Once a Greek

Qual'è la forza della virtù?
Qual'è la forza dell'amore?
E' più facile sopportare un eccesso di fortuna o un eccesso di sfortuna, e, soprattutto, c'è più moralità nella fortuna o nella sfortuna?
Una deliziosa commedia degli equivoci.

Schweiz, ca 1955
En lille grå underbogholders underbogholder Arnolph Archilochos på 45 år ryger ikke, drikker ikke, bander ikke og har faste meninger om hvordan verden er bygget op. Han har heller aldrig plejet omgang med det andet køn. Han er også religiøs, De næstsidste Kristne Gammelnypresbyterianere. Han arbejder for maskinfabrikken Petit-Paysan i fødselstangafdelingen og mener ikke at det er et problem at de mest producerer maskingeværer og atomkanoner, for de laver jo også barbermaskiner. Sjovt nok er Arnolph også beundrer af en kunstner Passap, der laver billeder med firkantede trekanter, trekantede firkanter og bulede cirkler. Arnolph spiser hver aften sin mad i en lille kro, Chez Auguste, ejet og drevet af Auguste show more Bieler og hans kone. Madam Georgette Bieler er ikke begejstret for Petit-Paysan og mener at når hæren har fået hvad den skal bruge, bliver der krig. Og sådan er det altid.
Arnolph er med andre ord vældig god til at tro godt om verden og dens mennesker, selv om der objektivt set slet ingen grunde kan findes til det.
Arnolph har en bror, Bibi Archilochos, der er arbejdsløs. Arnolph bor i et kvistværelse, selv om hans løn faktisk er godt betalt. Men Bibi er en snylter. Arnolph inviterer Bibi med familie på frokost en søndag. Bibi har syv børn, Theophil og Gottlieb er næsten voksne, Magda-Maria er 13, Matthæus og Sebastian er tolv og ni og de to tvillinger Jean-Christoph og Jean-Daniel er seks. Der er også en bekendt til konen, to veninder og et vedhæng til Magda-Maria. De er larmende, uhøflige og stikker med kniv. Men Arnolph forsvarer dem og siger at de er fornemme væsner, måske bare ikke uden videre i stand til at klare dette liv. Frokosten koster ca en halv månedsløn for Arnolph. Kort efter overtaler Georgette ham til at sætte en annonce i avisen og han er med på ideen: "Græker søger Grækerinde" for engang for længe siden kom hans stamfader fra Grækenland og når der er tåge, regn og kulde længes han til Peloponnes, selv om han aldrig har været der. En Chloé Saloniki svarer på annoncen og de mødes. Hun er omkring de tredive og smuk, dyrt klædt og med en dyr parfume. Alle andre end Arnolph ser straks at hun har en fortid som prostitueret. De går tur og hun fortæller en historie om græske forældre der er indvandret fra Kreta men frøs ihjel i de onde vintre og om et liv på gaden, indtil et arkæologpar mr Gilbert Weeman og mrs Elizabeth Weeman samlede hende op. Nu bor hun ved dem som husassistent, ordentligt klædt og ernæret. Arnolph sluger det råt og fortæller til gengæld om sin moralske verdensorden og om sin bror Bibi. På deres tur rundt i byen hilser alle mulige højtstående mænd pænt til dem og Arnolph er højst forbløffet. Chloé er uimponeret og mener blot at det viser at de er ordentlige mennesker. Han følger hende hjem og går tænksomt hele vejen tilbage. Han møder ægteparret Weeman og veksler et par ord med dem. Han fortæller at han skal giftes med Chloé og at de vil have børn, tre måske fire. Men om Weemans forstår noget eller bare siger Well? Hjemme venter Bibi på at slå ham for penge og Arnolph fortæller om Chloë og om at hun er husassistent i Boulevard Saint-Père nr 12. Bibi er ikke glad for at høre om planerne og slår ham for lidt flere penge. Arnolph ligger vågen om natten og tænker på større lejlighed og hvordan han skal få det til at hænge sammen. Men på job bliver han kaldt op til sin overordnede, der fortæller at hans chef vil tale med Arnolph og at han ellers lige havde planlagt at forfremme Arnolph. Mødet med chefens chef, hr Petit-Pierre, er overvældende for han sender ham videre til selveste Petit-Paysan (og prøver at give indtryk af at selv har været lige i gang med at foreslå Arnolph som vicedirektør). Petit-Pierre er sikker på at Arnolph skal udnævnes til fødselstangsdirektør. Den nuværende direktør Zeus er på vej ud og hans underdirektør Stüssi er blevet båret ud. En herlig parodi på parodiske udnævnelser i et firma, der er så stort at ingen ved noget om noget og hvor overordnede kan ansætte, fyre eller forfremme hvemsomhelst uanset kvalifikationer. Arnolph bliver udnævnt til generaldirektør for både fødselstangafdelingen og atomkanonafdelingen. De to afdelinger bliver slået sammen og en direktør Jehudi bliver pensioneret. Arnolph spørger til grunden for beslutningen for hans forfremmelse og Petit-Paysan forklarer at man er nødt til at være langsynet for at lede firmaet. Arnolph kommer ud fra audiensen og begynder at bruge penge. Han bestiller en tur til Grækenland med luksusskibet Julia. Han kan dog først få lov at købe billetterne, da han er blevet standsmæssigt klædt på ved byens bedste skrædder. Georgette er begejstret og sætter straks hans betaling op til det dobbelte udfra devisen om at generaldirektører er til for at blive flået. Da han er gået, diskuterer hun og Auguste lidt, for Georgette har været i samme verden som Chloé og har forståelse for at hun gerne vil væk fra den.
Arnolph får biskop Moser med på at vie ham og Chloé næste dag.i Heloisekapellet, selv om biskoppen har visse betænkeligheder. Arnolph går med på at indtræde i Verdenskirkerådet. Herfra går han videre til Galleri Nåleøje, hvor Passap har sin nyeste udstilling. I et abstrakt maleri genkender Arnolph sin forlovede og kører straks hen til Passap. Her bliver han bedt eller snarere beordret til at stå model til krigsguden Ares. Udenfor er det blevet sygt koldt og galleriejeren Nåleøje er ved at fryse til is, mens han vogter udenfor for at forhindre at Arnolph køber noget udenom galleriet. Passap er helt ligeglad og lader ikke Nåleøje komme ind. Arnolph kommer for sent til en aftale med Chloé, men bliver lukket ind i huset, hvor han møder advokaten maitre Dutour, der dels overdrager ham huset og dels fortæller at alt er arrangeret af Chloé angående brylluppet den næste dag. Arnolph tror stadig at Chloé er husassistent hos ægteparret Weeman. Da Dutour er gået, udforsker Arnolph det store hus og finder til sidst Chloé liggende sovende i en stor seng. Hun får ham til at klæde sig af og har lige omfavnet ham, da Nåleøje forstyrrer. Han har taget en Passaps skulptur af Chloé med, men selv er han hundesyg og vil have Arnolph til at ringe efter en læge og finde en flaske cognac. Arnolph går ned i kælderen og finder Bibi og nogle af hans børn og hans kone og en filejs i færd med at drikke sig fulde. Han forsøger forgæves at smide dem ud og er efterfølgende så træt at han bare lægger sig på sofaen og falder i søvn. Næste morgen bliver han vækket af en kammerpige. Alt er lagt tilrette og han og Chloé bliver viet. Men så går det op for ham at han har giftet sig med en kurtisane og han flygter i fortvivlelse ud fra kirken. Han tager hjem på kvistværelset og vil hænge sig. Men en anarkistleder Fahrck dukker op med en plan, hvorefter han kan hævne sig ved at sprænge statspræsidenten i luften med en håndgranat. Han opgiver selvmordet og bryder ind ved statspræsidenten, der imidlertid tager godt imod ham, serverer en hyggelig natmad, snakker med ham og får ham til at indse at Chloé og han stadig kan finde kærligheden sammen. Han tager tilbage til huset, som Bibi og hans familie er ved at hærge for fuld kraft. Arnolph renser huset som en hærgende vildmand og smider rakkerpakket på porten. Til sidst smider han håndgranaten efter dem og står vild og blodig i døren til sit demolerede hus.
Her slutter romanen første gang, men så fortsætter den (af hensyn til lånebiblioteker).

Med vanlig humor har forfatteren lavet to slutninger. Den ene slutter bare, men den anden "slutningen for lånebiblioteker" fortsætter handlingen lidt og ender lykkeligt. Arnolph rejser til Grækenland for at hjælpe arkæologægteparret med at grave. Efter nogle uger med hårdt arbejde finder han Chloé, der er rejst efter ham. Mens de er i Grækenland, sker der en revolution og de fleste af rigmændene går fallit. Fahrck kommer til magten, men efter et stykke tid glider han til højre og tingene bliver næsten som før. Chloé og Arnolph tager tilbage og åbner et lille pensionat i huset. Men nu er de gamle kendinge blevet kedelige og Chloé og Arnolph tager tilbage til Grækenland for at fortsætte udgravningerne og lede efter kærligheden.

Morsom kombination af satire og "fisk på land", hvor Arnolph bliver hevet ind i en for ham helt ukendt eller i alt fald uerkendt verden. Her er også "rags to riches" eller "Jeppe i baronens seng" for fuld udblæsning. Det hele udstiller Arnolphs dobbeltmoral. Der er nok ikke mange, der kan sige sig helt fri for den slags, men her ryger og drikker biskoppen, mens man udadtil prædiker afholdenhed. Advokat Dutour forklarer en hjælpearbejders forbrydelser med at det er kødet, der forfører ånden. Og så videre. show less