Katrine Marie Guldager

Meget sjov og spøjs som oplæsning. Lidt kedelig som almindelig læsning.

Hovedpersonen i Guldagers roman hedder Birgithe, og hun tilhører det mindretal, der staver det med th. Det har hun måttet påpege mange gange, og hun er efterhånden ved at være træt af det. Hun er også træt af udviklingen i folkeskolen, hvor lærerne nærmest er blevet bange for børnenes (og forældrenes) reaktioner, hvis der insisteres på lidt disciplin. Hun er træt af den tiltagende mangel på høflighed og almindelig pli. Mest af alt er hun nok bare ved at være træt efter et show more halvt århundredes liv, hvor hun hele tiden har været den, der skulle tage ansvar og være den voksne.

Birgithe er også vred, og det er ikke mindst dette aspekt, der er blevet lagt vægt på i modtagelsen. Det gjaldt også på Bogforum, hvor Guldager optrådte i samtaler med temaer som ”den vrede kvinde i litteraturen”. Det er da også rigtigt, at Birgithe i romanen lader sine frustrationer få frit løb. Hun sætter en tredjeklasse på plads, blander sig da en flok unge knægte generer en hjemløs og beder om telefonnumrene på en gruppe drenge, der spiller smarte over for en ung ekspedient i Netto. Men det overses, at hun kun lader sig selv sige hvad hun mener, fordi hun er i sorg. Hendes mor er død, og romanen udspille sig over 12 dage lige efter begravelsen.

Det bliver to uger fuld af sårbarhed og refleksion over, hvad det egentlig er for et liv, Birgithe har levet. Hun kan ikke lade være med at skubbe sin mand og faste holdepunkt Kristoffer lidt på afstand, og for en kort periode lader hun også ansvaret for de snart voksne børn falde lidt. Hun har behov for at koncentrere sig om at få ryddet moderens hus, og endnu mere om at udrede relationerne til moderen og den sårbare lillesøster. Efter forældrenes skilsmisse har Birgithe været den, der har påtaget sig ansvaret for at holde sammen på tingene, men nu må hun se i øjnene, at rollerne ikke har været så entydige, som hun havde bildt sig selv ind.

Ja, hun blev den stabile voksne, der sammen med moderen kunne bekymre sig for søsterens psykiske sygdom, men måske havde hun også selv været med til at skabe de relationer, for det gjorde jo hende selv til moderens bedste veninde og mest succesfulde afkom? Og hvad med den forsvundne fader, som hun kun har haft foragt til overs for? Kunne det tænkes, at den manglende kontakt også skyldtes moderens ønske om et hårdt brud og måske en ubevidst trang til at holde døtrene for sig selv?

Birgithe med th er en velskrevet, letlæst men også kompleks fortælling om en situation, de fleste af os kommer til at gennemleve. Det er naturligt, at forældrene på et tidspunkt falder fra, at man selv bliver den ældste i slægten. Det er også naturligt, at ens børn bliver voksne og begynder at leve deres eget liv. Men overgangen er sjældent nem. Katrine Marie Guldager skriver overgangen som en periode med sorg og store følelser, men også som en krise, der kan gennemleves med håb om et meningsfuldt liv på den anden side. show less

Det starter som en typisk familieroman, hvor vi skal lære personerne at kende over et par generationer, hvor de forskellige stemmer skal have deres egen plads, og hvor der gennem deres forskellige valg tegnes et portræt af en periode og dens brydninger. Desværre ender det mere som en coming-of-age for hovedpersonen Frederik, mens hans omgivelser bliver næsten karikeret fyld.

Historien starter i Svendborg, hvor hippierne Jytte og Holger flytter ind i starten af 1970’erne. De kommer fra show more det nyskabende fællesskab ude omkring Ollerup, og nu har de altså besluttet sig for at slå sig ned og starte en familie. De får da også hurtigt tre børn – Frederik, Lene og Jakob – men det er faktisk lidt på trods. Holger er nemlig så usikker og så bange for at gøre kvinder ondt, at han slet ikke tør at gå i seng med Jytte. I stedet indleder han snart en karriere som biodynamisk landmand på Orø, mens Jytte frimodigt får sig en stribe elskere, som hun ikke gør det store for at skjule for børnene.

Den livsform er slet ikke acceptabel for Frederik. Han er alt det forældrene ikke er: Han vil selv sejle optimistjolle, selvom han er alt for ung til det, og fordi forældrene tror så meget på børnenes frihed, får han også lov. Problemet er bare, at hans tro på individets udfoldelse og et stærkt ønske om at klare sig i kraft af egne præstationer, snart skaber en kløft til Jytte og Holger. De forstår ham ikke – og prøver heller ikke rigtigt på det.

Hvis forældrene er repræsentanter for 1960’ernes alternative livsform, bliver Frederik lige så tydeligt repræsentant for den senere yuppie-kultur. Han melder sig ind i VU, gør sit bedste for at skille sig ud på gymnasiet, og han skal selvfølgelig læse erhvervsøkonomi på universitetet. Det er heller ikke nok for ham, og da han lærer den jævnaldrende Feltmark at kende, går rejsen videre til Harvard og til en strålende karriere hos Goldmann-Sachs – i hvert fald indtil finanskrisen, en smule samvittighed og stress river tæppet væk under ham.

Frederiks tilværelse er dobbelt. På den ene side en enorm arbejdsmæssig og økonomisk succes, på den anden side en enorm ensomhed, fordi han ikke ved, hvordan han skal skabe nære relationer. Meget nutidigt er han alt for optaget af, hvad andre vil tænke om ham, og det gælder også i forholdet til forældrene. De kan slet ikke forstå ham, og når han prøver at gøre tingene godt med lækker mad eller dyre gaver, fabler de kun om, hvor dyrt det er, hvor meget gift der er i, og hvor meget skade det gør på omverdenen.

Lene får undervejs en vækkelse og bliver præst, og det går trods alt bedre end hendes ægteskab med en sexgal og notorisk utro ægtemand. Jakob går stille og roligt i hundene. Han kan ikke finde sin plads i tilværelsen, og mens Frederik og Lene finder vej ud i verden, synker han ind i misbrug og computerspil.

Katrine Marie Guldager skriver godt, og der er helt bestemt gode elementer i bogen. Det er rørende, at Frederik på egen hånd tager færgen til Orø for at få Holger til langt om længe at træde i karakter som far og ægtemand. Men bogen mangler balance. Det er som om, interessen for Frederik er løbet af med forfatteren, så resten af persongalleriet reduceres til kulisser, og der er tidspunkter, hvor bogen føles mere som en kronik om generationsforskelle end som en roman. show less

Guldager prøver i sine 11 korte noveller at tegne et portræt af dagens København. Nogle af historierne er kollektive fortællinger, hvor vi følger personer, der tilfældigvis støder ind i hinanden på gaden, mens andre er mere klassisk bygget op om enkelte personer. Budskabet er ret trist: Grundlæggende er menneskene fremmedgjorte over for hinanden, ensomme og uden ægte følelser for hinanden. Sidste sætning summerer det meget godt op: "Når han pludselig greb hendes kæbe og trak show more hende ind til sig, var det egentlig ikke, fordi han havde lyst til at kysse hende. Det var mere for at få hende til at holde kæft."

Bogen tilhører kortprosatraditionen. Det fungerer kun, hvis forfatteren på ganske få linjer kan gøre personer og situationer levende og interessante. Det lykkes ikke rigtig her. Selvom historierne er velskrevne, står der stort set ikke noget klart tilbage på nethinden efter endt læsning. show less