Digits and Dastards

Indeholder "Forord", "Nattens børn", "Den onde selv", "Jord nr. atten", "Stjernernes fader", "Orions fem helveder", "Med Redfern på Capella XII", "Sådan tæller man på fingre", "Binære tal og menneskets vaner".

"Forord" handler om at Pohl efter en diskussion med nogle andre sf-forfattere skrev et par artikler om binære tal og det gav en masse henvendelser fra læsere. Desværre allesammen fra matematikinteresserede, der allerede vidste alt om binære tal. Resten af læserne sprang bare det kedelige matematik-agtige afsnit over.
"Nattens børn" handler om et reklamebureau Moultrie & Bigelow, der er hyret til at fikse en afstemning. Den lokale afdelingsleder, T. Wilson Haber, er et fjols, så nu har firmaet sendt Odin Gunnarsen - show more kaldet Gunner - der ikke lægger fingrene imellem. Det handler om at få det rigtige resultat (dvs den der er ønsket af Det Arkturiske Forbund, der har hyret M & B) og midlerne er underordnede. Jobbet er noget op ad bakke, for Forbundet er sådan set i krig med Jorden. Arkturanere lugter grimt af rådden hvidløg og der er lige ankommet en til byen som del af en våbenhviledelegation. Gunner er småkærester med Candace Harmon, der er en af de lokale M & B ansatte. Han overvejer sågar at gifte sig med hende. Hun arrangerer rundtur på hospitalet, hvor nogle børn, der er blevet brugt som forsøgskaniner af arkturanerne er indlagt. Det er hjerteskærende. Gunner mener at man altid kan løse et problem, hvis man vil betale prisen og i dette tilfælde er det så ham selv. Han får alle gjort møgsure på ham selv, så selv de argeste modstandere vil stemme for at arkturanerne får en base der. I alt fald hellere end de vil arbejde sammen med Gunner.
"Den onde selv" handler om piloten Dandish på et rumskib med nedfrosne kolonister. Han vækker en af dem og nyder lidt at se på hendes nøgne krop, men hun er ikke med på noget, så han lader hende fryse ned igen efter at have hørt på hendes beklagelser. Og egentlig er det også omsonst, for han er bare en lagret intelligens uden krop. Så han kan ikke engang græde.
"Jord nr. atten" handler om at Jorden - Jord 18 - er erobret af udenjordiske væsner, som styrer Jorden som en kombination af turistattraktion og jagtområde. Turistbrochuren er ikke helt korrekt mht om det nu hed Washington eller Wash-is-done og den slags, men turistbrochurer er heller ikke kendt for historisk korrekthed, så pyt. Brochuren ender med at ønske de besøgende en god hjemrejse og bedre held med deres næste ferie.
"Stjernernes fader" handler om dr Norman Marchand, dar har gjort det muligt at rejse til stjernerne. Selv er han kommet til en planet omkring stjernen Groombridge 1618. Han har fået finansieret både ekspeditioner til de nærmeste stjerner og at nogen har fundet ud af at "svejse" mennesker til chimpansekroppe, men hans tid er ved at være omme. Både efter hans egen opfattelse for han er seksoghalvfems og ifølge lægen Asa Czerny. Han prøver at gøre regnestykket op. Han lader sig svejse til en chimpanse og er med på den første HEL (Hurtigere End Lyset) rejse, som er en sen frugt af et andet forskningsprojekt som han også har skaffet penge til. HEL forskeren Sigmund Eisele og Marchand mødes. Et HEL skib bliver bygget og de indhenter det gamle Tycho Brahe, der stadig er undervejs. Marchand er ked af at nogle har spilldt deres liv på at rejse til Groombridge 1618 før HEL rejserne blev mulige, men andre er ikke så hårde ved ham som han selv og de døber enstemmigt den beboelige planet, de finder, Marchand til hans ære.
"Orions fem helveder" handler om Herrell McCray, der på et splitsekund er gået fra at være navigatør på rumskibet Jodrell Bank på vej til Betelgeuse Ni til at være fanget i en slags fælde. En skabning ved navn Hatcher har snuppet ham og en undersøgelseskomite af sære væsener iagttager McCray og hans brug af paranormale (dvs elektromagnetiske) kræfter. I fælden er en rumdragt, som McCray godt kan betjene. Der er også en trådløs telefon, der bruger noget, der er en million gange hurtigere end lyshastighed. Det skræmmer McCray noget at der ser ud til at være flere timers forsinkelse på forbindelsen, men han aflægger en koncis rapport om hvad der er sket og håber på at folkene på Jodrell Bank så kan bruge det til noget. Det bliver varmere i fælden og han skynder sig i rumdragten og griber en økse, der også ligger der. Han kommer ind i et andet rum og han får også kontakt til en kvinde, der åbenbart også er fanget der. Hun er kineser og er i mellemtiden blevet bevidstløs måske af chok over kidnapningen. McCray får svar tilbage fra kaptajn Tillingher i Jodrell Bank om at de kan bekræfte at han er ca 1000 lysår væk fra dem. Deres gæt er at de endelig er faldet over nogle superrumvæsener, som de har spekuleret over i et stykke tid. Imens er Hatcher ved at være desperat for en anden undersøgelseskomite har selv fået kidnappet en af deres undersøgere. Måske er De Gamle, som for mange, mange år siden var ved at få ram på Hatchers race, dukket op igen. Hatchers race bruger psi-kræfter og forstår ikke rigtigt de kræfter, som McCray og menneskene bruger. De giver på en smertefuld måde McCray deres egen slags kræfter og han kan både overskue hele deres dele af galaksen og transportere sig selv tilbage på Jodrell Bank. Men undervejs har han også set det Hatchers folk kalder for De Gamle fra Centralmasserne og de ser ikke rare ud. På rumskibet hilser han på Chris Stoerer, hans næstkommanderende. På skibet er der gået otte dage, så det er ikke underligt at McCray er træt og sulten. Han tager igen ud i rummet med sine nye psi-kræfter og opdager at Hatchers folk og deres planet er væk. Så de har skjult sig igen og skubbet menneskene ind på kamppladsen i håb om at de vil nedkæmpe De Gamle uden risiko for Hatchers folk. Den ide er McCray helt med på.
"Med Redfern på Capella XII" handler om at Redfern er blevet fanget af fnitter på planeten Capella XII. En anden mand, Di Candia, får ham fri og tilbyder et job. En major-general Sir Vivian Mowgli-Click, en hr Cowper og en frk Garney og Di Candia har planer om forretningsforbindeler med fnitterne. Redfern bliver øjeblikkeligt forelsket i frk Garney, da han ser hende. Hun får ham forklædt med et falsk skæg og får ham til at vise hende hvor "Gløden over alle Fnitter" har sit harem. De går tilbage til gruppens rumskib og de andre går hen til haremmet, mens frk Garney og Redfern drikker te og snakker. Redferns planer med frk Garney bliver forhindret af at hun holder en forskærerkniv mellem dem, men hun lader til at opfatte det som helt normalt at mænd er interesseret i hende på en påtrængende måde. De andre kommer tilbage til skibet og har taget en fnitte med som fange. Redfern kan se at fangen er en højkongelig fnitte, så han er ikke så begejstret over at være indblandet. Generalen, Cowper og Candia går tilbage til fnitte-byen og frk Garney fortæller Redfern om deres plan. Redfern opdager at de andre ikke ved at fnitter har tre køn og at de andre har misforstået alting og sikkert er i livsfare. Det er helt rigtigt, for hele selskabet bliver overmandet af fnitter og står til dødsstraf for at have bortført Glødens parahustru. Redfern redder dem ved at få deres afrejse med raket til at se ud som om de alle er gået op i flammer. Eneste ulempe er at frk Garney er brændt varm på Redfern, men hun er tudsegammel og kun nogle foryngelseskure har reddet hendes yngre. Det bliver en lang tur hjem.
"Sådan tæller man på fingre" handler om at bruge fingrene til at tælle binært, så man kan huske tal fra 0 til 1023 uden videre. Hvorfor er det dog ikke slået an?
"Binære tal og menneskets vaner" handler om Pohls forslag til at skrive og udtale binære tal. Det slog ikke rigtigt an.

Nogle små noveller og faktuelle afsnit i et udmærket miks. HEL er sjældent brugt i litteraturen, hvor man mere bruger FTL (Faster Than Light). show less