The plotting is so subtle that one barely notices questions being raised and then, cleverly, answered. By the end, when all the pieces fall into place, we can see how elegantly Petterson has constructed matters, letting us live in a mystery we don't know needs solving until the solution is presented.

An impressive novel of rare and exemplary moral courage, and commendably makes convincing the confrontations of different individuals, different milieux.

Det er en ufattelig smuk historie, og det er ikke underligt, at Per Petterson har fået sit store folkelige gennembrud med den i Norge ... Gid mange danskere også vil læse denne både stille og store roman.

'Ud og stjæle heste' er Per Pettersons fjerde roman på dansk. I 2003 var det den bog, alle talte om i Norge, og den er både blevet belønnet med priser og blevet en læsersucces. Man forstår det godt. Læs den selv!

Man ... føler en ubetinget glæde – og smerte! – ved at læse den norske forfatter Per Pettersons romaner. For de bærer sig selv med deres helt egen spinkle kraft. Det gælder dem alle. Og det gælder ikke mindst Pettersons seneste roman, en lille frostklar perle ... Ud og stjæle heste har alt, hvad man kan bære på sine skuldre af nordisk natur ... Men det er sprogtonen, der er magien hos Petterson ... Som læsere føres vi gennem sprogets vindkorridorer ikke bare ud i naturen, vi går i ét med landskabet, det indre som det ydre, og dér, hvor tæppet sænker sig for romanens hovedperson, er også grænsen for vores indsigt. Vi når så langt, vi kan – mere ved vi ikke, heller ikke om os selv. På den måde er læseren i høj grad med, med på en rejse, en søgen, en undren ... en historie om paradis-tabet. Og om det fortrængte, der altid vender tilbage. Og om den far, der må dø (eller forsvinde) for, at sønnen kan blive voksen. En historie, der er gammel som mennesket, men som her sker så smerteligt, som var det allerførste gang. Holdt fast i vindens bevægelser af Per Petterson som en drage i to tynde tråde. Og med det samme afgrundsagtige skred, da snoren brister.

Per Petterson er en mester ud i erindringens brudte tilbageblik. Og om nogen kan han tone melankoliens blå farve ud i nuancer, som man knap kendte eksistensen af. Det er fremragende. Med en afstand på 50 år fortælles historien om en skæbnesvanger sommer, der med ét slag forandrer alt for den 15-årige Trond og forfølger ham resten af livet. Trond er ved romanens begyndelse 67 år. Hans kone er død, og han har trukket sig tilbage fra et årelangt liv i storbyen for at realisere en gammel drøm om at bo helt derude, hvor der ikke er andet end stilhed. Det viser sig dog hurtigt, at ingen nok så massiv stilhed kan lægge låg på fortiden, og snart blander de mange erindringsglimt sig insisterende med elvens klukkende løb og ulvenes hylen. Med stor indføling beskrives stilfærdigt, hvordan de stille katastrofer i et sart pubertetssind med alderen forvandles til stentunge traumer ... Per Petterson er tilsyneladende ikke den, der brager igennem til et bredt publikum, men han er en sand perle, som det er værd at have liggende i sine litterære gemmer.

Petterson beskriver så fuldkomment, at man ser landskabet, føler vinden, lugter jorden, og han gør det så udemonstrativt, at man føler, at man selv har plads i fortællingen ... Det er hverdagsliv forvandlet til magi ... Som sin far læser den aldrende Trond Dickens, og som Dickens tegner Petterson personer og miljø så uendelig præcist og detaljeret, at man adskillige gange under læsningen kræver ørenlyd for højtlæsning af udvalgte afsnit. 'Ud og stjæle heste' er en bog af den sjældne slags, man glæder sig til at komme hjem til.
*****