Jørn Riel (1931–2023)

Très bien écrit, on se croirait dans les étendues glacées du Groenland. Dommage que ça manque d'humour.

Not sure about the audience for this one. It's 110 pages with full color illustrations but it's a 5.5 reading level with more challenging vocabulary. That said, it was a good read.

Der er noget meget dansk over Jørn Riels nordøstgrønlandske univers. Grønlænderne ser man ikke meget til, og til gengæld er området befolket af excentriske personer, der nok kan spille hinanden et puds, men hvor hjertet i sidste ende sidder på rette sted. Parallellerne til den danske folkekomedie er tydelige, og også i dette tilfælde fortælles historierne med lune og dyb respekt for karaktererne.

Jeg har tidligere læst Signalkanonen, så persongalleriet er velkendt: Bjørken, Mads show more Madsen, Lasse Lille, Lodvig, Greven og så de udefrakommende bipersoner, der er med til at drive historierne fremad. Det er et ganske lille samfund, hvor fangerne bor en, to eller tre sammen i fjordene, og hvor der kan gå måneder mellem, at de ser andre mennesker. Det kræver selvfølgelig mennesker af en særlig støbning, men selv disse dyrkere af tavshed og (særligt om vinteren) søvn kan få behov for selskab. De kan kaste deres kærlighed over dyr, som i ’Alexander’ og ’Grisen’, eller de kan pludselig føle trang til at gøre besøgsrejse og se nogle andre.

Det er en lille verden præget af sine egne ideer, og hvor man ikke tager udefrakommende forsøg på at bestemme særligt højtideligt. Det er særligt tydeligt i ’Da løjtnanten blev tæmmet’ hvor en fuldbyrdet dansk officer sendes til kolonien for at sætte lidt skik på deres forsvarsvilje. Fangerne leger med nogle dage, men da de bliver trætte af hans bestemmetrang, bliver han sat grundigt på plads. Andre gange er det en fornøjelse at få lidt inspiration udefra. Da de en sæson får besøg af en tatovør, bliver hele mandskabet flot udsmykket – og tatovøren kan rejse hjem med en formue, for han har plukket dem for skind.

Der er selvfølgelig masser af barokke hændelser. Vi møder en mand, der stædigt stikker sit hoved ind i ovnen for ikke at tale med sin gæst, en toiletspand, der koger over på komfuret, en død mand, der bliver frosset ned og tøet op, så han kan sidde med til bords ved sit eget gravøl og meget andet.

Det er morsomt, selvom det ikke er helt så hysterisk vanvittigt som i Signalkanonen, og gennem historierne flyder en strøm af menneskelighed og kammeratskab. show less

Hvem ville tro, at ti noveller om en flok fangstmænd i Nordøstgrønland ville være så underholdende?

Jørn Riel har strikket 180 letlæselige sider sammen med et sprog der er lige ud af landevejen, og med masser af morsomme vendinger i sine fortællinger. Vi følger de samme løjerlige skikkelser der skiftevis får en tur i rampelyset hvor humor og brændevin nærmest virker som livsnødvendigheder. En af de sjovere og absurde skrøner, En festlig begravelse, mindede mig om de historier show more der florerer omkring John Barrymore. Det er dog også her, at sammenholdet mellem gutterne viser sig stærkt når det kommer til stykket til trods for de forskelligheder de nu engang har. Men bag alt gøglen ligger der dog også brudstykker af noget, af dybere karakter. På den tragiske side er der isolationen og den intense indflydelse den kan have på et menneske. Og så er der Herbert, der bor i en ussel trækasse der er så utæt at det stryger ind med sne når det blæser. På en tur med sin kompagnon hvor de ser huset fra en distance sættes det hele dog i perspektiv. Deres hjem er ikke bare fire vægge med et låg på men et virkeligt hjem der, som Herbert siger det, "rummer vore tanker og følelser og længsler." Det var et lidt overraskende, men også kærkomment indskud. Det var tankevækkende, at man under så ekstreme forhold alligevel rummer sådan en ydmyghed og at man tager til takke med hvad man har. Det står i skarp kontrast til de jammerlige småproblemer vi har nu til dags.

"Greven nikkede drukkent. Der var jo nok noget om snakken. For så vidt han vidste, så kom netop kartoflen fra Amerika lige som tyggegummi og syfilis."

"Den kolde jomfru og andre skrøner" var noget af en positiv overraskelse for et tilfældigt loppefund at være. Vurderingen får lige præcis et lille nøk opad fordi jeg undervejs grinte og smilte bredt op til flere gange. Og skulle muligheden byde sig igen, så tager jeg gerne til takke med en håndfuld skrøner til fra Jørn Riels pen. show less