Kirsten Тhоrup

I was intrigued by the idea of this book - Ana, a hard-nosed career-woman from Copenhagen, on holiday at a beach-resort in Gambia (because that happened to be what the travel-agent was able to offer her at short notice), meets a local teenager, Mariama, and somehow comes to see her as the missing half of her own personality. She helps Mariama to come to Europe, and, naturally enough, things don't go the way she hopes. It's a complicated and sophisticated book in many ways, with a lot of show more different layers of imagery, pulling out social and psychological ideas about African and European cultures, families and individualism, role of women, colonialism, multiculturalism, destiny vs. chance, and a lot more.

But I didn't enjoy it as much as much as I hoped: the writing seemed to let the rest of the structure down. Garton talks about Thorup's "deceptively straightforward everyday language", but in the translation, at least, it often read more like the work of an incompetent beginner - which it obviously isn't. I felt that there was a flatness and lack of humour about the text, and we were forever being explicitly told characters' thoughts and motivations ('"X," said N, thinking Y'). That's something you can certainly do occasionally in a novel, but when you do it consistently for all the characters in every dialogue, it becomes more than a little wearing. More like reading an academic report than a novel. show less

Er det utroskab eller er det ikke?
Er faderen i familien tiltrukket af den unge pige, der kommer i huset, eller ser moderen bare syner?

De gescheiden ouders van een volwassen dochter kijken bij een laatste ontmoeting terug op de heel verschillende werelden waaruit zij ooit vandaan kwamen en hun gemeenschappelijke verleden.

Erindring om kærligheden er først og fremmest en undersøgelse af de komplicerede relationer mellem mødre og døtre, men den er også en roman om kunst, og Thorup er heller ikke bange for at tage livtag med politiets hårde fremfærd mod klimademonstranterne under Cop-15. Resultatet vandt genklang, da den udkom, og bogen blev belønnet med Nordisk Råds Litteraturpris i 2017.

Hovedpersonen er Tara, der vokser op i provinsen i 1950’erne og 1960’erne. Forholdet til forældrene er ikke show more specielt belastet, selvom hun ikke kan følge morens religiøse overbevisning, men hun har svært ved at finde sig til rette blandt sine kammerater. I skolen føler hun sig gennemskuet og udhængt af lærerne. Hendes største præstationer er i skoleforestillingerne, hvor hun fortolker og indlever sig i overraskende roller. Problemet er, at de ikke udspringer af en fast kerne i hendes egen personlighed, men snarere er bud på identiteter hun kunne have.

Efter gymnasiet rejser hun til København, hvor hun kommer i skuespillerlære på et eksperimenterende teater og samtidig flirter med den yderste venstrefløj i 1970’erne. Hun er dog alt for flygtig til at fungere i den benhårde disciplin i cellestrukturen, så i stedet bliver hun gift med en palæstinenser for at han kan få opholdstilladelse. Det skaffer hende problemer med både dansk og israelsk politi.

Anden del starter et par år senere og fokuserer entydigt på forholdet til datteren Tara. Der er gået et par år, og hele Taras tidligere tilværelse er gået i opløsning. Hun har forladt teateret under dramatiske men uklare omstændigheder og den tidligere ægtemand er forsvundet og erstattet af hendes livs kærlighed, en psykisk ustabil kunstfotograf, der ikke kunne drømme om at deltage i familielivet eller forsørgelsen af datteren Siri. Moderskabet er alt for meget for Tara, der ikke aner, hvad hun skal stille op. Det ender med en midlertidig anbringelse, og da Siri kommer tilbage er det til et liv med masser af flytninger og kortvarige mandlige bekendtskaber.

Alligevel bliver Siri både stærk og selvstændig. Hun sørger selv for at komme på kostskole i Jylland, og bagefter går turen til kunstakademiet og et målrettet arbejde for at slå igennem som billed- og performancekunstner. Opvæksten sidder stadig i hende, og hun har tydeligvis svært ved at knytte sig til andre. Som i Det jeg elskede af Siri Hustvedt eller Kortet og landskabet af Michel Houellebecq fylder beskrivelsen af kunstværkerne en del, men her virker de ikke særligt interessante. Måske er performance bare ikke mit gebet.

Forholdet mellem Tara og den voksne datter er romanens omdrejningspunkt. Tara elsker hende højt – måske er hun endda forelsket i hende – men hun kan ikke finde ud af at udtrykke det. Det ene møde efter det andet ender uforløst, fordi Tara ikke kan sige det, hun gerne vil, og fordi Siri er alt for vred og utålmodig til at forstå hende.

I sidste del tager romanen en ny drejning: Siri bliver optaget af at dokumentere demonstrationerne under klimatopmødet, mens Tara lidt tilfældigt driver ud i hjemløshed. Der går flere år, hvor de to ikke ser hinanden, og spørgsmålet er, om de når at blive forsonet til sidst. Det skal ikke afsløres her.

Erindring om kærligheden er en ujævn roman. Thorup fortæller løs, og der trækkes nye personer og handlingsmønstre ind efter behov. Meget af det fungerer fint hver for sig, men det kan være svært at se sammenhængen i Taras liv. Den unge Tara, Tara som mor og den hjemløse Tara kunne udmærket være tre forskellige mennesker. Thorup er heller ikke bange for at forklare hvad personerne føler og hvorfor. Hun har ingen ambition om at nøjes med at vise når hun også kan fortælle, og det får romanen til at svulme op til over 400 sider.

Det er Thorups stil, som man kan synes om eller ej, men en lidt hårdere redigering havde ikke gjort noget. Man kommer så tæt på forholdet mellem Tara og Siri – og Taras liv i det hele taget – at det næsten er klaustrofobisk. Det var jeg ret fascineret af, men de fleste andre i min læsekreds syntes, at det blev anstrengende og kedeligt. show less