Leif Panduro (1923–1977)

Pedig szeretem ezeket a könyveket – a hetvenes, nyolcvanas évek nyugati (elsősorban skandináv) irodalmát, amiket olyan finoman potyogtatott el itthon a Modern Könyvtár sorozat. Lenyűgöz, hogy mennyire más problémákkal képesek bíbelődni ezek a regények ahhoz képest, ami itthoni szaktársaikat foglalkoztatja – egzisztenciális létkérdések, elfojtások, amolyan édes kis semmiségek, a fogyasztói társadalom elviselhetetlen könnyűségei. Nem azt mondom, hogy show more mondvacsinált gondok ezek, dehogy is, a maguk kontextusában nagyon is fájdalmasak tudnak lenni, de ezzel együtt ott van mögöttük mindaz, ami azokat a társadalmakat pozitív értelemben megkülönböztette (-teti) ezektől a társadalmaktól. Például ebben a könyvben abból az apropóból, hogy elbeszélőnk tanárember, sok szó esik a dán középiskolák életéről. Szinte látom magam előtt a korszak kádárista iskolaigazgatóit, ahogy olvasván e regényt, beleütköznek a hasist szívó fiatalokba, a diákjaikkal házibuliba járó tanárokba, és az alá-fölérendeltségi viszont tökéletesen nélkülöző iskolavezetési struktúrákba. És akkor gyöngyözni kezd a homlokukon a veríték, ördög és pokol!-t kiáltanak (ami egy vélelmezett ateistánál a felfokozott idegállapot jele), és elmondanak egy hálaimát, amiért a dekadens nyugati elvek még nem szüremkedtek be ide. (Gyanítom, Hoffmann Rózsa nagyjából ugyanezeken a stációkon menne keresztül.) Pedig hát nekem olyan ezt olvasni, mint a lágy nyáresti szellőben fürödni. Minden valós veszélyével együtt egy ilyen nyitott lehetőségeket felkínáló rendszer az én értelmezésemben maga a paradicsom, még ha maga Panduro sem feltétlenül értene velem egyet ebben.

Szóval ez volt a jó. A rossz meg az, hogy ennek ellenére mégsem tudtam örülni ennek a könyvnek. Sajátos módon hamar kialakult egy összebékíthetetlen ellentét aközött, ahogy én el akartam képzelni az elbeszélőt, és aközött, ahogy Panduro megvalósította. Egy olyan középkorú figuráról van szó, aki udvarias távolságtartással kezeli környezetét, számára fajtársai csak egy gigantikus színházi előadás szereplői, ahol ő mint néző van jelen. Extrém hobbija, amit nem akarok elspoilerezni*, szintén ebből a hozzáállásból fakad. Én e percben is halálosan biztos vagyok benne, hogy egy ilyen főhősből a legtöbbet egy hűvös, tárgyilagos elbeszélői tónussal lehetett volna a legtöbbet kihozni, ami szépen bele is simult volna a skandináv minimalizmus prózai hagyományaiba. Panduro viszont valamiféle bizalmaskodó, helyenként kedélyes hangütést preferált, amivel én képtelen voltam kibékülni. Kifejezetten úgy éreztem, hogy el lett szúrva ezzel a sztori. Ennek fényében nem meglepő, hogy amikor a végkifejletben az író elkezdi ide-oda csavargatni a cselekményt, mint a csirke nyakát, az nekem inkább nem tetszett, mint igen. Kis csalódással csuktam be tehát e könyvet, és életemben először sajnáltam, hogy nem vagyok dán írófeleség Koppenhágában, mondjuk 1980-ban. Biztos leülnék az uram mellé, hogy „Ide figyelj, te Leif. Beszéljük csak át ezt az elbeszélői stratégiát!”

* A könyv címéből tulajdonképpen kisakkozható, a fülszöveg meg egyenesen lelövi a poént, ahogy amúgy a végkifejletet is, úgyhogy irgum-burgum, Modern Könyvtár! show less

Danmark, 1970
Marcus Lange er 41 år og gymnasielærer. Hans far var højskoleforstander, men døde kort inden han skulle på pension.

???

En pubertetsroman til teenagere og voksne børn.

"Rend mig i traditionerne" var i sin samtid en stor indflydelse på ungdommen, og anses ofte for at være relevant den dag i dag. Men er den nu også det?
Bogen bliver fortalt af hovedpersonen David, og den er faktisk ret sjovt skrevet og giver et par grin af sig undervejs. Jargonen minder mig bestemt også om perioden og er lidt smart i det med lidt slang som pynt der absolut beriger læsningen. Jeg kunne dog ikke slippe indtrykket af, at den show more der fortæller historien føler sig selv lidt for meget. Det er sjovt, spændende og engagerende til at starte med, lidt som en charmør, der ved hvordan en historie skal fortælles. Men halvvejs gennem bogen indser man, at personen ikke har nogen dybde, og han får virkelig trukket sit besøg ud. Faktisk må han egentlig gerne pakke sammen og smutte. Men han bliver bare ved med at snakke.

Alt er dog ikke forgæves, da bogen rent faktisk prikker til nogle interessante emner men den formår aldrig at lave de store ridser i lakken på det, den angriber. Så længe du bare er enig med præmissen bag, eller at du er tilbøjelig til det, og derfor kan hæve din næve i takt med bogen og sige, "det er også for dårligt, det samfund der!"
Jeg kunne bestemt godt lide prikket imod materialismen - at få det store TV eller den nye Mercedes, det store statussymbol. Essentielt er det blot et udspring af grådighed, hvilket bibelen har prøvet at advare imod i 2000 år. I samme boldgade bliver der også stukket mod at folk lader sig konfirmere for at få gaver og holde en fest, uden at forstå hvad konfirmation betyder, og hvad det har af mening. Men selv med dette, er der ikke særligt mange lag i dette løg, og det føles både fladt og frustrerende. Det er vigtigt at være kritisk anlagt, specielt i tider der er så præget af teknologi som vores, men der skal også være noget konstruktivt bag, uanset tidsperiode.

David drager mange paralleller til Hollywood med præmissen om, at livet er prædetermineret. Vi har blot nogle roller vi hopper ind i, og så kører forestillingen. Det var måske sandt engang, men det har det ikke været længe, og det er blandt andet her, at folk mener "Rend mig i traditionerne" er relevant i dag. Jeg kunne ikke være mere uenig. Der er intet i livet du skal. Der er kun konsekvenser ved dine valg, eller en mere populær skildring - du er din egen lykkes smed. I stedet for at kigge udad, når tingene ikke går som de skal, så skal man måske kigge indad. Lidt i samme boldgade, når hans underviser, Hr. Brøns, siger at man skal planlægge og stræbe, kæder David det automatisk til fjernsyn, biler, rejser samt succes, og i ægte teenagerfacon udbryder han, "Jeg gider ikke". Når vi stræber efter noget kan vi sætte noget godt op imod de hårde aspekter i livet. Det kan være at gå de famøse 10.000 skridt om dagen, blive den bedste version af dig selv eller læse en bog hver måned - noget der giver dig værdi i hverdagen. Og dét er altid værd at stræbe efter.

Vores hovedperson mener ikke at folk forstår ham. Voksne kan nemlig ikke se ud over sin egen næse. Dette er til trods for folk flere gange rækker hånden ud og prøver at hjælpe ham, men han vil aldrig sige hvad der er galt men modvirker dem blot i stedet. Han formår endda at bide og sparke folk fordi han mener der ikke bliver lyttet til ham. Men det er også ret svært at lytte til en der ikke vil sige noget - specielt en der ikke fortæller sandheden. Man kunne sige, at han bider hånden der prøver at brødføde ham. Som bogen skriver frem bliver den blot mere og mere frustrerende at læse, og det får David til at fremstå ret usympatisk og utålelig at høre på. Dette er til trods for der er øjeblikke hvor han teknisk set fortjener sympati, som hans fuldkommen fraværende mor, og hans besvær med at fortælle en pige hvad han føler for hende.

David vil heller ikke have tingene engang, han vil have dem nu! Fuldkommen som et utålmodigt barn der ikke kan se langsigtet på tilværelsen. Livserfaring er ikke til at holde ud at høre på, ifølge David. Det er jo også noget værre noget. Tænk at få råd og erfaring fra en masse, der er ældre end en selv, så man måske kan undgå at begå de samme fejl og forbedre sit liv, så hver generation ikke bare løber i cirkel og begår de samme fejl igen og igen og igen...
Han formår blot at fremstå som en bedrevidende teenager uden noget at have det i fordi han netop ingen livserfaring har. Som bogen skrider frem begynder den sidste del virkelig at være svær at komme igennem for det er det samme juks man sidder og læser.
Hvem er det i virkeligheden der ikke kan se ud over sin egen næse i denne bog?

Jeg kendte engang en gut der en dag beklagede sig over presset fra sine forældre om at få børn. Til det spurgte jeg ham, hvorledes og om de nogensinde havde sagt det til ham - det havde de aldrig gjort. Det fik mig til at tænke, gad vide hvor meget det faktisk bare folk selv der lægger presset? Nok langt mere end folk er villige til at indrømme. Dette er ikke for at sige, at der aldrig fremkommer et pres udefra, selvfølgelig gør der det, men slet ikke i så stort omfang som man bliver bildt ind. Danskerne har en speciel evne til at klantre "samfundet". Det er et uendeligt vagt koncept der forsøger at pege fingre af alle, men i virkeligheden peger det ikke rigtigt på nogen overhovedet.

Personligt har jeg selv skilt mig meget ud i mine formative år op gennem mine tidlige tyvere med langt hår og læderjakke som mand. Det var primært min kærlighed til heavy metal der gjorde udslaget, men der var bestemt også en portion af noget rebelsk i det. Jeg var altid imod det populære fordi så var man nemlig sej og mere "fritænkende" i stedet for at følge med bølgen. Der var dog aldrig, lige som denne bog, nogen dybere mening eller tankegang over det. Blot en modreaktion båret af noget primært følelsesmæssigt.
Når man skiller sig ud, reagerer nogle mennesker også på det - både positivt og negativt. Jeg er endda blevet fravalgt til jobs på grund af min hårlængde for sådan skulle drenge jo ikke se ud. Med dette i mente burde "Rend mig i traditionerne" jo praktisk talt være skrevet til mig! Men det er den langt fra. Ville den have ræsonneret da jeg var 19? Ja, men der er gudskelov løbet vand under broen siden da, og ilt har fundet vej til min hjerne.
Vi mennesker påvirkes og opfanger det negative mere end det positive - set blot på nyheder og sociale medier. Der skal flere positive indtryk til at opveje ét enkelt negativt indtryk. Flere negative indtryk, som negative nyheder eller opslag på internettet, kan derfor opbygge en form for illusion af et eksternt pres. Jeg har aldrig givet samfundet skylden. Det var mit valg at skille mig ud, og så er det mit ansvar at håndtere følgerne. Så længe du er et ordenligt menneske, der taler pænt og behandler andre ordenligt, så kan du sjovt nok komme ret langt i livet.

Til trods for enkelte glimt i bogen af noget godt og indholdsrigt, krydret med et par grin, så er der ikke meget at komme efter i denne såkaldte samfundskritiske klassiker.
Samfundet former ikke din personlighed, og der er masser af plads til afvigelser fra normen. Det har der været længe. Men det kræver også, at man har rygraden til mere end at sige rend mig i traditionerne og sparke folk i røven.
For den eneste der trænger til et los i røven, det er David selv. show less

Danmark, ca 1958
Hovedpersonen David Dechel på 17 år bliver samlet op af en betjent, fordi hans slips har sat sig fast i en cigaretautomat. Også lidt fordi han opfører sig underligt og af og til som en hund, der bider folk i benene. David bliver indlagt på den lukkede afdeling med tremmer for vinduerne og en tid lang er han ret forvirret. Davids far er død. Davids mor har giftet sig igen med en rendyrket og tomhjernet tyr Fabby (sådan kaldtet på grund af sit efternavn Fabian), der kun show more tænker på en ting. David har en søster Kamma og en storebror Hugo. Hugo er udpræget materialistisk indstillet og forstår slet ikke Davids kvaler. Hugo er gift med Chrissy og de har en lille datter Lindy., som David har det fint med. David går i gymnasiet og har latin og skal skrive stile, fx en om traditioner. Traditioner og floskler hænger David ud af halsen, så han skriver en stil der er en floskelfyldt hyldest til traditioner, mest for at drille værelseskammeraten Hubert. David får UG- for sin stil.
Familien Dechel svømmer i penge fordi faderen skiftede fra bronzestøberi over til bakelit og endelig over til plastik. David var egentlig helst fri for fabrik og penge. David er lun på pigen Lis, men det tør han ikke sige til hende, fordi han er bange for at det hele ender i floskler og Hollywood-klicheer.
På hospitalet stifter David bekendtskab med en hr Traubert, der er paranoid. Fordi Fabby ikke er så klog, får David en stak kanonslag i stedet for en kasse cigarer, men hr Traubert bruger kanonslagene med stor fornøjelse til at sætte lidt fut i afdelingen og de andre patienter. David tænker tilbage på dagene før han slipseepisoden. Han gik fra en af timerne med yndlingslæreren "gamle Jacob" og sparkede Jacob bagi, da denne holdt formaningstale over ham.
De voksne omkring David er lidt plim. Faderen drak, moderen er sexfikseret, Jacobs kone hører ikke hvad man siger og hun ryster på hænderne, Lis's mor er på sovetabletter. Men det er David, der bliver sendt på nervesanatorie.
Hr Traubert går til angreb i tordenvejr med sine kanonslag, men bliver svitset af et lyn og dør, mens David ser på. Kort efter checker David ud af sanatoriet og får sig endelig taget sammen til at ringe til Lis.

Vældig godt skrevet bog om opvækstproblemer og det at blive voksen. Romanen tegner et tidsbillede uden at være helt umuligt tidsbundet af den grund. Nok bliver man ikke plaget med latin og Cæsars krige så meget mere og referencerne til James Dean og Kim Novak er lidt forstyrrende, men alligevel kan man sagtens læse bogen med udbytte her over 50 år senere. show less