Fire dage i marts

Mooi boek dat je doet stilstaan bij de kronkelwegen van je eigen levensweg. Passeren in revue: het jonge kind nooit een evenwicht gevonden omwille van het onharmoniese huwelijk van haar ouders, de lieve kleindochter die openbloeit dankzij een pracht van een opa - niet écht de hare, maar who cares? - , de echtgenote die geen dubbel spel wil spelen, de jonge vrouw vertederd door haar unieke jongetjesbaby, de volwassen moeder die een muur van onbegrip tussen en geliefde kind en zichzelf ziet verrijzen, de zelfstandige single die een perfekte balans lijkt te vinden tussen een geslaagde loopbaan en de voldoende aandacht van haar getrouwde twintig jaar oudere minnaar. Plots stort alles in: het jongetje blijkt aan crimineel migrantenbashing show more te doen, de man verkiest uiteindelijk de zorg voor zijn vrouw. Positief is wel bij het ontrafelen van het verleden, een kiem van begrip voor de bon-vivant moeder die haar eigen weg ging, de open ogen voor het leven van de prachtopa die het toch niet altijd even gemakkelijk had, zelfs een iets andere blik op het verwende jongetje van een verlaten echtgenoot die er toch maar in slaagde een nieuw mooi gezin op te bouwen. Het ideale afgeborstelde bestaan van de integere stiefbroer vertoont evenzeer enkele barsten. Het leven in een twintigste eeuwse Skandinaviese stad spiegelt zich aan idlylliese jeugdpassages:groen, het primitieve buitenleven, de sensatie van lucht en water. Een aanrader! Niet zozeer omwille van het toch wel eenvoudige plot (dat dankzij de kijk in het verleden heel wat gekomplikeerde wordt), vooral om de algemeen menselijke problemen en onvolkomenheden die aangeraakt worden. show less

Februar måneds bog er Jens Chr. Grøndahls nye roman ’Fire dage i marts,’ der er en selvstændig roman, men som samtidigt skal ses som tredje og sidste del af den trilogi om kvinder, der blev indledt med ’Lucca’ og fortsat med ’Et andet lys’. Bogen er centreret om den knap 50-årige Ingrid Dreyer, der er succesfuld arkitekt, fraskilt mor til en vranten teenager og en gift mands elskerinde. Om det er et tilfredsstillende liv kan diskuteres, men for Ingrid kommer det under alle omstændigheder som et chok, da hun under en projektpræsentation i Stockholm ringes op af politiet, fordi sønnen Jonas er blevet anholdt for vold.

Hun rejser straks hjem, for selvom hun egentlig ikke ved, hvad hun skal stille op, så står det i hvert show more fald klart, at der må reageres på sønnens afveje. Over de næste fire dage må hun også tage sit eget liv op til revision. Er livet som elskerinde egentlig nok? Vil hun fortsat satse på sin karriere? Og først og fremmest: Er hun i gang med at gentage det forældresvigt, som hun selv og hendes mor tidligere har været udsat for? Både bedstemoderen Ada og moderen Berthe har nemlig svigtet deres mænd og ikke mindst deres børn ved at sætte alt på selvrealiseringens bræt.

Som i ’Lucca,’ der er den eneste af Grøndahls tidligere romaner, jeg har læst, er kompositionen omhyggeligt bygget op om en indledende dramatisk hændelse, som derefter forklares med erindringsbilleder – og erindringsbilleder i erindringsbilleder. Den sælsomme familiesaga er bogens styrke. Der spørges hele tiden til den ufrivillige sociale arv, for i hvert fald Ingrid prøver aktivt at blive en bedre mor end hendes egen. Et af romanens helt store problemer er, at vi aldrig får mulighed for at vurdere, om det faktisk er tilfældet. Jonas er som person en ren papfigur, og der siges så at sige intet om, hvor Ingrid egentlig har svigtet. Ud over at hun er blevet skilt fra Jonas’ far, og det er vel ikke Grøndahls pointe, at skilsmisse i sig selv gør børn til ofre for omsorgssvigt med kurs direkte mod en kriminel løbebane?

Selvom de fire dage ændrer Ingrids livsopfattelse, så postuleres det ikke, at hun dermed når frem til en ”sandere” erkendelse. ”Sandheden bag løgnen om, hvem man er? Ingrid ved snart ikke, hvad der er hvad. Måske afløser sandhederne bare hinanden. Måske er de kun sande så længe, det varer. Og så er der løgnene bag sandheden eller bare fortielserne, alt det uden for billedet.” (S. 314) Konsekvensen af den betragtning er, at vi aldrig når frem til den endelige sandhed – men også at det liv, som vi på tidspunkt har lagt bag os, ikke nødvendigvis var forkert. Det VAR rigtigt; nu er det bare blevet nødvendigt at gå videre.

Overordnet set er jeg stadig ikke begejstret for Grøndahls stil. Kompositionen er for bevidst konstrueret, og til tider bliver beskrivelserne lovligt omstændelige. Men i forhold til ’Lucca’ er de værste forudsigeligheder udryddet, og først og fremmest virker det som om Grøndahl virkelig har noget på hjerte. Selvom det irriterer mig voldsomt, at den indledende dramatik aldrig forklares, så er samspillet mellem de tre generationer af kvinder spændende skildret.

Halvvejs igennem de seks bøger har jeg svært ved at se en oplagt vinderkandidat, men personligt har jeg bestemt opnået et af mine mål ved at være med; nemlig at stifte bekendtskab med nogle forfattere, som jeg ikke kendte – i hvert fald ikke andet end af navn – i forvejen. Der har ikke været tale om dårlige bøger, men på den anden side har der heller ikke været et værk imellem, som alle BURDE læse, eller som ligner et nyt bud på Den Store Danske Roman. show less

Havde ind imellem lidt svært ved at fastholde interessen, men en god beskrivelse af 3 generationer af mødre. Omfattende svigt fra alles sider overfor børnene. Kvinderne virker meget egoistiske og selvcentrerede. Iscenesætter virkeligheden efter deres lyster.

Het boek is heel psychologisch, maar de karakters zijn goed uitgewerkt. De overeenkomsten tussen de relaties van drie generaties vrouwen vond ik gezocht, net als het einde.
Vanwege de mooi beschreven menselijke trekjes toch drie sterren.

Velskrevet, ikke megen ydre handling. Bogen står og falder med, om man kan engagere sig i de beskrevne personer.

Wat een saai boek! Ik heb het uitgelezen, maar weet eigenlijk niet waarom. Veel pychologisch geneuzel, weinig actie. En af en toe rare zinnen, maar misschien ligt dat aan de vertaling? Ik vond de vrouwen in het boek stuk voor stuk vervelend! Snap niet wat de schrijver zelf in ze zag.