Kirsten Тhоrup

I was intrigued by the idea of this book - Ana, a hard-nosed career-woman from Copenhagen, on holiday at a beach-resort in Gambia (because that happened to be what the travel-agent was able to offer her at short notice), meets a local teenager, Mariama, and somehow comes to see her as the missing half of her own personality. She helps Mariama to come to Europe, and, naturally enough, things don't go the way she hopes. It's a complicated and sophisticated book in many ways, with a lot of show more different layers of imagery, pulling out social and psychological ideas about African and European cultures, families and individualism, role of women, colonialism, multiculturalism, destiny vs. chance, and a lot more.

But I didn't enjoy it as much as much as I hoped: the writing seemed to let the rest of the structure down. Garton talks about Thorup's "deceptively straightforward everyday language", but in the translation, at least, it often read more like the work of an incompetent beginner - which it obviously isn't. I felt that there was a flatness and lack of humour about the text, and we were forever being explicitly told characters' thoughts and motivations ('"X," said N, thinking Y'). That's something you can certainly do occasionally in a novel, but when you do it consistently for all the characters in every dialogue, it becomes more than a little wearing. More like reading an academic report than a novel. show less

Er det utroskab eller er det ikke?
Er faderen i familien tiltrukket af den unge pige, der kommer i huset, eller ser moderen bare syner?

De gescheiden ouders van een volwassen dochter kijken bij een laatste ontmoeting terug op de heel verschillende werelden waaruit zij ooit vandaan kwamen en hun gemeenschappelijke verleden.

Kirsten Thorups Bonsai vandt DR romanprisen i 2001 – nu mangler jeg kun Svend Aage Madsens Genspejlet for at have læst alle vinderne – og jeg har længe haft lyst til at gå i krig med den. Jeg læste en del Thorup, da jeg var yngre, og jeg ville gerne se, om jeg stadig syntes hun var tung at læse. Det er hun, men mest på den gode måde: der er gods i.

Bogens første kapitel handler om Kris, der har mistet sin Mona. Hun har begået selvmord, fordi han blev ved med at være hende utro, show more og nu rejser han rundt i verden og indtaler sine smertefulde observationer til sin psykolog Charlotte.

Derefter skifter bogen fokus til hovedhistorien, der er som et forvrænget spejlbillede af den første. Nina flytter til København i 60’erne for at komme væk fra det undertrykkende provinsmiljø, som hun er vokset op i. Hun finder hurtigt sammen med kunstneren Stefan, der brutalt introducerer hende til moderne kunst og kultur og på mange måder behandler hende som skidt.

På et tidspunkt skriver hun hjem til forældrene, der må have oplevet den slags hilsner som den rene tortur: ”Vi sammenligner tegningerne, som jeg godt kan se falder ud til modellens fordel. Det er tydeligt, at hans kunstneriske inspiration bliver vakt ved synet af hendes klassiske modelkrop … Jeg har ingen udstråling, siger han, ingen sjæl. Min krop er bedst i sengen med lyset slukket. Den kan ikke bruges som model.” (s. 87)

Alligevel elsker hun ham, og selvom de bliver skilt, er det hende og datteren Elin, der er ved hans side, da han mange år senere ligger for døden af AIDS. De må passe på ham i den sidste svære tid og hjælpe ham med hans planlagte selvmord.

Bogen har mange temaer, men først og sidst handler den om kærlighed mellem to mennesker, der har svært ved at finde deres plads i verden. Nina kan ikke slippe fri af omgivelsernes mange krav, men blomstrer på sin egen måde op under Stefans faste hånd.

Og Stefan er en selvoptaget kunstnertype, der er besat af at iscenesætte sig selv og sine omgivelser. Som Camus ser han selvmordet som den eneste frie afslutning på livet, men selv det skal tilrettelægges, som om det var Sokrates, der skulle til at drikke skarntydegiften. Det er passende, at han endelig får succes som teaterinstruktør. Men han er også et intelligent og splittet menneske, der har umådeligt svært ved at acceptere sig selv og sin bi/homoseksualitet.

”Jeg kan bedst lide at have kvinder på afstand, så jeg kan beundre dem for mig selv, uforstyrret. Den måde de kommer ind i et rum på, den måde de går på. Altid denne bevidsthed om at blive begloet. Jeg har ikke lyst til at røre ved dem. Ligesom jeg heller ikke har lyst til at røre ved de døde.” (s. 122)

Ikke så sært, at Nina ikke bliver tilfredsstillet! Men som læser er man ikke i tvivl om, at båndet mellem dem er ægte og stærkt. Deres kærlighed fik mig til at tænke på bogens kryptiske titel. Et bonsaitræ er som bekendt et træ i miniudgave, og det er så lille, fordi det får alt for lidt næring og fordi det konstant bliver trimmet og skåret til. Alligevel rummer det en stor skønhed. Sådan er det også med Nina og Stefans kærlighed.

Jeg følte med Nina, afskyede Stefan og kom alligevel til at holde af dem begge for deres fejl og mangler. Afskeden med familien er smuk og de sidste dage op til selvmordet er gruopvækkende. Det er kort sagt en bevægende bog, som jeg meget gerne anbefaler – trods den forvirrende start. show less