævntogter. Han er en autoritetsperson, slut, færdig.

Under en time får han tre ærkefjender: Den knap så kloge adelige von Ertzum, den frække Kieselack og den intelligente Lohman. Særligt den sidste bliver en besættelse for Raat, der opdager nogle af hans digte. De handler tilsyneladende om ”kunstnerinden Rosa Frühling”. Raat bliver beslutter sig for at undersøge, hvad det handler om (den del er måske ikke så overbevisende), men det er ikke på teatret, at hun udfolder sine talenter. Ved et tilfælde stikker han hovedet indenfor hos Den Blå Engel, et værtshus nede ved havnen, og der finder han ikke bare sangerinden men også sine tre elever.

Dem fortrænger han hurtigt fra garderoben, hvor de ellers holder til hver aften – men hvordan sikrer han sig, at det ikke sker igen? Det kan han kun gøre ved at tage deres plads, så inden længe indfinder han sig i knejpen hver aften og bliver mere og mere fascineret af Rosas elegance. Om dagen fører han kold krig med de tre elever og de med ham: Han kan ikke afsløre dem uden at indrømme sit besøg på Den blå Engel. Og de kan ikke afsløre ham uden samtidig at fortælle, at de kommer der.

Men selvfølgelig går det ikke godt. Det er kun et spørgsmål om tid, før Raats nye interesser bliver et rygte i lærerkollegiet, hvor ambitiøse unge kolleger gerne underminerer ham, og samtidig bliver hans interesse for Rosa til en besættelse. Han vil give hende alt og beskytte hende fra alt, og udvikler en næsten nihilistisk holdning til resten af sin tilværelse. Man kan måske sige, at han for længst har mistet interesse og ansvarsfølelse for sit liv og sine elever – nu kommer det bare til udtryk.

Til sidst bliver det for meget. Raat bliver fyret, indleder en tilværelse som levemand med Rosa og – da pengene slipper op, og det gør de jo hurtigt, når en lærerformue skal holde en forfængelig kvinde med tøj og champagne – forvandler de hans villa til en drikfældig spillebule. Det kan spidsborgerne længe se gennem fingrene med, for det er selvfølgelig dem, der kryber frem fra skjulet efter mørkets frembrud og udlever de samme hemmelige længsler, som Raat er bukket under for. Jo, man forstår godt, hvorfor romanen ikke vakte begejstring i kejserriget.

Raat er fascinerende. Et lille menneske, der er blevet udstyret med alt for meget magt, og egentlig ikke har anden glæde end at udøve den over andre. Det gælder også Rosa Frühling, som han ikke bare vil beskytte men også udvikler ejerfornemmelser for. Historien om Raat er også fortællingen om romanen. Et skarpt portræt af et borgerligt samfund, der ikke var så dydigt, som det yndede at fremstille sig, og et studie i den autoritære personlighed, som desværre komme til at fylde alt for meget i moderne historie. show less

Mit "Professor Unrat" hat Heinrich Mann eine beklemmende Charakterstudie über einen ungemein tyrannischen Gymnasiallehrer geschaffen. Schauplatz der Erzählung ist eine provinzielle Hafenstadt im wilhelminischen Deutschland. In dieser Kleinstadt ist leicht Heinrich Manns Heimatstadt Lübeck wiederzuerkennen.

Professor Raat, besagter Tyrann, arbeitet bereits seit 26 Jahren am hiesigen Gymnasium. Der vereinsamte Mann unterrichtet seine Schüler mit äußerster Härte und Ungerechtigkeit. Menschenfeindlich, wie er ist, liegt ihm daran, seine Schüler völlig zu unterdrücken, wenn nicht gar zu vernichten. Sie danken es ihm mit größtmöglicher Feindseligkeit. Der Schüler Lohmann ist der einzige, der so souverän ist, die Unterjochung show more durch den Tyrannen wirkungslos von sich abprallen zu lassen und sogar Mitgefühl für ihn aufzubringen. Professor Raat wird allseits mit dem Spottnamen Unrat tituliert.

Unrat findet heraus, dass der Schüler Lohmann abends Vorstellungen der Sängerin Rosa Fröhlich besucht, und macht diese ausfindig. Er hofft, auf diese Weise eine Möglichkeit zu finden, Lohmann zu vernichten, da er an eine Affäre der beiden glaubt. Die drittklassige Sängerin zieht den Professor sofort in ihren Bann; er verfällt ihr. Sie heiraten und geraten bald in finanzielle Schwierigkeiten, da die Sängerin einen aufwändigen Lebensstil pflegt und Unrat vom Dienst suspendiert wird. Schließlich eröffnen sie, um sich finanziell zu sanieren, eine Art "Spielhölle", die eifrig besucht wird. Unrat befriedigt damit gleichzeitig seinen Drang, die Honoratioren der Kleinstadt, die ihn aus der Gemeinschaft ausgeschlossen haben, zu ruinieren. Letztlich besiegelt er damit aber seinen und Rosas Untergang.

"Professor Unrat" ist satirisch, aber von so bitterböser Art, dass dem Leser das Lachen im Halse stecken bleibt. Keiner der Beteiligten kommt ungeschoren davon, angefangen bei der kleinstädtischen Bevölkerung: Deren Doppelmoral tritt ungeschönt zu Tage. Auf der einen Seite verurteilen sie den Professor wegen seiner Beziehung zu einer Halbweltdame, andererseits frönen sie selbst Lastern aller Art. Der Professor selbst wirkt in seiner maßlosen Menschenfeindlichkeit geradezu grotesk. Obwohl er als Lehrer die preußischen Tugenden unnachgiebig vertritt, schlägt er letztendlich ins Gegenteil um und lebt Hass und Zerstörungswut hemmungslos aus. Wodurch Unrat so geworden ist, wird leider nicht erklärt, obwohl gerade dies hochinteressant wäre. Der Charakter Unrats scheint bizarr überzeichnet; viele Beispiele aus der Geschichte zeigen allerdings, dass Psychopathen seines Schlages keineswegs selten sind.

Die Darstellung der Gestalt Rosa Fröhlich - und anderer Frauenfiguren des Romans - wirft kein günstigeres Licht auf den weiblichen Teil der Gesellschaft. Von äußerst mäßiger künstlerischer Begabung, versteht es Rosa, ausnahmslos alle Männer zu manipulieren und für ihre Zwecke auszunutzen. Bezeichnenderweise wird sie im ganzen Buch konsequent mit "Künstlerin Fröhlich" tituliert, natürlich in ironischer Absicht. Einzig der hochintelligente Schüler Lohmann wirkt anständig und verkörpert höhere Ideale. Er allein lässt sich auch nicht von der Sängerin manipulieren. Man könnte ihn als Alter Ego des jungen Heinrich Mann interpretieren.

"Professor Unrat" fesselt durch die Klarheit der Sprache und den expressionistischen Stil, der zum Teil, vor allem bei Beschreibungen der "Künstlerin Fröhlich", den Eindruck eines Gemäldes vermittelt. Die bedrückende Thematik, bei der es letztendlich um Macht und Manipulation geht, ist auch heute noch aktuell. Ein zeitloses Buch. show less

Ik zag eerst de film met de alles behalve aantrekkelijke Marlene Dietrich en het clowneske figuur van professor (Un)Rath en vond die niet eens half slecht. Omdat ik verder ook wel enige interesse heb in de familie Mann - niets van wat ze schreven doorboort mijn ruggegraat, maar dat ze allen schreven fascineert me wel - besloot ik daarop het boek te verslinden.

Al ras ontdekte ik dat de film slechts de helft van het verhaal vertelde: een verhaal van normvervaging, liefde en jaloezie - daar waar het boek het ook nog eens had over kleinburgerlijkheid, anarchie en bovenal wraak. Het boek is, in vergelijking met de film, een pak Russischer (op een Dostojevskiaanse wijze) - kent meer humor - en is, bij momenten, best wel expliciet. De woede show more van dat kleine burgermannetje, die de ganse gemeenschap met zich mee de modderpoel, het bankroet en de afgrond in trekt, is naar het einde toe best vermakelijk - en een stuk minder sentimenteel dan het einde van de film, waarin het enkel het burgermannetje zelf is dat gebroken achterblijft.

Een lelijke uitgave, dat wel: Rath wordt Metz, en Unrath wordt Mest - alleen vergeet de vertaler dat zelf 90% van de tijd, en staat er ganse boek door Mest, daar waar Metz moet staan. Ik geef het u maar mee ...

http://www.occamsrazorlibrary.org/ show less

Ambientada en una ciudad del norte de Alemania a principios del siglo XX, narra las peripecias de un profesor de instituto obsesionado con el orden moral y la disciplina. En su empeño de erigirse en guardián de la moral, el profesor cometerá, sin embargo, un pequeño desliz que cambiará para siempre su vida y la de toda la ciudad.

Leraar Raat, Unrat voor de leerlingen en de mensen in de stad, aan het gymnasium is nogal tiranniek aangelegd. Speciaal op drie leerlingen heeft hij het voorzien, die volgens hem tegen hem samenspannen. Hij zal er wel voor zorgen dat die leerlingen nooit verder kunnen studeren, zodat ze niet verder in het leven zullen komen. Hij betrapt één van hen op een gedicht waarbij sprake is van een Künstlerin Frölich. Hij gaat naar haar op zoek en hij vindt haar in het café De Blauwe Engel. Prompt ontwikkelt Unrat zich tot beschermheer van Künstlerin Frölich. Hij gaat daarbij heel ver, vindt dat ze altijd het beste verdient en steekt zich in de schulden en al. Uiteindelijk loopt het natuurlijk verkeerd af... Zoals met alle tirannen (?)...