Wernher von Braun (1912–1977)

Von Braun wrote this book in 1958, more than a decade before the first Apollo moon landing, as a sort of speculation (or perhaps proposal) as to what such a mission might be like. He offers a detailed fictionalized account of the trip from liftoff to landing, including a few things that could go wrong along the way. In the margins of this story, he provides lots of explanations of the science and technology involved, including much discussion of orbital mechanics.

As a big space history buff, show more I found this fascinating, especially the way in which von Braun's imaginary journey differs from the real one made such a relatively short time later. For example, he posits a winged reentry vehicle, and has his astronauts land on the moon with it attached, rather than using a separate lander. He also depicts considerably less communication and coordination with ground control back on Earth than was actually the case, and fails to anticipate the extent to which the eyes of the world would be watching the entire thing. And, rather heart-breakingly, he has the main focus of the expedition being an evaluation of the moon with an eye towards future human habitation, which he seems to assume as the obvious and inevitable next step after the initial exploration.

Von Braun also includes a section at the front answering the questions he most frequently got from the public. I think nothing in here illustrates the difference between this early period of space exploration and now better than the fact that the very first question there is, "Man's abode is the earth. Are we not invading God's kingdom as we prepare for human travel through the universe?" Wow.

This isn't a particularly remarkable book in terms of the writing or anything; it really is interesting mainly just as a historical curiosity. But for me, that was more than enough. show less

8/29/22

Bogen starter med et forord af Asger Lundbak og så tyve sider med nogle få spørgsmål og (meget lange) svar. "Hvorfor tror De, at der findes liv på andre planeter?", "Hvorfor skal vi udforske verdensrummet? Har vi ikke tilstrækkeligt med problemer her på jorden?", "Hvad mener De om flyvende tallerkener?", "Jeg er en dreng på 14 og vil gerne være raketforsker. Hvordan skal jeg bære mig ad med at blive det?", "Vil strålefaren umuliggøre rumrejser?".

Så er der en fortælling om John show more Mason og Larry Carter, der er astronauter og hvordan de klarer den første månerejse. Deres raket er en femtrinsraket. Femte trin er et lille rumskib formet som et fly og beregnet til at klare turen gennem atmosfæren på vejen hjem. Første kapitel er affyringen og første del af flyveturen. Andet kapitel dækker en krise, da dynamoen tilsyneladende stopper med at lade, men det er måleinstrumentet, der viser galt. De checker lidt mere, men fortsætter missionen og lander sikkert på Månen. Tredje kapitel dækker den første månevandring. Overfladen viser sig at være som sne dækket af tynd is. De checker strålingsniveauet, der heldigvis er lidt lavere end forventet og efter at have rekognosceret området, begynder de at samle prøver. De forsøger også at få en prøve af Månens atmosfære med tilbage. Der er ikke meget, men der er heller ikke ingenting. Carter finder en lille satellit fra de første forsøg på at få ting skudt i nærheden af Månen. Den er på størrelse med en øldåse, så han vil tage den med op i rumskibet, men mister fodfæste og beskadiger luftslusen idet han falder ned på måneoverfladen og mister bevidstheden. Fjerde kapitel er selve afrejsen fra Månen, hvor de har fået repareret luftslusen, lukket døren og gennemført deres checkliste, for det er supervigtigt at starte afrejsen på et bestemt tidspunkt. De kommer afsted og Mason får også overstået et ildebefindende, som skyldes lugten af det festmåltid nogen af god vilje havde puttet i fryseren. Mason kan ikke tåle fisk. Og rumfartøjet kan ikke tåle en lille meteorit, der laver et hul på ca 5 cm i diameter i kabinen. De får lappet både indgangshul og udgangshul og får også regnet på hvor meget de skal korrigere banen med for at komme hjem. Det lykkes også og de lander på rumbasen på en lille ø. En hel strøm af køretøjer kommer ud til dem, så konklusionen må være at beboerne på denne planet er skrupskøre. Måske er det bedre at de to tager tilbage til Månen?

Der er mange faktabokse strøet rundt om fortællingen om månerejsen. Fx om rumdragterne og om strålefarerne. Det er lidt sjovt at se at vi her i 2024 laver eksperimenter for at finde ud af hvad trykket skal være i månedragterne og hvordan vi undgår at månestøvet ødelægger dragterne og hvordan man forhindrer månestøvet i at invaderer rumskib og kommende månebase.

Her er nogle tanker om hvordan det er blevet muligt at bruge termistorer (termoelementer) og transistorer, der nu er på størrelse med myrer. Og i modsætning til radiorør, men computere med egentlig regnekraft er ikke kommet på banen endnu.
Jeg kunne godt undvære von Brauns overvejelser om Guds skaberkraft, men nu er bogen jo nok skrevet til et amerikansk publikum. show less