Lucca

The story begins in a hospital in Denmark where a 32-year old woman, an actress, has been brought in from a horrible automobile accident and is critical condition. Her name is Lucca Montale. Her arms and legs are plastered and her eyes are bandaged. It falls to Robert, her doctor, to tell her she will not see again. From this point, the story generally moves back in time to tell the individual stories of these two people before and up to where they meet in the hospital.

Grøndahl's writing is emotionally dense, penetrating and perceptive. I'm not sure if he is empathetic to his characters or just offering the reader the opportunity of being so. He tells their stories through their relationships with others; parents, friends, lovers, show more co-workers, children. The book seems dense beyond the page count and I took it slowly. Admittedly, at one point, I got frustrated with Lucca—ready to throw the book because I could see the car wreck coming—but I'm fairly sure the author intended that. Robert's story is far less firery but no less interesting. Eventually, Grøndahl brilliantly brings the story of the two people around to the present for what I thought was an exquisite ending. show less

I was a little disappointed with this book. I don't think it's the author's best work. That said, Grondahl does have moments of what I consider to be great writing. It's definitely worth reading over all, but there are patches that made me wonder. He is at his best in describing the subtle aspects of human interactions and there are plenty of these in Lucca, but I reckon the book could have done with a bit of editing to cut out some of the less inspiring parts. Or maybe I'm just not smart enough to appreciate good writing!

Te veel herhalingen, herkauwingen, langdradigheid, vaagheid en besluiteloosheid betekenen dat het verhaal weinig vaart heeft en de betere fragmenten als los zand aan mekaar hangen. Voor de tweede maal onuitgelezen terzijde gelegd, hoewel andere werken wel wisten te boeien.
Mogelijk heeft het te maken met de inhoud: het onvermogen tot het in stand houden van een bevredigende relatie?

Jeg havde næppe læst mere end 30 sider af Jens Christian Grøndahls bog ’Lucca’ før jeg tænkte tanken: ”Det her er en lægeroman” – og det var ikke venligt ment.

Men som sagt var mit indledende indtryk ikke særlig godt. Romanen handler om Lucca, der på første side er ved at køre sig selv ihjel som spøgelsesbilist på grund af ulykkelig kærlighed, og lægen Robert, som lapper hende sammen, da hun havner på hans operationsbord. I en serie tilbageblik rulles deres tidligere liv – særligt deres kærlighedsliv – op, mens vi i romanens nutid følger, hvordan Robert bliver rodet stadig mere ind i hendes privatliv og hurtigt overskrider grænsen for, hvor meget læger normalt blander sig i patienternes tilværelse uden show more for hospitalet. Det står simpelthen skrevet ud over siderne, at de to må få hinanden til slut, og det tjener bestemt til Grøndahls ære, at han i sidste ende lader spørgsmålet stå åbent. Det ville en ægte lægeroman aldrig have gjort.

Den vanskelige kærlighed i det moderne samfund med seriel monogami, sidespring og kampen for at finde ud af, hvem man egentlig er og skal være, er naturligvis yderst relevante temaer, men romanen overbeviste mig ikke. Grøndahl skriver smukt, og kapitlerne er flot komponeret med spring frem og tilbage i tiden, men der er også noget dybt forudsigeligt i, at snart sagt hver en mand og kvinde i historien ender i seng med hinanden. Det skal ikke tages som moralsk forargelse, eller at jeg ikke finder de enkelte forelskelser realistiske. De bliver bare forudsigelige.

Det smukke sprog er også et langt og omstændeligt sprog, og det irriterede mig faktisk også lidt. Måske er det fordi jeg lige har læst Helle Helle, der skriver umådeligt nøjeregnende, og intet overflødigt fedt har med, men jeg sidder bagefter tilbage med en fornemmelse af, at romanen fint kunne have klaret sig med to hundrede sider frem for fire hundrede – og det er selvfølgelig aldrig en god ting, når en bog skal vurderes. ’Lucca’ er velskrevet, relevant og lidt kedelig. show less

Boken har ett rakt och bra språk. Intrigen och berättelsen ger förutsättningar för ett toppresultat men jag saknar känslan. Jag läser med en viss disans till huvudpersonerna och väntar på att jag skall gripas av deras öde men det sker aldrig. Karaktärerna kryper aldrig under skinnet på mig och jag blir inte riktigt berörd av deras berättelser.

Dit boek is vooral te lang. Jammer want zo af en toe zijn er aardige observaties.