The Distant Lover

In the love affair between Claudia, divorced, and Henry, a married father of two children, who lives separated, passion seems to be missing. Although in the German language, "the strange friend" can only refer to Henry, who remains a stranger, perhaps, the "odd" friend is Claudia, who is unable to develop a normal, enduring relationship with Henry, as she was unable with her husband, from whom she divorced. Although readers may be tempted to find the reasons for her loneliness in her life in the German Democratic Republic, the true causes are found in her past.

Der fremde Freund, in English The Distant Lover, is a beautifully written novella, about the inability to come closer.

Do you want alienation? Christoph Hein gives you alienation in this novel written shortly before the fall of the wall and the end of the Iron Curtain. It is set in an East Berlin that is in the midst of an upheaval that will end with the reunification of all Germany as one.

Claudia er 40 år gammel. Hun er læge, fraskilt, uden børn. Hun bor for sig selv i en lille lejlighed i Berlin i DDR i 1980’erne, og da vi møder hende i romanens begyndelse, skal hun til begravelse. Henry Sommer er død, men det er ikke klart, hvad jeg-fortællerens forhold til ham egentlig er. Hun kommer som en fremmed til kirken, og hun går som en fremmed igen. Sagen er imidlertid, at han var hendes ven og elsker gennem et år. Hvorfor er hun så uberørt?

Christoph Hein var en af DDR’s vigtigste forfattere, og denne roman fra 1982 er hans hovedværk. Den handler om fremmedgørelse og om smerten ved at se sin fortid i øjnene, men måske først og fremmest om vanskeligheden ved at være menneske i et moderne (kommunistisk?) show more samfund.

Efter begravelsen fortæller Claudia historien om forholdet til Henry, som hun ikke tillader at komme for tæt på, ligesom hun har et distanceret forhold til sin familie. Venner og bekendte vil betro sig til hende, men hun prøver at holde dem på afstand. Hun vil ikke bindes og forpligte sig. Faktisk har hun en fast tro på fortrængningens fordele som grundlaget for civilisation og skal ikke nyde noget af psykoanalyse:

”Hvordan ville så ikke først de synliggjorte aflejringer på bunden af vor eksistens skræmme os. Og hvorfor hente op, hvad der generer os, truer os, gør os hjælpeløse. Individets radioaktive affald, som forbliver uendelig virksomt, hvis næsten uhørlige rumlen gør os bange, og som vi kun klarer at leve med, når det begraves, lukkes inde, nedsænkes i vore dybeste dyb. Neddukkes i den uigenkaldelige glemsel.” (s. 86)

Alligevel drager hun i det næste kapitel tilbage til barndomsbyen G. for at konfrontere erindringen om barndomsveninden Katharina, som både forældrene og systemet pressede hende til at støde fra sig. Det kunne ligge lige for at finde forklaringen på hendes problemer med nærhed og kærlighed her.

Men det er alligevel for enkelt. Der er andre forhold, der er fortrængt, men sagen er også, at Claudia ikke er nær så hårdkogt, som hun gerne vil fremstille sig. Henry vader ind i hendes liv, og selvom hun prøver at holde ham på behørig afstand, så elsker hun ham tydeligvis højt. Han er vel endda den direkte årsag til, at hun endelig ser fortiden i øjnene.

Alt det falder fra hinanden, da han dør. Hun er i chok og synker tilbage i sit ensomme, overfladiske liv. ”Jeg har det godt,” slutter romanen, men aldrig har jeg læst det og følt mig mere trist samtidig.

I starten var jeg irriteret på Claudia og hendes distancerede forhold til alting, men efterhånden krøb hun ind under huden på mig. På sin egen afdæmpede måde er Den fremmede ven en fin lille kærlighedsroman. show less

SU: Toffolutti, Ezio

DDR-Titel: Der fremde Freund