Vom Aufstehen: Ein Leben in Geschichten

This "memoir in stories" won the eighty-year-old Schubert the 2020 Ingeborg Bachmann Prize, and it plays around with motifs from Bachmann's famous story "Das dreißigste Jahr" (apparently she was tempted to call it "Das achtzigste Jahr", but resisted). She looks back on her life, and in particular on her prickly relationship with her mother, in the context of the German history they both lived through. Schubert never knew her father, who was killed in the war, and it was her mother who had to save the five-year-old's life on the traumatic trek west ahead of the advancing Russians in 1945. An obligation that Schubert seems to feel they never quite forgave each other for.

There's also a lot of good stuff here about Schubert's difficult show more relationship with the authorities in East Germany — she was active in the reform campaigns centred on the Protestant Church and had a respectably thick Stasi dossier — about the changes in German society after reunification, about her work as a writer, about her religious faith and the role it plays in her life, about the trials of old age (mostly other people's, but occasionally her own too) and about the Mecklenburg village where she has lived for nearly fifty years with her husband the painter Johannes Helm. Sometimes it feels a little random as it jumps from one topic to another, but all in all it's a very rewarding and surprisingly optimistic account of living in Germany in our times. show less

Schubert er krigsbarn (født 1940), flygtning fra de tidligere tyske områder (Østpreussen) og præget af sit voksenliv i DDR. Her var hun en fremtrædende forfatter, inden hun blev involveret i afholdelsen af de første frie valg i 1990, der førte til den tyske genforening senere på året. Hos hende er der ingen ”ostalgi”.

Efter nogle år uden for rampelyset, fik hun et litterært comeback i 2021 med den selvbiografiske fortællekreds Vom Aufstehen. I stedet for at skrive sine erindringer som en lang sammenhængende historie, skriver hun 29 små kapitler, og selvom bogen åbner med en fortælling fra barndommen – den første sommerferiedag efter ankomsten til farmorens hus og have, der stadig står for hende som det bedste sted show more i verden – og lukker med titelfortællingen, der handler om hverdagslivet med en alderssvækket mand, hvor skønheden netop ligger i hver dag at stå op og komme i gang, så er opbygningen ikke kronologisk. I stedet cirkler Schubert om tre-fire centrale temaer.

Først og fremmest er der forholdet til familien og ikke mindst moderen. Familiehistorien er uløseligt flettet sammen med den store tyske historie.
Moderen kom fra det traditionelle uddannelsesborgerskab, og hendes far arbejdede som rektor. Det sluttede under nazismen, for hans aktive deltagelse i SPD førte til udrensning, og først efter genforeningen kunne Schubert endelig knytte forbindelsen til ham og selv blive medlem af partiet. Faderens side var fra provinsen, og hans forældre var langt fra imponeret af hans valg af hustru. Schubert har ingen personlig erindring om faderen, for han blev selvfølgelig indkaldt og faldt allerede i 1941.

Schubert vokser altså op som enebarn i Berlin, og moderen er ikke sådan at bide skeer med. Hun er mærket af krigen og flugten, der næsten kostede Helga livet, hun sørger over tabet af manden, og hun føler sig fanget med (ene)ansvaret for datteren. Forfatteren hæfter sig både ved de positive erindringer (moderens godnatsange f.eks.) og det vanskelige forhold til hende. I ”Eine Wahlverwandtschaft” signalerer Schubert mesterligt elementerne af fremmedgørelse ved at omtale sig selv som ”min mors datter”. Indholdet er da også barskt. Moderen lader f.eks. datteren blive hos den døende bedstemor med besked om at ringe til hende på arbejdet, når hun er død. Som voksen har moderen et næsten uansvarligt forhold til penge, og gang på gang forventer hun, at datteren hjælper til med at lukke hullet. Ikke nok med det: Den eneste i familien, som moderen rigtigt knytter sig til, er Schuberts barnebarn, noget som hun nødtvungent må acceptere.

Et andet tema er DDR-erfaringen: Følelsen af at være spærret inde og den konstante mistænkeliggørelse. I en rammende erindring fortælles om datterens ønske om at blive forstelev i den vestlige del af landet, og hvor der ikke så meget spørges til hendes interesse for faget som til hendes familieforhold og dermed risikoen for flugtforsøg. Fordi Schubert var forfatter, havde hun bedre mulighed for at rejse end andre, men derfor bliver hun også konfronteret med sin fortid og bedt om at forholde sig til sin opfattelse af sig selv som ”DDR-forfatter” af velmenende litteraturforskere efter genforeningen. Spørgsmål, der både provokerer og ansporer hende til kloge overvejelser.

Det sidste store tema er alderdommen og det at blive gammel. Schubert blev skilt og fandt sammen med en ny mand i 1970’erne, og længslen efter ro, får dem til at finde et hus langt ude i den brandenburgske provins ikke langt fra Østersøen. Der bor de fortsat, og Schubert skildrer fornemt en moden kærlighed præget af respekt og samvær – også selvom kroppen begynder at svigte og talrige besøg fra professionelle plejere bliver en del af hverdagen.

Helga Schuberts novellesamling giver et fragmenteret men fyldigt billede af et levet liv, og fortællingernes forskellige længde og litterære udtryk er med til at understrege, hvor sammensat et liv er. Det er kort sagt en bog, som man bliver gladere og klogere af at læse. show less

Helga Schubert erzählt in diesem Buch, das sie mit über 80 Jahren veröffentlichte, aus ihrem Leben. Dazu nutzt sie Geschichten, kurze Einheiten, kleine Formen. Ein beherrschendes Thema ist ihre Mutter, die sie nicht lieben kann, wohl aber ehren.
Es ist dennoch ein gutes Leben, das aus diesen Zeilen spricht, Resilienz, gespeist von der geliebten Großmutter, dem Beruf, der Natur, der Kunst.
Ich konnte nicht mit allen Texten gleich viel anfangen, insgesamt aber mochte ich das Buch sehr.
„Heute weiß ich: In dieser einen Woche vor Ostersamstag passiert alles, was ich inzwischen vom Leben verstanden habe: Wie schnell sich das Schicksal für einen Menschen ändert, dass man verraten werden kann. Dass es immer und vermuteten Beistand gibt show more und einen Ausweg. An diese Hoffnung will ich erinnert werden. Einmal im Jahr.“ show less

In 29 verhalen haalt de auteur herinneringen op aan een 80-jarig schrijversleven dat zich vooral in de DDR afslpeelde en aan de gecompliceerde relatie met haar moeder