Steen Steensen Blicher (1782–1848)

ikke totalt skåret op

Blicher har et fortjent ry som en af Jyllands og Danmarks store digtere. Han var en af de første til at skrive moderne fiktionsprosa på dansk, og han var samtidig - med sine mange noveller udgivet mellem 1824 og hans død i 1847 - den første betydningsfulde skikkelse indenfor dansk realisme.

Produktionen var stor, men også af meget svingende kvalitet. Det fremgår også af antologien ”Udvalgte noveller” som Georg Christensen udgav og kommenterede i 1922. Langt det mest er sorteret fra show more på forhånd, men jeg f.eks. godt have været ’Røverstuen’ foruden.

Jeg har anmeldt En landsbydegns dagbog, der med rette fremhæves som et hovedværk i egen ret. Men det er interessant, at brugen af dagbøger, breve og notater til at skabe autencitet går igen i andre noveller som ’Stakkels Louis’ og ’Præsten fra Vejlbye’. Læseren inviteres helt ind i hovedet på fortælleren, og hans personlige engagement i historien gør den også mere vedkommende.

I ’Stakkels Louis’ får vi ikke bare historien om en adelsmand, der blev fordrevet fra Frankrig under den franske revolution, der startede med stormen på Bastillen i 1789. Fortælleren har nemlig haft ham som fransklærer, da han var dreng i Danmark, og novellen fortælles gennem breve til en barndomsven, der også har kendt Louis:

”Når jeg siden har tænkt på vor stakkels Louis, er det kommen mig for, at han må have været noget stort før revolutionen – en Duc måske; hans navn kan ikke have været ukendt eller ubetydeligt, siden han anså for nødvendigt så strængelig at holde det skjult, thi Louis kaldte han sig jo kun efter sin ulykkelige konge.” (I, 90)

Så er scenen sat på en måde, der giver terroren en genkendelig ramme. Ser man ud over hele samlingen er det tankevækkende, hvor meget revolutionen og napoleonskrigene fylder i teksterne. Jeg har ikke læst så meget litteratur fra starten af 1800-tallet, men det er tydeligt, at de 25 års omvæltninger fyldte lige så meget i datidens bevidsthed, som anden verdenskrig kom til at fylde i dansk litteratur efter 1945. Det var simpelthen et fælles referencepunkt, som både personer og forfattere brugte som pejlemærke for deres fortællinger.

Trods sit demokratiske engagement i 1840’erne, var Blicher ikke begejstret for revolutionen og 1700-tallets naturfilosofi fremstilles som ødelæggende for liv og moral. Det fremgår tydeligst af ’Fjorten dage i Jylland’ fra 1836. Den amoralske baron Sonnenthal bruger den uden videre til at forsvare en hensynsløs egoisme, hvor hun uden blusel går så vidt som kidnapning for at få de kvinder han vil have.

”’Min Kærlighed til ham er dobbelt nu,’ havde hun sagt: ’den første var ren som den anden, men begge må sammensmelte til een. Tre engle, Therese! lede os gennem dette korte liv: Tro, håb og kærlighed. Men der kommer en tid, Therese! da hine forlade os, når troen er vorden vished og håbet opfyldt; da bliver kærligheden ene tilbage. - Ja i sandhed! det er den Guds kraft i de svage, som det naturlige menneske ikke fatter.” (II, 239-240)

Blicher var med til at give egnene omkring Viborg og Randers stemme. Mange af novellerne handler om det bedre borgerskab, men hans tætte forhold til almuen skinner tydeligt igennem. Han bruger deres sprog og fortællinger til at opbygge en ramme, der fremstår realistisk og særegen. Jeg kunne dog godt være foruden, at han ligefrem skriver på jysk som i ’E Bindstouw’. Det bliver lige besværligt nok at kæmpe sig igennem.

Selvom der er meget romantisk kærlighed i novellerne, så er der også en fremragende skildring af hedeegnenes særpræg og en stribe af interessante personer. Og når de stadig er interessante, så skyldes det, at de er tvetydige, skrøbelige og lige så lidt til at stole på, som os andre. show less

Digte og noveller er langt hen af vejen gledet ud i glemslen, men jeg kan huske de fleste af de hovedværker jeg læste i gymnasiet. Nogle af dem har med fornøjelse genlæst senere – Tom Kristensens Hærværk f.eks. – andre er jeg ikke stødt på siden. Til dem hører En landsbydegns dagbog, der i gymnasiesammenhæng har den store fordel, at den er kort. Men den er også god.

Vi følger drengen og manden Morten Vinge gennem en serie korte dagbogsnotater, der strækker sig over mere end show more fyrre år, fra 1708 til 1753. Vinge kommer fra små kår, men præsten Søren lærer ham latin. Han bliver nærmest optaget i familien og en slags bror til Jens, der er mere interesseret i jagt og ballade end i lærdom og litteratur.

Efter Sørens død flytter de begge til herregården Thiele, Jens som skytte og Morten som tjener. Her trækker overklasselivet i stræberen Morten, der lærer sig fransk og forelsker sig umuligt i datteren Sophie. Og dog: Hun er faktisk til at lokke, men det er Jens og ikke den forsagte Morten, hun vil have.

Huset går i opløsning, og Morten melder sig som soldat i den store nordiske krig. Han ender i russisk fangenskab i Sibirien og vender først hjem mange år senere. Historien slutter, da han endelig er blevet degn på sin fødeegn. Et liv præget af tab, et lillebitte socialt avancement – og muligheden for at blive begravet ved siden af forældrene. Det var så det liv.

Novellen er gribende, og selvom notaterne er spredte, så er der en klar rød tråd og en yderst vedkommende dramatik. Der var også mange ting, som jeg totalt havde glemt: Forholdet til Sophie havde brændt sig mindre fast end det ophold i Sibirien, det indirekte førte til. Under alle omstændigheder en interessant parallel til Holbergs og J.P. Jakobsens fortællinger om Marie Grubbe.

Men det er selvfølgelig hovedpersonen, der trækker læsset. Morten Vinge er som Johannes Vig en fortæller, der ikke er helt fin i kanten, men det får kun hans frustrationer og uopfyldelige ambitioner til at træder tydeligere frem. Er det en tragedie? Eller er tragedien, at han først til allersidst finder ud af, hvor han hører til?

Det var et godt gensyn. En landsbydegns dagbog kan godt anbefales – både til dem, der har læst den før, og til dem, der ikke har det. show less

Danmark, Vejlbye, 1626

"Præsten i Vejlbye" handler om den nyudnævnte herredsfoged og dommer Erik Sørensen. Han er opmærksom på ikke at komme i lommen på nogen, men han er nu interesseret i præstens datter og hun i ham. Præsten Søren Quist er lidt hidsig overfor en doven og upålidelig Niels Bruus, som han har i sin tjeneste. Dommeren synes at præsten bare skulle fyre Niels, men i stedet holder han på sit og vil have Niels til at bestille noget. Niels har en bror Morten, som show more dommeren har dømt imod i en sag om noget tørv, så Morten ser skævt til både præst og dommer. En dag kommer præsten for alvor op at skændes med Niels og slår ham med en spade og Niels stikker af. Uheldigvis for præsten er der ingen vidner og ingen har set Niels siden. Tværtimod har vidner set præsten grave noget ned i haven om natten og da herredsfogeden er nødt til at reagere på dette, så finder man et nedgravet lig på stedet. Præsten bliver arresteret. Der bliver holdt rettergang og han bliver fundet skyldig og kort efter henrettet. Enogtyve år senere bliver præsten i Aalsø opsøgt af en sølle mandsperson, der fortæller at han hedder Niels Bruus og har været ude af landet siden den dag, hvor hans bror Morten fik ham til at stikke udenlands og ikke vise sig i landet mere. Herredsfogeden dør kort efter og Niels Bruus bliver også kort efter fundet død udenfor Aalsø kirkkedør paa den salige Søren Qvists grav.

Her er mange gode overvejelser om retssikkerhed og dødsstraf. Der henvises i Indledningen til en beretning af historikeren Severin Kjær fra 1891, der samler datidens viden om sagen. Søren Qvists søn, Peder Sørensen Qvist, læser teologi og bliver siden sin fars efterfølger som præst i Vejlby. Han får sagen genoptaget og Jep Skade og et andet af vidnerne erkender at have svoret falsk. De bliver dømt og henrettet, men hovedmanden Jens Mikkelsen fører sin sag så snildt at dommerne i deres kendelse af 25 april 1635 ikke omstøder den oprindelige kendelse. Blicher har digtet ovenpå historien, for Søren Qvist gik ikke i søvne og erkendte på intet tidspunkt nogen skyld. Og den undvegne karl vendte ikke tilbage. Og herredsfogeden og præstens datter havde heller ikke noget med hinanden at gøre. Men det er sandt at det er en historie.

I denne udgave er selve historien sat med fraktur, hvilket må være Dansklærerforeningens særlige måde at sikre dens udbredelse på. Men så er da 𝖉𝖊𝖓 𝖘𝖆𝖑𝖎𝖌𝖊 𝕾𝖔𝖊𝖗𝖊𝖓 𝕼𝖛𝖎𝖘𝖙𝖘 𝕲𝖗𝖆𝖛 velforvaret. show less